Hans Denck: Bekendelse for byrådet i Nürnberg 1525

Den sydtyske reformator og døber Hans Denck (ca. 1500-1527) studerede ved universitetet i Ingolstadt fra 1517 til 1520 og blev i 1522 rektor ved St. Sebalds skole i Nürnberg.

I 1525 blev Denck af myndighederne i Nürnberg anklaget for kætteri og afkrævet en bekendelse, hvori han skulle redegøre for sin opfattelse af grundlæggende trosspørgsmål.

Dencks bekendelse er i virkeligheden ikke så meget en trosbekendelse, som det er en syndsbekendelse eller en bekendelse af manglende tro. Denck forklarer at intet menneske af naturen kan tro Guds Ord og forstå skriften, og at han selv savner tro og indsigt. Medfødt set er mennesket ikke i stand til at gøre noget godt over for Gud og kun med hjælp fra Guds Ånd er det muligt at forstå evangeliet.

Mennesker må derfor acceptere, at de ikke har tro, hvis den ikke gives af Gud – og lade være med at lade som om de har tro, hvis de ikke har det. Falsk, udvortes religion og religiøs praksis afvises af Denck som meningsløst. Fordi mennesket ingen vegne kommer med religiøs praksis uden først at have fået tildelt troen af Gud, må dåben følge på bekendelsen, ikke omvendt.

På baggrund af sin bekendelse blev Denck dømt for kætteri. Ud over Dencks uforenelighed med luthersk ortodoksi var det bekendelsens retoriske form, som myndighederne ikke mente, var forenelig med en ”bibelsk” lære. Denck måtte derefter forlade Nürnberg samt sin kone og børn.

Dencks bekendelse fremstår stadig i dag som et stærkt, men også ydmygt vidnesbyrd om en døber-teologi udsprunget af en indre troskamp og anfægtelse, snarere end den sekterisme, som kendetegnede flere af døberbevægelserne.

Teksten er oversat fra tysk af Johannes Aakjær Steenbuch.


 

 

Hans Denck

Bekendelse for byrådet i Nürnberg 1525

I. Om skriften

Jeg, Hans Denck, bekender, at jeg i sandhed finder, føler og mærker, at jeg fra fødslen (angeborner weyss) er et fattigt menneske, da jeg er underkastet alle former for legemlige og sjælelige sygdomme.

Jeg mærker dog samtidig også noget i mig, som kraftigt modsætter sig min medfødte modvilje og viser mig hen til et liv i salighed, der for min sjæl forekommer at være ligeså umuligt at opnå, som det forekommer at være umuligt for mit legeme at stige op i den synlige himmel.

Man siger, at man gennem troen kommer til livet. Det går jeg med til. Men hvem giver mig denne tro? Hvis den var mig medfødt, så ville jeg have fået livet af naturen. Men sådan er det ikke.

Jeg har fra min barndom lært troen af mine forældre, bekendt den med munden og sidenhen læst den i menneskelige bøger – og oven i købet pralede jeg af min tro, men dog uden nogensinde rigtigt at have betragtet det, der i sandhed er det modsatte af min medfødte natur – og det selvom det ofte viste sig som en anfægtelse for mig.

Denne falske tro styrker uden tvivl førnævnte medfødte armod. Men når det kommer til stykket, ser jeg i sandhed, at denne medfødte sygdom eller fattigdom på intet tidspunkt aftager – jo mere jeg skrubber og skurer mig selv, des mere forøges den nødvendigvis.

Det er som med et dårligt træ, der af natur ikke arter sig godt og ikke bliver bedre, men snarere ringere, des mere man passer og plejer det, hvis man ikke går til roden og vælter det.

En mand, som ville ønske, han havde penge, men dog ingen har, kunne sagtens påstå, at han har tusind gylden, hvis det var tilfældet Men når man ikke har nogen, så bør man ikke påstå det, for hvis man påstår det, så snyder man folk meget – sig selv allermest.

Jeg ville ønske, at jeg havde tro – altså liv. Men da det i bund og grund ikke findes i mig, kan jeg ikke narre hverken mig selv eller andre mennesker.

Ja, hvis jeg i dag siger, at jeg tror, så ville jeg i morgen nok tage mig i at lyve for mig selv – eller rettere, ikke for mig selv, men for den sandhed, som jeg i nogen grad finder i mig.

