Anabaptisterne – hverken protestanter eller katolikker: Reformationstidens døbere og deres historie i oversigt

Begrebet ‘ana-baptist’ – ‘Wiedertäufer’ – var oprindelig Ulrich Zwinglis øgenavn for de første døbere under reformationen. De fleste af disse var før deres dåb med i den kreds af unge teologistuderende, som han samlede omkring sig i Zürich.

TheDippersDiptc

Zwingli brugte begrebet som et skældsord. Det betyder ’gen-døber’. Men de, der lod sig døbe i Zürich i januar 1525 og fremefter, tog hurtigt navnet til sig som en hædersbetegnelse.

Martin Luther stemplede også uden nuancer alle grupper på reformationens venstrefløj med skældsord (såsom ’sværmere’): Luther opfattede sig selv som centrum med romerske katolikker på højrefløjen og de nævnte grupper til venstre for hans eget centrum.

Det er først i nyere tid, at de kirkehistoriske fremstillinger har indført et nuanceret sprog om grupperingerne på ’reformationens venstrefløj’.

Anabaptisternes rødder

I dag diskuteres det ofte, hvor vi skal søge baggrunden for anabaptismen. Svaret er ikke entydigt. Derfor er teorien om én enkelt oprindelse (mono-genese) blevet suppleret med hypotesen om flere mulige rødder (poly-genese).

Set i forhold til ’storkirken’ peger kirkehistorikere på flere sammenhænge, hvorfra anabaptisterne kan have hentet deres inspiration. I senmiddelalderen var der mange opbrudstanker i omløb. Alt efter, hvilket perspektiv de ses i, benævnes de enten som reformbevægelser eller som kætterbevægelser.

Her skal de vigtigste inspirationskilder bag anabaptisterne nævnes i korthed:

  • Humanismen: De bibelske skrifter skal læses på deres originalsprog som et vigtigt opgør med kirkens lange tradition, der på latin var blevet knyttet til pavedømmet. Tidens måske mest lærde teolog, Erasmus af Rotterdam, var den førende bibelhumanist, der ville ’tilbage til kilderne’ (ad fontes). Erasmus udgav i 1516 Det nye Testamente på græsk og vigtige kommentarer til bl.a. Matthæusevangeliet og Apostlenes Gerninger, som Zwinglis studenter læste.

  • Spiritualiteten: Den katolske kirkes forskellige former for spiritualitet, hvoraf der var flere nye i tiden – især Imitatio Christi-fromheden – pegede på en forpligtende, personlig Kristus-efterfølgelse. Dette blev senere for døberne et markant kirkekendetegn. Ikke mindst fik det før-reformatoriske anonyme værk Deutsche Theologie stor betydning for især sydtyske døbere.

  • Kirkelige reformbevægelser: Flere gange i senmiddelalderen forsøgte forskellige grupper på geografisk forskellige platforme at reformere storkirken. Flere af disse bevægelser kendte anabaptisterne til. Valdeserne, opkaldt efter Peter (Pierre) Valdes (1100-tallets Frankrig), lagde vægt på fattigdomsidealet og et nøjsomt liv. Lollarderne, grundlagt af John Wycliff (1300-tallets England), var stærkt kritiske overfor pavedømmet og dets misbrug, der blev spiddet ud fra tanken om, at bibelen er kirkens øverste autoritet. Husitterne, opkaldt efter Johan Huss (1400-tallets Bøhmen), virkede for evangeliets frie forkyndelse, præsteskabets afkald på verdslig magt, streng kirketugt og for, at nadveren skulle nydes i begge skikkelser af hele menigheden

  • Samfundstænkningen: Marsilius af Padua (1300-tallets Italien) var både politisk og kirkelig reformator. Staten er en sammenslutning af individer, hvis forfatning afhænger af tid og omstændigheder og bestemmes af folket. Den lovgivende magt skal ligge hos borgerne, mens lovens form udarbejdes af jurister. Den udøvende magt lå hos fyrsten, der valgtes af folket. Kirkens myndighed i verdslige sager skulle afskaffes. Marsilius blev bandlyst, men levede til sin død under Ludvig af Bayerns beskyttelse. Flere dimensioner af anabaptisternes samfundssyn synes at have deres rødder i denne tænkning.

  • De tidlige reformatorer: Luthers og Zwinglis reformatoriske teologi efter 1517 var givetvis inspirationskilder. Døberne i Zürich brevvekslede i 1524 med de mere radikale reformatorer: Andreas Karlstadt og Thomas Müntzer. Sidstnævnte blev oprørsleder i Bondekrigen 1524-25, hvor han blev taget til fange, tortureret og halshugget.

