En moderne anabaptist: John Howard Yoder (1927-1997)

John Howard Yoder bliver født den 29. december 1927 i Ohio i USA. I sin opvækst er han en del af en mennonitisk menighed, hvor hans familie havde været en del af lederskabet i over hundrede år.

Enogtyve år gammel kommer Yoder til Frankrig for at påbegynde et arbejde for den mennonitiske kirke, alt imens han studerer ved Basel Universitet, hvor han blandt andet studerer under navnkundige teologer som Walther Baumgartner i Det Gamle Testamente, Oscar Cullmann i Det Nye Testamente, Karl Jaspers i filosofi og Karl Barth i dogmatik.

Særligt Karl Barth og Oscar Cullmann påvirker her Yoder. I 1962 forsvarer han sin doktorafhandling ved Basel Universitet. Senere virker han som professor ved Goshen Biblical Seminary, Associated Mennonite Biblical Seminary og University of Notre Dame.

Yoder skrev hundredevis af artikler og cirka tyve bøger i sin levetid. Han talte tysk, fransk og engelsk flydende, og han forelæste i flere end tyve lande.

Teologisk bidrag: Katolsk i videste forstand

Yoder

John Howard Yoder (1927-1997)

Han betragtede dog ikke sin teologi som mennonitisk teologi, men som katolsk i videste forstand.

Yoder anerkendte behovet for at lære fra andre og var samtidig overbevist om, at den anabaptistiske tradition repræsenterede betydningsfulde indsigter, som kunne gavne alle kristne.

De to amerikanske teologer Robert E. Webber og Rodney Clapp skriver således: “Almost singlehandedly, Yoder has caused the theological world to take seriously the Anabaptist ecclesiology and social ethics”.

Yoder tilhører ikke de radikale grupperinger inden for den anabaptistiske tradition. Han er ikke Amish eller Hutterite, men Mennonite. Han tilhører den mere moderate fløj af den moderne anabaptistiske tradition.

I sit forfatterskab udfolder han en moderne anabaptistisk teologisk position, som således ikke forstår kirken som en afsidesliggende koloni undsigende sig brug af moderne elektroniske remedier, men som forstår kirken som et særligt folk med en særlig levevis og med en særlig forståelse af verden.

Centralt for denne position er følgelig en forståelse af kirken som en social tradition, som almindeligvis ikke rummer en hel nation. Yoder mener, at dette afspejler forståelsen af kirken i Det Nye Testamente.

Et særligt folk: Et borgerskab af en anden verden

Derfor anføres det her, at kirken har et borgerskab, der ikke er af denne verden, og at kristne skal adlyde Gud mere end mennesker (Fil 3,20; ApG 5,29). Derfor påpeges det, at når et menneske bliver en del af Kristi legeme, bliver denne person en del af et særligt fællesskab, en ny menneskehed, et helligt samfund, et helligt præsteskab (1 Pet 2,9).

Yoder mener, at dette unikke fællesskabs tilhørsforhold til Kristus ikke må suspenderes af noget andet tilhørsforhold i verden. Han udtrykker det således: “No political nation, no geographical homeland to which one belongs by birth, can take precedence over the heavenly citizenship of a Christian in one’s new birth” (Yoder 1985, 23).

Dette særlige folk samles for at granske, hvad det vil sige at efterfølge Kristus. Yoder viser dog, hvordan mange socialetikere har problematiseret sammenhængen mellem kristologi og socialetik og på denne måde bidraget til en disintegration af kristologi og socialetik.

Han mener, at dette kan betragtes som en tilsidesættelse af Jesu guddommelige autoritet, og han sætter derfor ind med en reintegration af kristologi og socialetik, så Jesu liv og virke igen kan blive norm for den kristne socialetik.

Med andre ord: “Yoder mener, at Jesu liv og virke er relevant for den kristne socialetik. Jesu liv er et paradigme for, hvordan kristne skal eksistere i verden. Det tætte forhold mellem kristologi og socialetik genfindes i den kristne bibel og kristne tradition og har betydning for alle kristne i dag” (Nikolajsen 2015, 151).