Det, ved jeg af mig selv med sikkerhed, er sandheden, og derfor vil jeg, med Guds vilje, lytte til, hvad sandheden vil sige til mig – og det vil jeg ikke lade nogen tage fra mig.

Og hvor jeg end finder sandheden i en skabning, høj eller lav, vil jeg lytte – hvor den end viser hen, vil jeg gå, efter Hans vilje, og hvad den driver mig væk fra, vil jeg undgå.

For så vidt jeg gransker skriften af egen formåen, forstår jeg intet. Men for så vidt sandheden driver mig, forstår jeg noget – ikke af fortjeneste, men af nåde.

Af naturen kan jeg ikke tro skrifterne. Men det, der er i mig – jeg siger ikke det, der er af mig, men det, som driver mig uden min vilje og handlen – dét driver mig til at læse skriften for dets vidnesbyrds skyld.

Således læser jeg det og finder i særlig grad vidnesbyrd, som med styrke bekræfter, at netop det, der driver mig, er Kristus, som skrifterne bevidner, er søn af den allerhøjeste.

Af nævnte årsag vover jeg ikke at sige, at jeg besidder denne tro.

Hvor klart ser jeg dog, at min vantro ikke kan bestå for Ham.

Derfor siger jeg: ”Godt så, i Guds almægtige navn, som jeg frygter i mit hjertes dyb: Herre, jeg tror, hjælp min vantro!” (Mark 9,24)

Således anser jeg ligesom Peter skriften for at være en lampe, som skinner i mørket (2 Pet 1,19). Min vantros mørke er af natur dybt i sandheden. Skriften, lampen, skinner i mørket, men kan ikke af sig selv (da den er skrevet med menneskehænder, talt med menneskemunde, set med menneskeøjne og hørt med menneskeører) skaffe mørket af vejen, men når dagen, det uendelige lys bryder frem, når morgenstjernen (Åb 22,16), troen som et sennepskorn (Luk 17,6), der her og nu viser Kristi retfærdigheds sol, stiger op i vore hjerter – som også skriften bevidner om patriarken Jakob (1 Mos 32,32) – først da overvindes vantroen. Det er endnu ikke i mig.

Så længe sådan et mørke er i mig, er det umuligt, at jeg helt skulle kunne forstå skriften. Men hvis jeg ikke forstår den, hvordan skulle jeg så kunne hente tro ud af den? Det ville betyde, at troen kom af sig selv, hvis jeg tog den, før den blev givet mig af Gud.

Ja, den, der ikke vil vente på Guds åbenbaring, men sætter sig for selv at gøre det værk, som alene hører Guds ånd til, gør med sikkerhed Guds mysterium, som det er åbenbaret i skriften, til en vederstyggelighed og forvansker vores Guds nåde til tøjlesløshed, som der står i Judas’ brev (Judas 4), og i Andet Petersbrev (2 Pet 2,18).

Det er deraf, der igennem tiden siden apostlenes død er opstået så mange sekter og splittelser, som alle har bevæbnet sig med misforstået skrift. Hvorfor misforstået? Fordi de sprang ind i den. Efter deres egne formodninger har de selv antaget en falsk tro, før de har stræbt efter en ret tro fra Gud.

Derfor siger Peter også, at skriften ikke er til ens egen udlægning (2 Pet. 1,20), men at det hører til Helligånden at udlægge den, da det jo også er den, der har givet den i første omgang.

Denne åndens udlægning må enhver på forhånd være sikker på af sig selv. Hvor dette ikke er tilfældet, er det falskt og intet. Hvad der er falskt og intet, kan man gendrive med andre vidnesbyrd fra skriften.

Det er min gerning, som jeg frimodigt gør til Guds kærlighed og ære, og til skade og skam for ingen, undtagen den der i sandhed er ”intet”.

Af dette kan det til dels anes, hvad jeg mener om skriften, synd, Guds retfærdighed, lov og evangelium. Men for at fatte mig i korthed taler jeg om de sidste fire sådan her:

Alene vantro er synd, som nedbrydes af Guds retfærdighed gennem loven. Så snart loven har udøvet sit embede, kommer evangeliet til stede, ved at høre evangeliet kommer tro, tro er uden synd og hvor der ingen synd er, der bor Guds retfærdighed.

