Anabap-hvad-for-noget? Hvem var reformationens radikale fløj?

ME2-256

Reformationen i første halvdel af 1500-tallet sættes typisk i forbindelse med navne som Martin Luther og Ulrich Zwingli. Men der er i stigende grad interesse for de reformatorer, der nogle gange omtales som ”anabaptister”.

Hvad er en ”anabaptist”? Hvad betyder ordet ”anabaptisme”? Ordene betyder ”gendøber” og ”gendøberi”. Det er imidlertid problematisk at anvende betegnelsen ”anabaptister” og ”anabaptisme”, ikke mindst fordi bevægelsens repræsentanter selv tog skarpt afstand fra betegnelsen. Ordet betyder jo gendøber, og det blev anvendt mod bevægelsen af dens kritikere, fordi man døbte mennesker, der allerede var døbt som børn – men en af pointerne for bevægelsen var jo, at barnedåben ikke kan regnes for en nytestamentlig dåb. Det kan kun dåb af bekendende kristne, altså det, man kalder bekendelsesdåb.

Den mest præcise betegnelse er derfor nok ”credobaptister”, altså bekendelsesdøbere, i modsætning til traditionelle ”pædobaptister”, altså barnedøbere. Da (næsten) alle kristne har en eller anden form for dåbspraksis, giver det bedre mening at skelne mellem pædobaptister og credobaptister – og så huske, at blandt andre ”døbere” og i øvrigt også ”baptister” hører til sidste kategori.

Traditionelt har man i en dansk og tysk sammenhæng da også anvendt det mere neutrale ”døber” eller på tysk ”taufer” om reformationstidens døbere, for døbere var de jo i hvert fald – og så kan man selv vurdere, hvilken slags dåb der var tale om. At vi alligevel er begyndt at anvende den noget problematiske term ”anabaptisme”, skyldes indflydelsen fra amerikansk kirkeliv, hvor der med ”the anabaptists” forstås nogle ganske bestemte udløbere af Reformationens døberbevægelser – så som mennoniter og hutteritter. Og det er altså de bevægelser, der er begyndt at vække interesse i bredere kredse, blandt andet på grund af deres kirkesyn og pacifisme.

Selvom ”anabaptister” bør kaldes døbere, er det ikke det samme som ”baptister”. Baptister og anabaptister er ikke det samme, selvom ”baptist” jo også betyder ”døber”. Det er forvirrende, men det skyldes, at de forskellige kirkeretninger er opstået i forskellige historiske sammenhænge. Baptister, der som kirkeretning kan spores tilbage til 1600-tallets England, kan bredt forstået også omfatte reformationstidens døbere, men da traditionen i højere grad har været funderet i reformert teologi, er den på mange punkter forskellig fra eller i hvert fald mere mangfoldig end Reformationens døberbevægelser, der alle på en række punkter stod i modsætning til hovedstrømmen af luthersk og reformert teologi.

confessioI en luthersk sammenhæng kendes ”anabaptisterne” eller ”gendøberne” blandt andet fra den lutherske trosbekendelse, Confessio Augustana fra 1530. Her anvendte man betegnelsen, fordi man mente, at døbernes bekendelsesdåb var en gendåb – men også fordi den kejserlige lov eksplicit forbød gendåb, med en bestemmelse som gik tilbage til den tidlige middelalder. Tidlige kætterbevægelser, såsom donatisterne, havde nemlig også anvendt gendåb af deres medlemmer, og det var altså forbudt i store dele af Europa op gennem middelalderen, selvom det først for alvor blev aktuelt igen under Reformationen.

I Confessio Augustana fordømmes gendøberne blandt andet for deres dåbspraksis, deres opfattelse af, hvorvidt kristne kan eller skal deltage i militærtjeneste og borgerlige embeder – og så den opfattelse, at der skal være en ende på de ugudeliges evige pine. På den baggrund kunne man godt få den tanke, at døberne var en ensartet bevægelse med ét bestemt program og én bestemt teologi. Det var dog langt fra tilfældet. Snarere er bevægelsen – eller rettere, bevægelserne – et resultat af, at en række reformatoriske grundtanker blev radikaliseret, efterhånden som de blev udbredt.

Døberbevægelserne havde nok en fælles dåbsteologi, men derudover skal de ses på baggrund af de idéhistoriske og politiske omstændigheder, de opstod i. Reformationstiden var i det hele taget præget af et ønske om at lære af den tidlige kirke, men døberbevægelserne kan på flere punkter siges at rendyrke ønsket om at vende tilbage til en ”ren” kristendom, uspoleret af menneskelige traditioner.

