Balthasar Hubmaier: Om kætterne og dem, der brænder dem (1524)

En af de vigtigste sydtyske anabaptister under reformationen var Balthasar Hubmaier (1480-1528). Hubmaier blev født i Friedberg i nærheden af Augsburg og blev i 1512 doktor fra universitetet i Ingolstadt.

I 1522-23 blev han bekendt med reformtanker i Basel og Zürich og tog efterfølgende parti for anabaptisterne mod Zwingli. I 1525 blev han døbt af Wilhelm Reublin.

Kirkens forhold til staten gjorde Hubmaier meget klart i et lille skrift, ”Om kætterne og dem, som brænder dem” i 1524. Det er skrevet samtidig med at tyrkerne (muslimerne) belejrede Wiens mure, og skriftet klargjorde myndighedernes opgave – og gav anabaptisterne deres helt særlige kendetegn.

Balthasar Hubmaier (1480-1528)

Balthasar Hubmaier (1480-1528)

Hubmaier skriver, at myndighederne ingen magt har på det kirkelige område, men kun skal tage sig af samfundsforholdene. Ellers ville staten/fyrsten tiltage sig mere magt end den, han havde fået fra Gud. Men det var ikke kun kirkens sager, at staten/fyrsten skulle holde sig fra. Den havde heller ikke ret til at dømme folk på deres samvittighed eller overbevisning.

Men Hubmaier stopper ikke her. Han kræver også religionsfrihed; de gudløse skal overvindes ved ”hellig vejledning, ikke med tvang, men venligt”, og hertil kan alle kristne hjælpe, for de ”har et sværd mod de gudløse, nemlig Guds Ord”.

Skriftet har siden fået plads i historien som det første forsvar for religionsfrihed.


Om kætterne og dem, der brænder dem.

En sammenligning af Skriftens tekster,

udgivet af Dr. Balthazer Friedberger, præst i Waldshut,

til glæde for Broder Antonius, præst i Konstans, den udvalgte skildvagt uden trompet1.

Sandheden er udødelig.

15242

§ 1

Kættere er dem, som tankeløst modsætter sig den hellige Skrift. Den første af dem var djævelen, som sagde til Eva: ”Vist skal I ikke dø!” (1.Mos 3:4).

§ 2

Ligeledes er de personer kættere, som er blinde for Skriften, og som udlægger den på anden vis, end hvad Helligånden kræver3, således at ”en kone” bliver præbende4, ”at vogte” forstås som ”at bestemme”5, ”en sten” som klippen6, ”kirken” som Rom7, og som hævder dette overalt, og tvinger os til at tro på meningsløse ting.

§ 3

Kættere skal overvindes med hellig vejledning, ikke med tvang, men venligt, selvom den hellige Skrift også taler om vrede.

§ 4

”Den vrede, som Skriften taler om, er Åndens flamme og derfor en nidkærhed, der kun brænder i kraft af Guds kærlighed”.

§ 5

Adlyder de ikke ord fra autoriteter eller med Skriftens begrundelser, så undgå dem og deres kiv og strid (Titus 3:10), så at dem, der er tilsølet, kan søle sig mere til. (Åb. 22:11).

§ 6

Loven, som fordømmer kættere til at brændes, er baseret på Zion i blod og Jerusalem i svaghed8.

§ 7

Derfor er de taget væk med suk, for at Guds retfærdighed (som skal dømme dem) enten vil omvende dem, eller hærde dem, så at den blinde (forsat) vil lede den blinde (Matt.15:14) og både føreren og den førte vil ende i synd.

§ 8

Det var det, som Kristus påtænkte, da han sagde, ”Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten for at du ikke skal tage hveden op sammen med det.” (Matt. 13:29ff).

”Der må jo også være partier hos jer, så man kan se, hvem af jer der er til at stole på!” (1.Kor. 11:19).

§ 9

Ingen, selvom han modsætter sig, skal ødelægges før Kristus siger til høstfolkene: ”Tag først ukrudtet fra og bind det i knipper, så det kan brændes.” (Matt. 13:30).

§ 10

Resultatet af disse ord bliver ikke uagtsomhed, men en kamp, som vi skal kæmpe uden ophør, ikke mod mennesker, men mod deres gudløse lærer.

§ 11

Uagtsomme biskopper er skyld i, at der er splittelse. ”For mens folkene sov, kom fjenderne.” (Matt. 13:25).

