Døberriget i Münster 1534-35

Reformationens anabaptister var vidt forskellige. Alligevel var der enkelte træk, der kendetegner – næsten – dem alle, bl.a. deres kirkesyn.

Generelt brød de med det gamle territorial-princip, der havde været gældende siden slutningen af det 4. årh., at alene én bestemt udgave af den kristne bekendelse kunne tolereres på et bestemt geografisk område.

MuensterUnderSiege1534

Münster under belejring i 1534

I Vesteuropa havde denne konstruktion kun været anfægtet, når andre udgaver af kristentroen end den Romersk Katolske Kirke ønskede at gøre sig gældende – fx Valdenserne. Nu blev det igen aktuelt, efterhånden som lutheranere, reformerte og anabaptister blev tydelige som afvigere i forhold til Den katolske Kirke.

Katolikker og protestanter løste problemet for dem selv i 1555 ved religionsfreden i Augsburg med to principper. Indbyggere på et bestemt geografisk område skulle have samme bekendelse som fyrsten eller byrådet. Var det ikke tilfældet, fik de, der afveg, lov at emigrere til et område, hvor deres bekendelse alene var dominerende. De eneste, der efter 1555 stod udenfor denne kirkelige magtdeling af det europæiske territorium, var anabaptisterne. Derfor blev de forfulgt næsten overalt i Europa.

Et enkelt sted fastholdt anabaptisterne det gamle territorial-princip, nemlig i byen Münster, der ligger i det nordvestlige Tyskland ind mod grænsen til Holland. Også i Münster stod reformationen for døren, som det var tilfældet i så mange andre europæiske byer i samtiden. Byrådet diskuterede, om byen skulle forblive katolsk, være luthersk eller reformert. I 1533 tog byen imod reformationen og blev luthersk.

I samtiden havde Münster ca. 10.000 indbyggere og var omsluttet af en stærk bymur, der var fem kilometer i omkreds. I begyndelsen af 1534 vandt anabaptisterne frem. To hollændere, der var flyttet til Münster – Jan Matthyszoon (Matthiesen) og Jan Beuckelszoon, bedre kendt under navnet Jan van Leiden – fik afgørende betydning.

Jan Matthyszoon hævdede at være profet og proklamerede, at Jesu andet komme ville finde sted i april 1534. Byen blev udråbt til at være det ny Jerusalem, hvor territorial-princippet skulle gøres gældende. Byens voksne indbyggere måtte derfor træffe et valg: Bliv anabaptist eller forlad byen. Blandt de mange, der blev døbt, var der ganske givet nogle, der skiftede konfession for ikke at skulle forlade hus og hjem.

Byen endte med at have ca. 8.000 indbyggere, hvoraf ca. tredjedelen var blevet døbt med tvang. Foruden magtpolitiske motiver spillede teologiske tanker nu også ind på udviklingen de næste 16 måneder. Byen blev indrettet med inspiration fra både Det gamle og Det nye Testamente med tvunget ejendomsfællesskab og polygami – hvis kvinderne protesterede, mistede de livet.

Således provokeret samlede en katolsk fyrste fra området, grev Franz von Waldeck, en hær og belejrede Münster. Hæren bestod af både lutheranere og katolikker, der hidtil havde bandlyst hinanden, men hos anabaptisterne fandt de en fælles fjende.

Belejringen af Münster afskrækkede ikke anabaptisterne inde bag byens mure. I påsken 1534, hvor Kristi andet komme skulle finde sted, red Jan Matthyszoon ud af byen på en hvid hest, fuldt forvisset om Guds beskyttelse. Anabaptisterne inde i byen blev forfærdede, da de fra bymuren så de belejrende soldater partere ham og sætte hans hoved på en stage.

Jan van Leiden efterfulgte sin navnebror. Han blev nu af byens anabaptister indsat som ’Konge over det nye Israel og over hele verden’. Byens belejring fortsatte. Borgerne sultede og åd til sidst græs.

I juni 1535 faldt anabaptisternes ’Guds rige’ med flere tusinde døde i Münster. ’Kong David’ blev ført rundt i landskabet – offentligt spottet, tortureret og til sidst halshugget foran byens domkirke. Resterne af ham og to andre anabaptister blev hængt op i kirkens tårn i tre stålbure til skræk og advarsel for alle andre, der kunne tænke på at oprette ’Gudsriget’ indenfor historiens rammer.

lambert_04

De tre jernbure hvor de parterede lig af bl.a. Jan van Leiden blev opbevaret til skræk og advarsel hænger stadig i Lambertikirche i Münster.

Dette ’døber-regime’ i Münster kastede et så skammeligt ry over døberbevægelsen, at det tog over 400 år at komme det til livs.

De, der i dag besøger bymidten i Münster, bliver stadig mindet om de forfærdelige begivenheder, der fandt sted for knap 500 år siden, idet de tre jernbure stadig hænger i spiret på Skt. Lamberti kirke. Bortset fra nogle få korte perioder har burene hængt der siden 1535.

Ved markering af 500-året for reformationens indførelse må det også være passende at minde om denne del af historien, hvor vores forfædre kom på afveje. Religiøst vanvid, fejlagtige fortolkninger af bibelske udsagn og magtbrynde er forekommet overalt. Også i vores tradition.

Langt de fleste anabaptister var fredselskere. Efter Münster-katastrofen, der blev en tragedie for den smukke middelalderby og for anabaptisterne som reformatorisk kirke, overtog en tidligere katolske præst, Menno Simons, ledelsen af den nordtyske og hollandske gren af anabaptismen, der i dag er kendt under navnet ’mennonitterne’ – en af vor tids principielle fredskirker (peace-churches).

 

FacebookTwitterGoogle+Del