Anabaptismen som radikal reformation

Flere af de første anabaptister fra ’De schweiziske Brødre’, som de kaldte sig selv, kom fra Zwinglis gruppe af teologistuderende. Her havde de læst græsk efter Erasmus’ Ny Testamente. De var inspirerede af hans tolkning af bl.a. Matthæus’ missionsbefaling (28:18-20) og af dåbsberetningerne fra de første menigheder (bl.a. Apostlenes Gerninger 2 og 8).

På den baggrund opstod deres væsentligste kritik af Luther og Zwingli, som var for tøvende og udviste for stor tålmodighed, når det gjaldt kirkelige reformer. Denne kritik blev fremsat på de såkaldte ’disputationer’ om kirke- og dåbssyn, som gruppen i 1524 deltog i i Zürich.

Den 21. januar 1525 skred anabaptisterne til handling efter deres overbevisning. De lod sig døbe af hinanden ved overøsning, hvorefter de stiftede en døber-menighed. Kirken skal bestå af disciple, der er døbt på deres Kristusbekendelse.

En sådan menighed har intet med den borgerlige øvrighed at gøre, idet den skal holde sig fri af enhver politisk myndighed. Den er selvstyrende, og udbreder evangeliet via diakoni og vidnesbyrd, idet den forstår sig som et Gudsfolk, sendt af Kirkens herre til den kultur, hvori den lever. Kirken lever i mission.

Da evangeliet kun kan antages i frihed, må der herske samvittigheds- og religionsfrihed for alle, dvs. for såvel kristne som jøder og tyrkere (muslimer) – se artiklen om Balthasar Hubmaier og hans skrift om religionsfriheden fra 1524.

Døberne blev fra menighedens stiftelse ’fredløse’: Kirkeligt havde de sat sig uden for storkirken og var derfor objekter for dens forfølgelse. Borgerligt havde de også sat sig ud over fællesskabet i samtidens kultur, hvor kirke og samfund (byen, fyrstendømmet o.l.) udgjorde en enhed.

I Zürich og omegn blev der døbt ca. 800, hvoraf kun få levede efter 1528.

Anabaptisternes udbredelse

Af forskellige grunde – både forfølgelsen og forståelsen af, at kirken er sendt med evangeliet til dens omverden – blev anabaptisterne hurtigt kendt over det meste af det daværende central-Europa. De forskellige grupper, der opstod, havde nævnte fællestræk, men hertil kom karakteristiske træk, der varierede. En oversigt over denne differentiering kan se således ud:

  • Schweiziske Brødre, januar 1525: Felix Manz (+1526, Limmat), Conrad Grebel (+1526), Michael Sattler m.fl. – Bekendelsen fra Schleitheim (1527) med 7 trosartikler, der gør rede for gruppens egenart, hører hjemme her.

  • Sydtyskland (Waldshut) og Mähren (Nikolsburg), april 1525: Balthasar Hubmaier (+1528 i Wien) – ‘anabaptismens teolog’ – og Jakob Hutter (+1536) hører til gruppen, der er præget af radikalt ejendomsfællesskab. Herfra stammer hutteritterne, der efter emigration lever i Canada i dag.

  • Sydtyskland (Augsburg): Den tidligere Erasmus-student Hans Denck udgav i 1525 en bekendelse, hvori han redegjorde for et spiritualistisk skriftsyn og trosbegreb samt et dåbssyn, hvor dåben udtrykker et indre forhold. Hans Denck fik en ledende rolle og blev af modstandere omtalt som ‘gendøbernes pave’.

  • Sydtyskland (Franken) og Østrig (Tyrol), sommeren 1526: Hans Hut, der blev socialt bevidst efter Bondekrigen, hørte til denne gruppe. Det gjorde også dens ledende skikkelse Pilgram Marpeck, der med et luthersk skriftsyn modstod spiritualismen. Han afviste både ejendomsfællesskab (hutteritterne) og magtanvendelse (Münster-gruppen).

  • Nordtyskland, Holland (med ’gæstevisit’ i Sverige og i Syddanmark): Her hører Melchoir Hoffmann til med sine apokalyptiske syner om Gudsrigets oprettelse, hvilket inspirerede Jan v. Leiden’s gudsriges-eksperiment i Münster 1534-35 (se artiklen herom). Denne gren af anabaptismen blev opsamlet af Menno Simons (+1561), der udviklede den ’fredsskabende kongregationalisme’, som videreførte artiklerne fra Schleitheim-bekendelsen. Efterkommerne emigrerede via England til USA og lever i dag her som bl.a. mennonitter. Også den kendte Amish-bevægelse er afledt heraf.

anabaptistkort

Kort over spredningen af anabaptister på reformationstiden.