Historisk baggrund

Det er ikke nogen hemmelighed, at de tidlige kristnes selvopfattelse og forestillinger om sig selv og forholdet til omverdenen var et andet, end det sidenhen er blevet. I Det Ny Testamente møder vi en lille grupper troende på kant med det øvrige samfund, der lever i forventning om Jesu nærtstående tilsynekomst.

Kristne lever midlertidigt på denne verdens præmisser. I Brevet til Diognetus fra det andet århundrede udvikles den tanke, at kristne lever som gæster i denne verdens byer på lige vilkår med alle andre. Kristne har ingen særlig religiøs livsstil eller nogen religiøs kult, men følger de alment gældende normer i samfundet. De er derfor ikke til at kende fra andre. Dog adskiller de kristne sig fra denne verden ved ikke at tilbede afguder og ved ikke at efterstræbe magt og rigdom.

Origen

Et noget anakronistisk portræt af Origenes (?-254)

Derfor beklagede hedenske filosoffer sig over, at kristne ikke ville deltage i militærtjeneste og hjælpe kejseren mod rigets fjender. I sin apologi mod Kelsos pegede den kristne kirkefader Origenes på, at kristne ikke undergravede samfundet, men tværtimod spillede en positiv rolle. Det er absolut forbudt for kristne at slå ihjel, pointerer Origenes. Men faktisk er de kristne til større hjælp for magthaverne end de soldater, som “lader til at kæmpe”, da de kristne ved deres bønner tilintetgør “de dæmoner”, som ophidser til krig og forstyrrer freden. De kristne er stadig forskellige fra det øvrige samfund.

Med kejser Konstantins angivelige omvendelse til kristendommen i starten af 300-tallet fik kristendommen andre vilkår, og kristne fik en anden rolle i samfundet. Ifølge Lactantius så kejser Konstantin før et slag på Den milviske bro i en drøm et ”chi-rho” – det, der dengang var kristendommens symbol – mens en stemme fortalte ham, at under det tegn skulle han sejre. Konstantin sejrede og tillod efterfølgende kristendommen i Romerriget.

Der skulle ikke gå mange år, før Romerriget blev officielt kristent. Fra at have været en forbudt religion i starten af 300-tallet gik kristendommen til at være den eneste tilladte religion i slutningen af 300-tallet. Det er blevet kaldt et dramatisk skifte, men sagen er nok, at det var en forholdsvis naturlig udvikling i betragtning af kristendommens stigende popularitet i Romerriget. Det er heller ikke, fordi det nødvendigvis på en gang vendte op og ned på den kristne teologi og tænkning, men ”den konstantinske vending”, som kristendommens nye status i Romerriget er blevet kaldt, kunne dog ikke undgå at sætte sig spor i teologien.

Det blev især tydeligt hos teologen Augustin i starten af 400-tallet, da han til forsvar for kristendommen skrev sit store værk Om Guds by. Romerriget var ved at falde til invaderende barbarer, og Augustin måtte forsvare kristendommen mod anklagen om at have svækket samfundet.

2015_45_st_augustine

Augustin af Hippo (354-430)

I sit forsvar for kristendommen forklarer Augustin, at kristne godt kan deltage i militærtjeneste og være dommere, bødler og så videre. Godt nok taler Jesus om at vende den anden kind til, men det skal altså forstås som en ”indre tilstand”, forklarer Augustin. I ”det ydre” skal kristne derimod udøve deres pligt i samfundet og om nødvendigt slå samfundets fjender ihjel. Derfor kunne det nu lade sig gøre at have en kristen kejser, konge, fyrste eller hvad man nu havde, og det blev altså kendetegnende for middelalderens Europa.

Hvor kristne før betragtede sig som gæster i samfundet, var samfundet nu selv blevet ”kristent”. Et væsentligt element i den kristne stat var barnedåben. Augustin forsvarede ud fra arvesyndslæren, at man skulle døbe børn så tidligt som muligt, men det afgørende politiske aspekt af barnedåben var, at mennesker automatisk blev betragtet som kristne. At være borger i et kristent land er at være døbt, og at være døbt er at være borger i et kristent land.