§ 12

Igen: ”Velsignet er den mand, som står vagt ved bryllupskamret”(Ord. 8:34), og som aldrig sover eller ”sidder blandt spottere.” (Sal. 1:1).

§ 13

Det følger heraf at inkvisitorerne9 er de største kættere af alle, da de de mod Jesu lære og eksempel dømmer kættere til ilden; og fordi de før tiden er inde, høster hveden sammen med ukrudtet.

§ 14

For Kristus kom ikke for at slagte, dræbe ogbrænde, men for at dem som lever, skal leve i overflod. (Johs. 10:10)

§ 15

Ja, vi skal bede og håbe på omvendelse så længe som en person lever i denne elendighed.

§ 16

En tyrk (muslim) eller en kætter kan ikke overvindes med vores midler, hverken ved sværd eller bål og brand, men alene ved tålmodighed og forbøn. Derfor skal vi tålmodigt afvente den guddommelige dom.

§ 17

Hvis vi handler på anden vis, vil Gud regne vores sværd som avner, og vores bål som en spot. (Job 41:19)

§ 18

Hele Dominikanerordnen (hvortil vores sorte og hvide10 fugl Anthonius11 hører) er ikke bare faldet væk fra Evangeliets lære, men lærer nu også meget andet end Evangeliet, hvilket viser, i hvilken sørgelig forfatning, de kætterske inkvisitorer nu er kommet.

§ 19

Hvis de var klar over, af hvilken ånd de er, så ville de ikke så skamløst fordreje Guds Ord, eller så ofte råbe ”På bålet! På bålet!” (Luk. 9:54)

§ 20

Og det er ikke en undskyldning for dem (som de vrøvler om), at de overgiver de gudløse12 til de verdslige myndigheder. For enhver, som på den måde overgiver andre, er endnu mere skyldige i synd. (Joh. 19:11)

§ 21

Enhver kristen har et sværd, der skal bruges mod de gudløse, nemlig Guds Ord (Ef. 6:17f), men det er ikke et sværd mod forbrydere.

§ 22

Den verdslige magt har til opgave at dømme og straffe de voldelige og kriminelle (Rom.13:4), som gør skade på de svage og forsvarsløse. Men den gudløse skal ikke straffes af nogen, heller ikke selvom han forbliver uomvendt og nægter at antage evangeliet.

§ 23

Kristus sagde det samme klart: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel.” (Matt. 10:28).

§ 24

De borgerlige myndigheder kan dømme forbrydere, men ikke de gudløse, som hverken kan skade legeme eller sjæl, men som kan bruges til at vise, at Gud kan skabe godt ud af intet.

§ 25

For den tro, som udspringer af evangeliets kilde, lever kun i prøvelser: jo sværere prøvelser, jo større er troen.

§ 26

Da ikke alle har lært af evangeliet, er biskopperne ikke mindre fejlfrie end almindelige mennesker: menneskernes fejl består i, at de ikke har valgt sig nogle bedre hyrder. Biskoppernes i, at de ikke har udøvet deres funktion.

§ 27

Når en blind person leder en anden blind, falder de begge i grøften, i overensstemmelse med Guds retfærdige dom. (Matt.: 15:14).

§ 28

Derfor ser det ud som om, at det at brænde kættere er at bekende Kristus (Titus 1:16), men det er egentligt at fornægte ham, og det er mere afvigende end Jojakim, Judas konge (Jer. 36).

§ 29

Hvis det at brænde kættere er så stort et onde, hvor meget større er så ikke det onde, det er at brænde de sande forkyndere af Guds Ord, uden at forsøge at overbevise dem, eller have diskuteret sandheden med dem.

§ 30

Det største bedrag af menneskerne er den nidkærhed for Gud, som nogle lægger for sig uden Skriften i deres tjeneste for sjælenes frelse, kirkens ære, kærlighed til sandheden, gode intentioner, skik og brug, biskoppelige dekreter, og ud fra den fornuft, som stammer fra naturens lys. Disse er dødbringende fejl, når de ikke er ført eller ledt af den hellige Skrift.

§ 31

En person skal ikke antage, vildledt af sine egne, skjulte intentioner, at kunne gøre noget bedre eller mere pålideligt end hvad Gud selv har sagt.