Anabaptisterne – en forfulgt minoritet

Døberbevægelsen blev reformationstidens ’kirke under jorden’. Anabaptisterne blev pga. forfølgelsen hurtigt spredt og deres budskab kendt. Ofte samledes de i lader, i skovene eller i klipperne – som fx ’Døberhulen’ (Täuferhöhle) ved Bäretswil øst for Zürich, hvor flere hundrede døbere fejrede gudstjeneste i ’naturens katedral’.

’Den stridende kirke’ endte som ’martyrkirke’ (se artiklen om ‘Martyrernes spejl‘). Zwinglis tilhængere druknede dem, lutheranerne ombragte dem med sværd og katolikkerne brændte dem på bålet. Ingen kender antallet på disse martyrer. Forskerne anslår det til mellem 5.000-10.000 døbere, der døde frem til religionsaftalerne i 1555.

800px-Täuferhöhle2

Den såkaldte ’Døberhule’ (Täuferhöhle) ved Bäretswil øst for Zürich, hvor anabaptister gemte sig for myndighederne.

Baggrunden for denne skæbne skal findes i lovgivningen på reformationstiden. En løsning på ’problemet’ i Midteuropa fandt kejser Karl V frem til, da han 4. januar 1528 indførte påbud om, at alle der gendøbes i Romerriget skal henrettes.

Det fremgår, at kejseren ønsker denne ’Endlösung’ på grund af døbernenes demokratiske idéer (deres opbrud fra den middelalderlige enhedskultur), der nævnes før deres teologiske ’vildfarelser’: Et nyt syn på kirken som ’Corpus Christi’ (kirken er ’Kristi legeme’ i samfundet), der er sendt med evangeliet til samfundet – og at denne ’kirke i mission’ skal erstatte ’Corpus Christianum’, enheden mellem folk og kirke i samtidens kristendomskultur.

Andet kapitel i lovgivningen fulgte med Religionsfreden i Augsburg fra 1555. Her blev der fastlagt to principper, der skulle skabe fred mellem de indbyrdes stridende kirker, der kom ud af reformationen.

Det første princip fastslog, at ’regenten, der har magten, bestemmer folkets religion’ – cujus regio, ejus religio. Hvis fyrsten er katolsk, skal folket være katolsk; hvis fyrsten er luthersk, bliver folket luthersk. Hvis undersåtterne ikke vil rette ind og slutte sig til fyrstens konfessionskirke, har de ret til at skaffe sig af vejen, dvs. ret til at emigrere – jus emigrandi.

Fra 1555 omfattede disse principper katolikker og lutheranere. Først 100 år senere med religionsfreden i 1648 efter 30-årskrigen fik også de reformerte (Zwinglis og Calvins arvtagere) disse rettigheder. Men anabaptisterne fik dem aldrig – først med de nye europæiske nationalstater i det 18. århundrede blev de efterhånden ligestillede med de andre konfessionskirker. I Danmark skete det først med Grundloven af 1849.

Forholdet mellem den kontinentale anabaptisme og den angelsaksiske baptisme bør også nævnes. Handel med uld og trafik over Den engelske Kanal bragte anabaptist-synspunkter til engelsk kirkeliv. Den engelske puritanisme (de lavkirkelige) påvirkes og spaltes i tre grupperinger: 1) anglikanske grupper, der forblev i statskirken, 2) lokale kongregationale menigheder, der trådte ud af statskirken og sluttede sig sammen via ‘covenants’ og 3) baptister, der forlod statskirken og stiftede menigheder via bekendelsesdåben.

jsmyth2

John Smyth (1670-1612), lederen af de første engelske baptister, havde kontakt til mennoniter (anabaptister) i Amsterdam.

Den første ‘engelske’ baptistmenighed blev dannet i Holland af engelske emigranter i 1609. Deres leder, John Smyth, døbte først sig selv, men blev siden døbt af hollandske mennonitter, som han tilsluttede sig før sin død i 1612. En del af Smyths tilhængere rejste samme år tilbage til London, hvor menigheden blev forfulgt. Deres leder Thomas Helwys blev fængslet og døde kort efter i London (1616).

Den første amerikanske baptistmenighed blev dannet af Roger Williams, der var flygtet fra England. Han indførte religionsfrihed i 1639 i Providence, New England.

Den første kontinentale baptistmenighed i nyere tid blev dannet i Hamburg af J. G. Oncken i 1834.

Litteratur

George H. Williams: The Radical Reformation (Sixteenth Century Journal Publisher 1992)

C. Arnold Snyder: Anabaptist History and Theology (Pandora Press 1995)

William R. Estep: The Anabaptist Story (Eerdmans 1996)

FacebookTwitterGoogle+Del