Altså er Guds retfærdighed Gud selv. Synd er det, der hævder sig mod Gud – det er i sandhed intet.

Retfærdigheden virker gennem Ordet, som var der fra begyndelsen, og deraf opdeles i to, lov og evangelium, på grund af de to embeder, som Kristus udøver, nemlig at dræbe de vantro og at levendegøre de troende.

Dog har alle troende engang været vantro. For at blive troende, måtte de derfor først dø, så de derefter ikke skulle leve for sig selv, som de vantro gør, men for Gud gennem Kristus, så deres levned ikke længere føres på jorden, men i himlen, som Paulus siger (Fil 3,20).

Dette vidner også David om, idet han siger: Herren sender ned i dødsriget, og han henter op derfra (1 Sam 2,6).

Alt dette, tror jeg, er sandt (må Herren nedbryde min vantro) – lad den vogte sig, som vil fornægte eller omstøde det. Jeg er klar til senere at nedskrive, hvad jeg tror om dåb og nadver. Der er ikke tid nu. Herren være med os. Amen.

II. Om dåben

Jeg, Hans Denck, bekender videre, at jeg i sandhed begriber, for så vidt den har grebet mig, at for alle ting, som af naturen er urene, gælder det, at des mere man vasker dem, des mindre kan man udrette med dem.

For hvem ville give sig til at vaske det røde af tegl, eller det sorte af kul, når de nu i grunden ikke er anderledes? Det ville være forgæves arbejde, da naturen ikke i grunden er vakt og overvundet.

På samme måde er det forgæves i det ydre at vaske et menneske, hvis sjæl og legeme af naturen er urent, hvis det ikke i begyndelsen er vakt og overvundet indefra.

Alene Guds almægtige Ord formår at komme ned og trænge ind i menneskets urenheds hårde afgrund, ligesom en indtørret jord kan opblødes af en god regn.

Hvor dette sker, rejser en krig sig i mennesket, indtil dets natur giver efter og fortvivler, så det tror, at det vil gå under i sjæl og legeme, fordi det ikke kan udholde det værk, som Gud har påbegyndt.

Ligesom man kunne forestille sig, at jorden ikke vil bestå, når en stor vandflod kommer, men blive skyllet væk.

I sådan en fortvivlelse siger da David: Herre Gud, hjælp mig, for vandfloden har nået mit liv (Sl 69,2).

Sådan fortvivlelse, stor eller lille, varer, så længe den udvalgte er i denne krop, og Kristi værk begynder med den fortvivlelse.

Derfor døbte ikke bare Johannes Døberen, men også Kristi apostle, i vand. Grunden er, at hvad der ikke består i vand, kan langt mindre udholde ilden, som er Kristi dåb i ånden og en fuldendelse af hans værk.

Dette vand eller dåb gør salig (1 Pet 3), ikke fordi den fjerner snavset fra kroppen, men på grund af den gode samvittigheds pagt med Gud.

Denne pagt betyder, at den der lader sig døbe, gør det på Kristi død, så at som han blev dræbt, således dræbes også Adam, og at som Kristus er oprejst, så kan han også føre et nyt liv i Kristus, som der står i Romerbrevet 6.

Hvor denne pagt findes, der kommer Kristi ånd også til og antænder kærlighedens ild, som fortærer fuldstændigt, hvad der stadig er tilbage af skavanker, og fuldender Kristi værk. Derpå følger Sabbatten, den evige fred i Gud, om hvilken alle tunger må tie.

Hvor udvendig dåb sker i den nævnte pagt, er den god. Hvor den ikke gør det, tjener den ikke til noget, af angivne årsag.

Udvendig dåb er ikke nødvendig for saligheden. Som Paulus siger, var han ikke sendt for at døbe (1 Kor 1,17), da det nemlig var unødvendigt, men for at forkynde evangeliet, hvad var nødvendigt.

Indvortes dåb, som nævnt ovenfor, er nødvendig. Således står det skrevet, at den, der tror og bliver døbt, bliver salig (Mark 16,16).

III. Om nadveren

Jeg, Hans Denck, bekender igen som tidligere, at jeg af natur er usund i sjæl og legeme, i sandhed forgiftet og feberramt; og uanset hvad jeg spiser i denne usunde, forgiftede og feberramte tilstand i sjæl og legeme, driver det ikke min sygdom bort, men forøger den i stedet.

