De schweiziske brødre

De Schweiziske Brødre var anabaptister, en gruppe radikale evangeliske reformatorer, der oprindeligt var tilhængere af Ulrich Zwingli i Zürich.

I 1525 dannede bl.a. Conrad Grebel, Felix Manz og Georg Blaurock en ny gruppe, der som de første på reformationstiden, praktiserede bekendelsesdåben. Da bevægelsen bredte sig til hele Schweiz, blev tilhængerne kendt som De Schweiziske Brødre.

maxresdefault

Historien om De Schweiziske brødres opståen er også historien om Zwingli og hans reformation i Zürich.

Allerede som student kom Zwingli i kontakt med Erasmus, som af flere omgange fra 1514 boede og forelæste i Basel. Zwingli lærte græsk, læste Novum Testamentum og kirkefædrene, og fremstod snart som en reformkatolsk bibelhumanist. Fra 1506 var han præst i Glarus, men den stilling måtte han forlade i 1516 på grund af sin anti-franske holdning og afstandtagen til lejetropper. I 1518 kaldtes Zwingli til at være præst i Zürich.

I Zürich startede Zwingli en ‘profetskole’, hvor man bl.a. læste græske klassikere, den latinske Bibel, det hebræiske Gamle Testamente og studerede kirkefædrene. I profetskolen deltog bl.a. Felix Manz, Conrad Grebel og Georg Blaurock. Fra 1520 til 1523 blev de teologiske forskelle mellem dem og Zwingli dog stadig større.

Der var primært tre grunde:

1) Reformtempoet: De Schweiziske Brødre mente ikke, at Zwinglis reformer gik hurtigt nok.

2) Barnedåben: Brødrene hævdede, at da Bibelen ikke nævner barnedåb, skulle den heller ikke praktiseres af kirken, mens Zwingli fastholdt den som adgang til kirken – det var i den forbindelse, at Zwingli gav gruppen det polemiske øgenavn ”anabaptister”, dvs. ”gen-døbere”.

3) Pacifisme: Gruppen fastholdt pacifismen, mens Zwingli begyndte at tale om krig som nødvendig for at realisere Guds rige.

Det hele kulminerede i sommeren 1523, da uenighederne brød ud i lys lue. Det skulle besluttes, om tiendebetalingen skulle forblive obligatorisk.

Zwingli overlod beslutningen til byrådet. Grebel reagerede stærkt på Zwinglis beslutning, da Zwingli i hans øjne derved havde givet myndighederne autoriteten til at bestemme i gejstlige spørgsmål.

Da Zwingli i Oktober 1523 også overlod spørgsmålet om forsat at fejre (katolsk) messe til den verdslige øvrighed, forlod gruppen, der senere blev De schweiziske Brødre, Zwingli.

Gruppen forlod med andre ord Zwinglis reformation på spørgsmålet om messsens fremtid, pacifisme, forbindelsen mellem stat og kirke og på spørgsmålet om barnedåben. Den følgende tid brugte gruppen på at finde sit eget ståsted.

I løbet af 1524 forsøgte Grebel-gruppen at finde ligesindede og forsøgte at opnå kontakt til Andreas Karlstadt, Thomas Müntzer og Martin Luther. Det vides ikke, om Luther modtog brevet.

Det lykkedes til gengæld at opnå tættere kontakt med Karlstadt, der en overgang i efteråret 1524, efter Karlstadts brud med Luther og forvisning fra Sachsen, opholdt sig i Schweiz. Her skrev Karlstadt et skrift, hvori han afviste barnedåben.

Gruppen skrev også til Müntzer, som dog aldrig modtog brevet. I brevet, som er bevaret, tager Grebel klart afstand til Müntzers opfordring til oprør mod fyrsten og til at gøre brug af vold.

Hos Grebel, der er forfatter af brevet, er der en klar skelnen mellem ”loven” og ”evangeliet”. I Det Gamle Testamente var det udvalgte folk befalet at slås, kæmpe, bekrige og slå ihjel. Men med Det Nye Testamente er Guds folk kaldet til at blive martyrer.

Brevet udtrykker dog også den separatistiske holdning, som Müntzer også udtrykte, og den holdning blev fremherskende i Schleitheim-bekendelsen.

Efter at Grebel, Manz og Blaurock havde udført den første, kendte baptistiske dåb i nyere tid, d. 21. januar 1525 i Zürich, spredtes de over Schweiz og Sydtyskland.

Felix Manz blev anabaptismens første martyr, da han af myndighederne i Zürich, blev druknet i begyndelsen af januar i 1527.

FacebookTwitterGoogle+Del