Døberne

Det er blandt andet på den baggrund, døberbevægelserne under Reformationen skal forstås. Luther havde med sine 95 teser og efterfølgende reformatoriske skrifter godt nok gjort op med afladshandel, helgendyrkelse og munkevæsen og så videre, men den lutherske reformation rykkede ikke afgørende ved den augustinske forståelse af forholdet mellem kristendom og statsmagt. Kristne tilhører stadig på én gang kirken og den verdslige magt. De to er knyttet sammen som to sider af samme sag.

At blive født ind i et kristent samfund betød derfor stadig at blive kristen i kraft af den obligatoriske barnedåb. Den opfattelse fandtes også hos den schweiziske reformator Ulrich Zwingli. Det var netop i kredsen omkring Ulrich Zwingli, at vi finder begyndelsen til den første døberbevægelse. Inspireret af Erasmus af Rotterdams kommentar til Det Ny Testamente og ikke mindst Luthers medreformator Andreas Karlstadt argumenterede døberne i Schweiz for, at centrale passager om dåben i Det Ny Testamente alle vidnede om, at tingene skulle foregå i en bestemt rækkefølge.

Helt central er missionsbefalingen i Matthæusevangeliet 28,18-19. I den danske oversættelse lyder den: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.” Og her var Erasmus’, Karlstadts og døbernes pointe altså, at mennesker først skal gøres til disciple og så derpå døbes.

Hans Holbein the Younger - Portrait of Erasmus of Rotterdam, 1523

Erasmus af Rotterdam (1466-1536)

Det er lidt speget, for på græsk er der tale om en tillægsform, sådan at det at gøre folk til disciple kan forstås som bestående i at døbe og undervise. Men her var døbernes pointe altså, at rækkefølgen var vigtig, for kun bekendende kristne, altså disciple af Jesus, burde døbes. Erasmus opfordrede ikke selv til bekendelsesdåb, da han mente, at det godt kunne accepteres, at kirken i nogen grad afveg fra idealerne. Døberne var derimod af den opfattelse, at Jesu befalinger burde følges til punkt og prikke. Det var for dem et lydighedsspørgsmål.

Og her er vi nok nået til den egentlige kerne i, hvad døberne stod for. For Luther var Reformationen et spørgsmål om at lave de ting om i kirken, der åbenlyst stred mod kernen i Det Ny Testamente. Man kunne derfor godt beholde en lang række traditioner. For døberne var det derimod et spørgsmål om at vende tilbage til kirken, som Jesus selv havde indstiftet den. Døberne kan derved siges at ville restaurere snarere end blot at reformere kirken.

I januar 1525 foretog nogle af Zwinglis tidligere støtter, Conrad Grebel, Felix Manz og Georg Blaurock, således den første bekendelsesdåb under Reformationen. Den nye bevægelse bredte sig hurtigt til Sydtyskland. I Waldshut havde den tidligere katolske præst Balthasar Hubmaier tilsluttet sig Zwinglis reformtanker og blev nu oven i købet overbevist om rigtigheden af bekendelsesdåb. Mod Zwingli og andre barnedøbende reformatorer pegede Hubmaier på, at det ikke var nok, at barnedåben ikke stred imod skriften. Hvis det ikke eksplicit var befalet af Jesus, burde man slet ikke døbe børn.

Hubmaier peger også på, at de såkaldte ”kirkefædre” i mange tilfælde betragtede dåben som en konklusion på tro og oplæring snarere end omvendt. Blandt andet citeres Basilios af Cæsarea for at sige, at ”dåben er et segl på troen, en bekræftelse af guddommelighed. For først må man tro og derefter besegles med dåben.” Hubmaier peger også på, at det siden oldkirken har været praksis at gendøbe troende, der før har været døbt af kættere. Da pavekirken må opfattes som kættersk, mener Hubmaier derfor også, at det er rigtigt at døbe tidligere romersk-katolske og så i øvrigt ophøre med at døbe børn. Det siger selvfølgelig også noget om, at Hubmaier og andre døbere gik videre i deres afstandtagen til den traditionelle kirke, end mange andre reformatorer gjorde det. Det var ikke nok at korrigere traditionen ved hjælp af skriften – man ville simpelthen indføre en kirke baseret udelukkende på nytestamentlige principper.