Jeg finder også, at det, der driver og binder mig, ikke som jeg vil, men som det vil, råder og siger mig som en trofast læge, at så længe giften løber i blodet, kan feberen ikke afhjælpes, hvis ikke blodet stilnes og dæmpes.

Og dette kan ske på to måder: gennem faste og gennem åreladning. Faste betyder, at man ikke styrker sig i det indre med spise i utide, det vil sige med falsk trøst. Åreladning betyder, at man skal bevare roen ved udvortes lidelser efter råd fra lægen.

Dette er Kristi værk i dødelsen af Adam. Og selv om det ikke er færdigt, så længe jeg lever i kroppen, begynder det ikke desto mindre i kroppen og lides til dels af hensyn til pagten med Gud, når jeg sætter min vilje i Guds vilje gennem Kristus, midleren, som sagt ovenfor om dåben.

Den, som er indstillet sådan og spiser det levende, usynlige brød, vil altid blive opbygget i det rette liv.

Den, som er indstillet sådan og drikker den usynlige vin af den usynlige kalk, som Gud fra begyndelsen har blandet gennem sin søn, gennem ordet, han bliver fuld og ved ikke længere noget om sig selv, men bliver gennem Guds kærlighed ganske guddommeliggjort og Gud i ham menneskeliggjort.

Det er, hvad det betyder at have spist Kristi legeme og at have drukket Kristi blod (Joh 6).

Ja, den som er indstillet sådan, så ofte han gør, hvad Herren siger, det vil sige, så ofte han spiser af brødet og drikker af kalken, skal han mindes og forkynde Herrens død (1 Kor 11,26).

For den, som oven i købet spiser og drikker legemligt, er det i sandhed sundt og godt, fordi legemet har underordnet sig ånden og tjener den i sandhed.

Hvis det således er sundt og godt, kan det ikke være andet end Guds Ord, som Paulus ofte omtaler den sunde lære. Men da den er usynlig i det synlige brød og dog ikke forskellig fra brødet, så er også det usynlige ord i det synlige legeme, som undfanges af den hellige ånd og som blev født af jomfru Maria.

Spise og drikke kan ikke være uden hinanden med rette nytte. Spise uden drikke fører til forstoppelse og nærer ikke. Det er det, Paulus mener, når han siger: Hvis jeg havde tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, ville det dog intet være (1 Kor 13,2)!

Drikke uden spise svækker og beruser. Kærlighed uden tro bedrager sig selv, for så vidt det hævder at elske alting for Guds skyld. Det kan se sådan ud for en tid, men det består ikke i sandheden. For pludseligt bliver det klart, så man kan se, at kun det elskes af ham, som før blev elsket, selvom det er ondt, og at han hader det, som fortæller ham sandheden, selvom det er godt.

At spise og drikke, begge sammen er nyttigt. At spise trøster og styrker, at drikke opvækker i kærligheden og fuldender det, for hvilket Kristus kom, nemlig aftvætningen af synden, som er sket i Kristi blodsudgydelse.

Det, der er blevet sagt foroven om det synlige brød, kan også siges her om kalken.

Uden dette udvortes brød kan man leve af Guds kraft, når hans pris fordrer det, som Moses på bjerget Sinai og Kristus i ørkenen. Uden det indvortes kan ingen leve. For den retfærdige lever af tro. Den, der ikke tror, lever ikke.

Alt dette bekender jeg fra mit hjertes grund for den usynlige Guds ansigt, som jeg med denne bekendelse allerydmygest underkaster mig – jeg burde ikke sige ”jeg”, for det er snarere Ham selv, som underkaster mig under sig selv, ikke ham alene, men alle skabninger i ham. Dog,

Jeg appellerer til alle skabninger og til jeres visdom, som er i Guds hånd, i den frygtindgydende og storslåede Guds navn at dømme mig og mine fængslede brødre, som jeg i sandhed elsker, ikke efter det tilsyneladende, men i overensstemmelse med sandheden. Som også Herren vil dømme, når han kommer i sin herlighed, på den dag, hvor alle hemmeligheder skal åbenbares.

Amen.

Amen.

FacebookTwitterGoogle+Del