Forsonet fællesskab og økonomisk solidaritet

Den tidligste egentlige trosbekendelse, vi finder hos anabaptisterne i 1500-tallets Europa, er fra 1527 og har syv punkter (Schleitheim-bekendelsen).

Det første punkt handler om dåben. Allerede det andet punkt har at gøre med, hvordan fællesskabet af døbte skal holde fred med hinanden, søge forsoning og bevare fællesskabet, så det forbliver et troværdigt vidnesbyrd om Jesus Kristus.

Jesu eksempel

Jesus holder sin bjergprædiken.

Jesus holder sin bjergprædiken. Fresco af Fra Angelico (14. årh.)

Når anabaptisterne lagde så meget vægt på forsoning, skyldes det, at de tog Jesu ord alvorligt, når han siger: »Salige er de, som stifter fred« og »skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham« (til templet for at bede).

Vi døbes »til Kristus«, forsoningens Herre, og han ønsker, at vi forsoner os med hinanden og søger at skabe fred, hvor der er had og splittelse.

Et fællesskab med Jesus Kristus uden en forsoningspraksis, er en umulighed. En menighed, der tager fat på sine konflikter og løser dem på en god måde, er derimod et håb for verden.

Det gælder også økonomien!

Lige fra den første tid har anabaptister insisteret på, at økonomi også har noget at gøre med vores tro.

I deres forsøg på at leve efter det Det nye Testamentes forbillede afprøvede de forskellige modeller for en anderledes omgang med penge og ejendom.

Nogle gange betød det, at man levede med fællesøkonomi (den såkaldte »fælles pung«), hvilket desværre ofte førte til usund sekterisme.

I de fleste tilfælde betød det, at man levede efter et princip om fælles hjælp – det vil sige at man stillede sine ejendele til rådighed for fællesskabet uden at ophæve ejendomsretten, men med en understregning af vigtigheden af, at vi bringer alt, hvad vi er ind i vores efterfølgelse af Jesus.

Denne radikale gavmildhed blandt anabaptisterne var en af de største anstødssten for de kirkelige autoriteter på den tid, for i den lå en skarp kritik af kirkernes tendens til at berige sig selv og manglende evne til at hjælpe de fattige.

Simple Living idag?

Gennem årene har dele af den baptistiske tradition været kendetegnet ved en enkel livsstil, en stærk fællesskabsfølelse, modstand overfor forbrugerisme og praktisk hjælp og tjeneste for andre.

Denne arv giver spændende perspektiver og udfordringer til os, der forsøger at være kirke i dag i en verden, hvor individet og materialismen er i centrum i en grad, vi aldrig tidligere har set.

Vi bliver mindet om, at vores livsstil betyder noget. At være Jesu discipel omfatter hele vores liv – også vores pengepung!

Et enkelt liv og at stille sig tilfreds med det nødvendige er en vigtig åndelig øvelse, der leder os til Gud og orienterer os mod Hans rige.

FacebookTwitterGoogle+Del