§ 32

Dem som handler ud fra deres egne, gode intentioner og tror, at de gør det bedre, er som Uzzah og Peter. Jesus kaldte den sidste Satan (Matt. 16:23); den første blev dræbt på frygtelig vis (2. Kong. 36)13

§ 33

Men Elnatan, Delaja og Gemarja handlede klogt, da de handlede mod Jojakim, Judas konge, da han smed Jeremias’ bog i ilden. (Jer. 36:25)

§ 34

Det faktum, at Baruk, efter at den første bog var blevet brændt, skrev en endnu bedre på baggrund af Jeremias diktat (Jer. 36:28) er Guds retfærdige straf for afbrændingen. Heraf følger, at på den, der frygter frosten, vil der falde kold sne (Job 6:16).

§ 35

Vi siger ikke, at det er ukristeligt at brænde bøger, fyldt med fejl og respektløshed, som der også er vidnesbyrd om i Apostlenes Gerninger (19:19). At brænde uskyldigt papir er en bagatel, men at påvise, hvad der er fejlagtigt, og at gøre det med Skriften er en kunst.

§ 36

Nu må det være klart, selv for en blind person, at den lov, der kræver kættere brændt, er skabt af djævelen. Sandheden er udødelig.


Den engelske oversættelse af Hubmaiers tekst kan findes i: Balthasar Hubmaier. Theologian of Anabaptism. Translated and edited by H. Wayne Pipkin & John H. Yoder. Herald Press 1989. Fra serien Classics of the radical reformation.

Noter

1 I tiden op til dette skrift havde der været en stor religiøs debat i Konstans mellem de(n) nye lære(r) og den katolske kirke. Der var aftalt en religiøse disputats med byens styre, men den blev aldrig afholdt, da kejseren forbød den. Ifølge de evangeliske præster i byen skyldtes forbuddet, at Anton Pirata, der var den ledende forsvarer af den katolske tro i byen, havde appelleret til kejseren om, at den religiøse disputats kunne medføre optøjer og gadeuorden. Pirata, der tilhører dominikanerordnen, som var den ledende orden i ”kætterjagten”, var dog heller ikke bleg for at kalde de evangelisk-sindede præster for ”kættere”.

2 Skriften er formodentligt skrevet efter d. 24.september 1524. Den dag gav bystyret i Konstans frihed til at trykke reformvenlige skrifter i byen. Det var udløbet af en længere religiøse debat i byen mellem den katolske kirke, og mere reform-ivrige præster.

3 Hubmaier vender her anklagen for kætteri, som han definerer det, mod den katolske kirke selv.

4 Præbende er en kanniks indtægt af en domkirkes gods. Det er dog ikke klart, hvordan traditionen har ændret ”præbende” for ”kone”. Nogle har henvist til Luk. 8:3, hvor Jesu disciple blev økonomisk støttet af en kvinde. En anden mulighed kunne være i forlængelse af Paulus appel i 1.Kor. 9:5. I begge tilfælde antager man økonomisk støtte til at være ligestillet med ægteskab, evt. at erstatte ægteskabet.

5 En henvisning til Johs. 21:15ff som berettigelse for den episkopale styreform.

6 En henvisning til Matt. 16:18, hvor stenen repræsenterer Peter og kirkens grund. Altså også et opgør med den episkopale styreform.

7 Muligvis også en hentydning til Matt. 16. Disse fire anklager fra Hubmaier kan reduceres til to: Roms krav på episkopatet, og den ikke-paulinske form for menighedsopbyggelse.

8 Nogle forskere henviser til Mica 3:10: ”som bygger Zion med blod og Jerusalem med uret.”

9 Det tyske ord for inkvisitorer var Ketzermeister, dvs. kætter-mester eller kættere-lærer.

10 Henvisningen til farverne sorte og hvide er en hentydning til dominikanernes klædedragt, som var sort-hvid.

Det kan også være en henvisningen til skaden, som normalt forbindes med larm og med at stjæle fra andre fugles reder.

11 Anthony var præst i Konstanz, og skriftet her var dedikeret til ham. De lokale inkvisitorer var normalt udvalgt blandt medlemmerne af Dominikanerordnen.

12 I de 4 kommende artikler skelner Hubmaier mellem ”gudløse”, dvs. ikke-troende og afvigere, for hvem forfølgelser og dødsstraf er upassende, og ”voldelige magtsyge”, for hvem civil retsforfølgelse er passende. Det kan i øvrigt vække undren, at Hubmaier ikke nævner, at det netop var i Konstanz, at Jan Hus blev brændt på bålet d. 6.juli 1415.

13 Uzzah blev dræbt, da han rakte ud for at støtte pagtens ark. 2. Sam. 6; 1. Krøn. 13. Referencen til 2.Kong. 36 må være bero på en fejl.

FacebookTwitterGoogle+Del