Kirke er mission

Igennem tiden har der været mange og ofte drabelige diskussioner om, hvad kirke er.

Hvis man spørger en almindelig dansker, vil han eller hun nok svare, at kirke er en bygning.

De første baptister, som vi kalder Anabaptister – holdt fast i tanken om, at kirken var det fællesskab , de havde sammen, når de mødtes i hjemmene, bad, læste i Bibelen og sammen forsøgte at leve som efterfølgere af Jesus.

Man kan sige, at kirke ikke er mursten – men mennesker. Hermed mente de at have fundet tilbage til den oprindelige kirke, som dengang Jesus og apostlene levede.

immigrant house interior

Russiske mennoniter

Den tidlige kirke

Den første kirke var nemlig sådan en gruppe af mennesker.

Her var vægten ikke lagt på kirken som institution og indehaver af den ene rette lære, men i stedet på at leve i efterfølgelse af Jesus.

Omkring år 313 skete der en stor omvæltning for den tidlige kirke: Kejser Konstantin besluttede at bruge kirken som Romerrigets religiøse over- og underbygning og kæde kirke og statsmagt tæt sammen.

Dette medførte en fundamental forandring af kirken: Man begyndte at ensrette læren og forfølge alle, der havde en afvigende tro, man samlede sig magt og indflydelse i samfundet og blev en integreret del af de bestående magtstrukturer, man støttede statsmagten i at opretholde tingenes tilstand og lagde mindre vægt på den kritik af både politisk og religiøs magt, der ligger i Jesu ord.

Man blev en institution med ansatte ledere og store kirker, hvor folk snarere var kristne af navn end af gavn. Man taler om, at troen gik fra at være en levende kristenhed til at være en institutionaliseret kristendom.

En ny tid

Under reformationen omkring år 1500 valgte de første baptister at bryde med denne tænkning om kristendommen.

De gjorde op med tanken om kirken som en magthaver og dannede frie grupper af oprigtigt troende kristne, der søgte at leve i efterfølgelse af Jesus.

Men et fællesskab, der kalder sig kirke er aldrig bare til for sin egen skyld – det har en ganske særlig opgave.

Det latinske ord missio betyder netop ’sendelse’ eller ‘opgave’, og når vi taler om, at kirke er mission betyder det, at kirken er et fællesskab med en ganske særlig opgave, nemlig at leve i efterfølgelse af Jesus og dermed være det for verden som Jesus var for sin tid.

En anderledes magt

Det syn på kirken, der voksede frem, blev – akkurat som idealet var – formet af det eksempel, man fandt hos Jesus.

For anabaptisterne var kirkens opgave først og fremmest at være gode nyheder for de fattige, de magtesløse og de forfulgte.

»Hvis du mener, du har en reservation i himlen, skal du huske, at du kun kommer ind med en anbefalelsesskrivelse fra de fattige«. Sådan siger den amerikanske baptistpræst James Forbes og peger dermed på den lige linje, der går fra vores tid til dengang.

I en tid, hvor kirken var den største magtfaktor, både politisk, økonomisk og åndeligt i Europa, afsvor anabaptisterne sig denne magt og identificerede sig i stedet med de fattige, der var blevet marginaliserede i den evindelige kamp om magten mellem Kejseren og Kirken.

Krav om social retfærdighed og økonomiske reformer gik hånd i hånd med udbredelsen af de anabaptistiske menigheder.

Til tider tog det overhånd og udartede til væbnede oprør, men i langt de fleste tilfælde var bevægelsen fredelig i arbejdet for en radikal forandring af samfundet. En forandring, der ikke skulle foregå med magt og tvang, men ved at identificere sig med de af samfundets svageste og udstødte, som Jesus også selv havde identificeret sig med.

Jesus taler om, hvordan vores behandling af samfundets mindste reflekterer vores behandling af ham.

Derfor så anabaptisterne, der først og fremmest søgte at være efterfølgere af Jesus, et kald til at virke for frihed og lighed for alle grupper i datidens samfund.

Dette anderledes syn på kirken har inspireret mennesker til at kæmpe for menneskerettigheder, frigivelse af slaver og religionsfrihed over hele jorden.

FacebookTwitterGoogle+Del