I, men ikke af verden: Anabaptisternes kirkesyn

Anabaptist betyder ”gen-døber”. Anabaptisterne fik navnet af Zwingli, som brugte det polemisk mod bevægelsen.

Anabaptismen opstod i 1520’erne som en kirkelig bevægelse, og som et resultat af utilfredshed med datidens katolske kirke og dens praksis.

De mente, at kirken var blevet korrumperet, og at den havde været det i mange år. Ja, de mente ligefrem, at kirken var ”en falden kirken”.

Corpus Christianum – Kirkens fald

799px-constantine_the_great_york_2

Kejser Konstantin I (272-337 e.Kr.) med tilnavnet “den Store”.

Man kunne ikke helt blive enige om, hvornår det var sket.

Var det, da Konstantin den Store i år 324 tillod kristendommen i Romerriget og Theodosius I efterfølgende, i år 380, gjorde kristendom til statsreligion, således at fyrstens tro blev folkets tro? Eller var det først i år 497, da pave Innocent I gjorde barnedåben obligatorisk?

Uanset årstallet, så var det uheldigt, at kirke og stat samarbejdede så tæt, at det var blevet umuligt at skelne kirken fra øvrigheden, staten.

Denne alliance mellem stat og kirke fik navnet Corpus Christianum, dvs. kristenhedens krop. Alliancen betød bl.a., at kirken skulle registrere nyfødte og døde, mens kirken til gengæld kunne overlade afstraffelsen af kættere og andre, der skulle ”føle kirketugten” til de civile myndigheder.

I løbet af middelalderen var der dog flere og flere, der satte spørgsmål ved denne blanding af politik og religion. Specielt da de franske konger i en årrække tvang paverne til at bosætte sig i Avignon (kendt som pavedømmets ”babyloniske fangenskab”).

Det var i slipstrømmen heraf, at Luther, Zwingli og anabaptisterne forsøgte at ændre kirken. De var enige om, at den historiske kirke var en falden kirke, og mens Luther og Zwingli mente, at kirken kunne nøjes med reformer (jf. ’reformation’), så mente anabaptisterne, at kirken skulle restaureres, dvs. føres tilbage til oprindelsen (til Oldkirken).

Martin Luther (1483-1546) og Ulrich Zwingli (1484-1531)

Martin Luther (1483-1546) og Ulrich Zwingli (1484-1531)

Eller med andre ord: Luther og Zwingli ville nøjes med reformer indenfor Corpus Christianum. Det var ikke tilstrækkeligt for anabaptisterne. De ønskede en total adskillelse af stat og kirke, så kirken ”kun” skulle være kirke – og derfor opgive at handle som civil myndighed.

De brød med Corpus Christianum og gik tilbage til Oldkirken og den kirke, som vi kan læse om i Ny Testamente, hvor kirken er ’Guds folk’ midt i det romerske folk.

Det var kirkens opgave at være Kristi krop på jorden – ikke at varetage statens opgaver. De valgte den kirkeform, som man kalder Corpus Christi.

Corpus Christi – Kirken som Kristi krop

Corpus Christi bygger først og fremmest på at være et fællesskab af frivillige, der bekender deres tro på Jesus Kristus.

I dette fællesskab er der intet hierarki, og der er ikke forskel mellem præster og lægfolk, for alle er ”et helligt folk” (1 Pet 2,9). På den måde blev kirken ”de troendes samfund”.

Balthasar Hubmaier (1480-1528)

Balthasar Hubmaier (1480-1528)

Medlem af kirken blev og bliver man gennem dåb, som man frivilligt og bevidst beder om. Dåben er en offentlig bekendelse af Jesus som herre, og heri lovede man lydighed mod kirken og dens herre.

Dåben opfattes som indvielse til tjeneste. Man ville leve i overensstemmelse med Guds Ord, og blev det ikke tilfældet, ville man lade sig retlede af menigheden.

Nadveren var et mindemåltid, men mindet blev i bl.a. Balthasar Hubmaiers menighed gjort nutidigt gennem et kærlighedsløfte, således at transformationen i nadveren er etisk.

Menigheden skal være Kristi Krop på jord, ved at udleve Kristi kærlighed til næsten. Kirken er altså kun kirke ved at være i mission – sendt til det samfund, den lever midt i.

Kirkens forhold til staten gjorde Hubmaier meget klart i et lille skrift ”Om kætterne og dem, som brænder dem” fra 1524. Heri klargjorde han myndighedernes opgave, og han gav anabaptisternes deres helt særlige kendetegn.

Hubmaier skriver, at myndighederne ingen magt har på det kirkelige område; de skal kun tage sig af samfundsforholdene. Ellers vil staten/fyrsten tiltage sig mere magt, end den har fået fra Gud.

Men staten/fyrsten skulle ikke kun holde sig fra kirkens sager. Den havde heller ikke ret til at dømme folk efter deres samvittighed eller overbevisning.

Derfor kræver Hubmaier også religionsfrihed: De gudløse skal overvindes ved ”hellig vejledning, ikke med tvang, men venligt”. Hertil kan alle kristne hjælpe, for de ”har et sværd mod de gudløse, nemlig Guds Ord”! Hubmaiers grundsynspunkt var, at ”en tyrk (muslim) eller kætter ikke kan overvindes med vore midler, hverken ved sværd, bål eller brand, men alene ved tålmodighed og forbøn”.

Derfor ender han med at konkludere sådan: ”At brænde kættere ser ud til at være en bekendelse af Kristus, men det er at fornægte ham”. Skriftet har siden fået plads i historien som det første forsvar for religionsfriheden.

Sandheden er udødelig

Hubmaiers valgsprog var ”Sandheden er udødelig”. For ham og anabaptisterne var religionsfriheden den naturlige konsekvens af kirkens og statens egenart og opgave.

Men Hubmaier og anabaptisterne fik ikke tid og sted til at udbrede deres synspunkter. Europa anno 1520’erne var ikke klar til disse synspunkter, og anabaptisterne blev derfor mødt med fængsling, tortur og martyrdød.

Hubmaier ville, trods tortur og dødstrusler ikke tilbagekalde sine skrifter, og han blev således brændt på bålet i Wien i marts 1528. Få dage senere blev hans hustru druknet samme sted i Donau.

Spørgsmålet i dag er, om Europa og Danmark – små 500 år efter disse begivenheder – er klar til at foretage denne adskillelse mellem stat og kirke og se religionsfrihed som en naturlig konsekvens heraf.

FacebookTwitterGoogle+Del