I modsætning til De schweiziske brødre var Hubmaier dog mere moderat i sit syn på brugen af magt og kristnes mulighed for at tage del i de borgerlige embeder. Hvor De schweiziske brødre grundet deres pacifisme blev kaldt ”Stäblere”, altså stavbærere, er Hubmaier blevet kaldet ”Schwertler”, altså sværdbærer. Det kan være nødvendigt for kristne at bidrage til opretholdelsen af lov og orden i samfundet. Men Hubmaier gør det klart, at der ikke kan være tvang i religiøse forhold. Hubmaier er sidenhen blevet kendt som forfatteren til det måske første egentlige forsvar for trosfrihed. I sit skrift Om kætterne og dem, der brænder dem forsvarer Hubmaier således myndighedernes ret til at straffe forbrydere. Men kættere skal bekæmpes med ordet, ikke med sværdet.

”Enhver kristen har et sværd, der skal bruges mod de gudløse, nemlig Guds Ord (Ef 6,17f), men det er ikke et sværd mod forbrydere. Den verdslige magt har til opgave at dømme og straffe de voldelige og kriminelle (Rom 13,4), som gør skade på de svage og forsvarsløse. Men den gudløse skal ikke straffes af nogen, heller ikke selvom han forbliver uomvendt og nægter at antage evangeliet.” (Balthasar Hubmaier 1524, Om kætterne og dem, der brænder dem)

Døberne som martyrer

Den nye dåbspraksis blev ikke uden grund set som et oprør mod myndighederne. Mange af døberne havde været aktive i bondeoprøret i 1525, hvor den fattige almue gjorde oprør mod fyrstemagten. Myndighederne så dåbsaktiviteterne i forlængelse af dette oprør. Det førte hurtigt til forfølgelser. I 1527 blev Felix Manz således døberbevægelsens første martyr, da han blev druknet af myndighederne i Zürich. Han fik derved sin ”tredje dåb”, som Zwinglis folk kaldte det. Noget lignende skete for en lang række andre døbere, herunder Hans Hut, der havde deltaget i den såkaldte ”martyrernes synode” i Augsburg i 1527. Mange blev brændt på bålet eller druknet.

Året efter blev Balthasar Hubmaier brændt på bålet i det katolske Østrig. Det stoppede dog ikke døberbevægelsen. I Nordtyskland og Kiel var prædikanten Melchior Hoffmann også blevet inspireret af blandt andre Andreas Karlstadts radikale tanker om dåben. Melchior Hoffmann var imidlertid, ligesom i øvrigt Hans Hut før ham, præget af en mere mystisk og profetisk opfattelse. Hoffmann blev bekendelsesdøbt i Strasboug i 1530, hvor han mente, at det ny Jerusalem skulle oprettes i 1533.

Da det som bekendt ikke skete, fandt nogle af Hoffmanns tilhængere, Jan van Matthijs og Jan van Leiden, ud af, at det nye Jerusalem skulle oprettes i byen Münster i stedet. Sammen med Bernt Knipperdolling, der i 1534 blev valgt til borgmester i byen, lykkedes det de to gange Jan at oprette et døberkongerige i Münster. Byens indbyggere fik valget mellem at blive døbere eller at forlade byen. Men ikke nok med det. Bystyret indførte nu også tvungent ejendomsfællesskab og polygami. Byen blev dog hurtigt belejret af katolske og lutherske tropper, og i 1535 faldt døberriget i Münster.

Døbernes ledere blev hængt op i jernbure uden for Lambertikirche i Münster, som stadig hænger der, til skræk og advarsel.

munsterlamberticages

Andre af Melchior Hoffmanns tilhængere kom til den opfattelse, at det ny Jerusalem først skulle indføres med magt, når Jesus kom tilbage. Flere tilsluttede sig den principielle pacifisme, som også kendetegnede flere af De schweiziske brødre. Den tidligere katolske præst Menno Simons i Holland er et godt eksempel. Menno Simons afviste eksplicit den konstantinske forbindelse mellem verdslig og religiøs magt, og han slog til lyd for et kirkesyn, hvor kristne så vidt muligt undgik borgerlige embeder.

Man kan i nogen grad sige, at døberne endte som pacifister, fordi de ikke havde andre muligheder. Pacifismen var langt fra et kerneelement i døberbevægelserne, men blev det sidenhen, for netop mennonismen er en af de få overlevende udløbere af den radikale reformation.

Forholdet til myndighederne

Selvom der er stor forskel på de forskellige døberbevægelser, er der også en række fællesstræk ud over dåbssynet. Det mest indlysende er vel nok synet på forholdet mellem kirken og den politiske magt. Dertil kommer synet på, hvordan kristne skulle indrette sig med hinanden. Luther understregede, at vi er lige over for Gud, men i forhold til samfundet kan vi ikke kræve lighed.

