Den tredje vej

Da de ortodokse teologer V. Lossky og G. Florovsky i begyndelsen af sidste århundrede fandt på sloganet ”Fremad, mod fædrene!”, blev de betragtet som gammeldags af deres akademiske kolleger.

At se tilbage på sin tradition for at få vejledning og inspiration til livet nu, forekom ikke at være en god måde at få moderne, selvbevidste mennesker i tale på.

Men ved slutningen af det forgangne århundrede må selv hardcore rationalister indrømme, at de tog fejl. De moralske traditioner har en dannende kraft i forhold til det menneskelige selv.

Troen udtrykt i filosofiens begreberne

parush-r-parushev

Parush R. Parushev er bulgarsk teolog og matematiker, ph.d., og vicerektor ved International Baptist Theological Seminary Study Centre (IBTS|Centre) i Amsterdam.

Kirken er nødt til at kommunikere med kulturen på et sprog, som den kan forstå. Igennem århundreder har kirken derfor taget forskellige sprog til sig for at kunne tale om Gudsrigets kendetegn med alment kendte filosofisk-videnskabelige begreber.

I den tidlige middelalder tog kirken, støttet af de politiske magter, således det ny-platonske sprog til sig og talte om Guds ”uforanderlige sandheder” over for en verden, som var skilt fra Gud på grund af arvesynden.

Dette sprog blev genopvakt og understreget af reformationen og senere konservative evangelikale. Formålet dermed var at appellere til det moderne menneskes optagethed af universelle sandheder. Teologer og præster med disse kirkelige baggrunde påtog sig rollen som lærere med svar på menneskers og kulturers grundlæggende livsspørgsmål.

Hvordan handler Gud i verden?

Under pres fra islamisk filosofi, dannelsen af europæiske universiteter samt den spirende humanisme havde senmiddelalderens vesteuropæiske kristenhed orienteret sig mod Aristoteles’ lære, der ikke tog udgangspunkt i ”absolutter”, men i erfaring og observation af det skabte.

Det var et forsøg på at bygge bro mellem Guds åbenbaring i skrifterne og kirkens erfaring og tradition, for på den måde at spore Guds nærvær og virke i naturen og menneskets historie.

I de bedste tilfælde bød teologer, der stod for denne tilgang, på en kritisk undersøgelse og en profetisk konfrontation af verdens selvbedrag, som fører mennesker væk fra Gud og kalder dem til omvendelse og genoprettelse af social retfærdighed.

Den tredje vej – baptister med lille ”b”

Sideløbende med disse to dominerende teologiske strømninger har der altid eksisteret strømninger inden for kristenheden, som på radikal og ægte vis har levet Kristi vej, og som har været overgivet til visionen om Guds rige.

De er ikke primært interesserede i ”Hvordan er Gud?” eller ”Hvordan handler Gud i verden?”, forstået som abstrakte spørgsmål. De er vidner til Guds umiddelbare nærvær og gerning i deres liv, idet de for det meste ubevidst – trækker på Sokrates’ begreber om moral og karakter-dannelse (discipelskab).

Ved at forme nye sociale modeller (eller ”fællesskaber”) lykkes det dem på fredelig vis at give plads for Guds nyskabende kraft i dem og gennem dem, som er forenet i Kristus (2 Kor 5,17).

De betragter sig selv som en del af fortællingen om Guds rige åbenbaret i og gennem Kristus. Det, som ”var” en realitet i Ny Testamentes vidnesbyrd, er det, som nu ”er” iblandt os. Og det, som Gud rige ”engang” skal blive, kaster lys over vores liv ”nu”.

Denne særlige tredje vej – en radikal kristen teologisk måde at være kirke på – kan blive en uvurderlig ressource for de troendes tjeneste i dag.

Ikke os selv nok

Alle disse teologiske sprog og tilsvarende kirkelige udtryksformer findes hos os i dag. Ingen af dem kan hævde at være den ultimative repræsentation af visionen om Riget. De må supplere hinanden ”for evangeliets skyld for selv at få del i [at proklamere] det.” (1 Kor 9,23).

I kølvandet på de store ideologiers og den optimistiske humanismes sammenbrud er den tredje vej kendetegnet ved vidner, som følger Kristi vej.

Denne kirke har et enormt og endnu ikke fuldt udforsket potentiale for at kommunikere med desillusionerede og sårede mennesker og kulturer i deres ensomhed og mistillid til hierarkiske systemer og autoritære strukturer.

Deres retskafne livsførelse udformer sig i holistiske sociale modeller, som udgør en radikal, ansvarlig livsform. Denne tradition er inspireret af visionen om Guds Rige, som det tolkes i de troendes fællesskab.

Den virkeliggøres af Guds Ånd i almindelige, trofaste menneskers dagligliv og er et vidnesbyrd overfor kvinder og mænd, idet den leder dem væk fra hedenskab, pessimisme og fortvivlelse og ind i et håbets fællesskab.

Vores anabaptistiske og tidlige baptistiske forfædre lærer os en værdifuld lektie: Fællesskabet har betydning!

Vi kan og bør leve livet i fællesskab, idet vi bærer vidnesbyrd om Kristi livsforvandlende betydning for den personlige såvel som den sociale virkelighed.

Artiklen er første gang bragt i baptist.dk

FacebookTwitterGoogle+Del