Yoder udtrykker sin kristologiske socialetik således:

“He gave them a new way to deal with offenders – by forgiving them. He gave them a new way to deal with violence – by suffering. He gave them a new way to deal with money – by sharing it. He gave them a new way to deal with problems of leadership – by drawing upon the gift of every member, even the most humble. He gave them a new way to deal with a corrupt society – by building a new order, not smashing the old. He gave them a new pattern of relationships between man and women, between parent and child, between master and slave, in which was made concrete a radical new vision of what it means to be a human person” (Yoder 1971, 29).

En særlig levevis: Overvind ondt med godt

Et andet vigtigt aspekt ved discipellivet er ifølge Yoder, at kristne må forvente at opleve forfølgelse på grund af deres tro. Yoders synspunkt er dette:

“Jesus led korsdøden, fordi han var tro mod Gud i en verden i oprør mod Gud, og på samme måde må kristne være tro mod Kristus i en verden i oprør mod Gud. Det indebærer, at som Kristus led en korsdød på grund af sin lydighed mod Gud, således må kristne også være villig til at bære et kors, og i nogle ekstreme tilfælde endda være villig til at lide en korsdød på grund af deres troskab. Dette forudså Jesus, og derfor advarede han sine disciple” (Nikolajsen 2015, 155)

Yoder peger på, at flere af de nytestamentlige forfattere anså Jesu lidelsesvej som et eksempel for den kristne (jf. fx 1 Pet 2,20-22). I tillæg til dette mener Yoder, at kristne må, som Kristus gjorde det, afstå fra at svare igen med vold. Ifølge Yoder må ondskab nemlig overvindes med godhed.

Kristne må besejre ondskab ved at modstå fristelsen til at møde ondskaben på dens egne betingelser. Yoder peger på, at Paulus mener, at det netop er på denne måde, at man forstår, hvad kærlighed er, nemlig at Kristus hengav sit liv for sine fjender (Rom 5,7-8). Således anføres det også andetsteds i Det Nye Testamente, at den kristne er kaldet til at hengive sit liv for sine fjender (1 Joh 3,16).

Det betyder, at kirken legemliggør en særlig måde at ræsonnere etisk på, som er forskellig fra de forskellige måder at ræsonnere etisk på, som måtte forefindes i et givent samfund.

En særlig tilværelsesforståelse: Kristus som forståelsesnøgle

Kirken er et særligt folk med en særlig forståelse af verden. Den er en social legemliggjort tradition, som tager Kristus som udgangspunkt for en forståelse af verden. Den guddommelige åbenbaring i Kristus fungerer her som et episteme, en distinkt ressource for forståelsen af verden.

Meningen med historien og verden er ikke åbenbaret i denne verdens magter og myndigheder, herskere og konger, men i Jesus Kristus, kongernes konge.

 

Jeppe Bach Nikolajsen er lektor og forskningsleder ved Menighedsfakultetet i Aarhus og tilknyttet professor ved Menighedsfakultetet i Oslo.

Denne artikel er baseret på uddrag af første halvdel af artiklen “Menighedens liv med Bibelen: Menigheden som hermeneutisk fællesskab ifølge John Howard Yoder” i Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke nr. 1 (2015) af Jeppe Bach Nikolajsen. Ved citering eller henvisning anvend venligst tidsskriftsartiklen.

Læs om konsekvenser af John Howard Yoders teologi for kirken i Danmark i National kristendom til debat, redigeret af Jeppe Bach Nikolajsen (Fredericia: Kolon 2015).

Kilder

John H. Yoder: “The Original Revolution” i The Original Revolution (Scottdale: Herald, 1971).

John H. Yoder: He Came Preaching Peace (Scottdale: Herald, 1985).

Jeppe Bach Nikolajsen: “Kirkens mulighed for at genvinde sig selv: John Howard Yoders antikonstantinske teologi” i National kristendom til debat, redigeret af Jeppe Bach Nikolajsen (Fredericia: Kolon, 2015).

FacebookTwitterGoogle+Del