Fredsstiftere i en verden af krig

Alt tyder på, at menneskeheden stadig klynger sig til den overbevisning, at vold, drab og undertrykkelse er den ultimative måde at løse konflikter på.

I den sammenhæng er det vigtigere end nogensinde at holde fast i, at fred er kernen i evangeliets budskab, og at de, som følger Jesus, er forpligtet på at finde ikke-voldelige alternativer og lære at skabe fred mellem mennesker, kirker, samfund og stater.

De, som stifter fred…

Noa og duen med olivengrenen.

Noa og duen med olivengrenen.

Den anabaptistiske tradition slår fast, at brugen af vold er uforenelig med kristent discipelskab.

Selvom man hos dele af den tidligste anabaptisme fandt tragiske og sørgelige eksempler på, at man brugte vold til at nå sine mål, så står anabaptismen stærkt som en bevægelse, der hylder principperne om ikke-vold.

Den holder fast i en bibelsk forståelse af fred (shalom) som mere end blot fraværet af konflikt. Fred er en helhedsforståelse, der indebærer retfærdighed, fællesskab og forsoning.

Den genopretter vores forhold til Gud, til skaberværket, til os selv og til hinanden – både dem, som er forskellige fra os og dem, som forfølger os.

Den udfordrer vores tilgang til kriminalitet og straf, konfliktløsning og global politik og kaster nyt lys på diskussionen om dødsstraf og magtanvendelse.

I efterfølgelse af Jesus, som jo netop kaldtes Fredsfyrsten, afviser man enhver tanke om »den retfærdige krig« som et eksempel på, at kirken bliver spændt for magthavernes vogn, og holder fast i budet om at elske sin fjende med alt, hvad det indebærer.

John Howard Yoder, en moderne anabaptist, opsummerer forståelsen sådan:

»Kristne, der i loyalitet mod Fredsfyrsten ikke vil følge vor tids nationalistiske tendenser, fordi de nok er villige til at elske deres lands venner, men nægter at hade dets fjender, er ikke tåbelige drømmere, som regner med, at deres modstand vil føre til slutningen på alle verdens krige. Tværtimod er drømmerne dem, der tror, at de kan afslutte alle krige ved at forberede en ny.«

Nye veje…

At være en kirke, der stifter fred, er en stor udfordring. Det har indflydelse på både vores personlige liv og det fælles liv i menigheden.

Vi kaldes til at udvikle fredelige tilgange til konflikter og involvere os i mægling, konfliktløsning, fredsskabelse på alle niveauer af samfundet – at være en modkultur og vise nye veje i en verden, hvor krig, vold og undertrykkelse alt for tit ses som den eneste løsning.

FacebookTwitterGoogle+Del