”I verden og kødeligt set er der den største forskel og ulighed mellem personer, og den forskel skal bevares med omhu. For hvis kvinden ville være mand, sønnen fader, eleven lærer, tjeneren herre og undersåtten øvrighed, ville der være vendt op og ned på alle stænder og forhold” (Martin Luther, 1535)

Mod Luther hævdede en række døbere, at den principielle lighed mellem kristne skulle gælde i hele samfundslivet, og at for eksempel ejendomsfællesskabet omtalt i Apostlenes Gerninger skulle tages som normativt. Andre passager i Det Ny Testamente peger i retning af lignende egalitære principper, for eksempel Jakobsbrevet 2,9: ”Hvis I gør forskel på folk, begår I synd og afsløres af loven som overtrædere”. Mange af døberne slog derfor fast, at det kristne fællesskab adskiller sig radikalt fra det øvrige samfund. Det kommer også til udtryk i en afstandtagen fra vold og magtanvendelse.

2834I Schleitheimbekendelsen er opfattelsen den, at godt nok har Gud indstiftet den politiske magt, men kristne skal holde sig fra at deltage i den: I §6 hedder det, at ”Sværdet er forordnet af Gud, uden for Kristi fuldkommenhed. Sværdet straffer og dræber de onde og vogter og beskytter de gode.” Med ”Kristi fuldkommenhed” skal her forstås den kristne menighed eller kirken. Umiddelbart efter bliver det slået fast, at ”Inden for Kristi fuldkommenhed er det kun bandlysningen, der bruges til at advare og udelukke den, som synder, og det uden at slå kødet ihjel – simpelthen for at advare og befale til ikke at synde mere.”

Den opfattelse, at kristne ikke må tage del i militærtjeneste og de borgerlige embeder, kan for os i dag lyde som temmelig uskyldig. Men derved overser vi, at store dele af Europa under Reformationen var blevet destabiliseret og truet af krig. Osmannerne havde i 1453 indtaget Konstantinopel, og i 1529 stod de uden for Wien. Det var altså afgørende at kunne forsvare sig mod ”tyrken”, som osmannerne blev kaldt.

Blandt andre Hubmaier understregede, at myndighederne havde al mulig ret til at forsvare sig mod tyrken for så vidt, der var tale om krigshandlinger, men hvad angik åndelige spørgsmål, kunne tyrken kun bekæmpes og omvendes med ordet. En af de pacifistiske schweiziske døbere, Michael Sattler, var mere radikal, da han erklærede, at hvis han endelig skulle slås, skulle det være for tyrken, for de er i det mindste kun tyrkere af kødet, mens de reformatorer, der forfølger andre kristne, er tyrkere i ånden.

”Hvis tyrken kommer, bør man ikke modsætte sig ham. Der står jo skrevet: Du må ikke slå ihjel. Vi bør dog ikke hjælpe tyrkerne og andre forfølgere, men fortsætte med at bede til Gud om, at han vil modstå og bekæmpe dem. At jeg har sagt, at hvis krige kunne være retfærdige, så ville jeg hellere gå i krig mod de påståede kristne, som forfølger, fanger og dræber de fromme kristne, ligesom tyrkerne, skyldes følgende: Tyrken er sandt tyrker og kender intet til kristen tro; han er tyrker efter kødet. Men I som ønsker at være kristne og praler af Kristus, men forfølger de fromme vidner om Kristus, er tyrkere efter Ånden.” (Michael Sattler)

Fri vilje

Et andet væsentlig emne af mere principiel teologisk karakter var spørgsmålet om menneskets vilje. Er den fri eller ufri? Luther debatterede spørgsmålet med Erasmus, der forsvarede den humanistiske position, at mennesket er frit til selv at afgøre sig over for Gud. Mod Erasmus hævdede Luther, at mennesket ingen frihed har til at vælge eller fravælge Gud. Om mennesker kommer til tro og bliver kristne, er noget, Gud afgør.

Ikke overraskende var det Erasmus’ opfattelse, der var den gennemgående for døberbevægelserne. At blive Jesu discipel er for mange af døberne noget, man vælger, og dåben er et resultat af en bevidst beslutning. Jesus blev i mange tilfælde fremhævet som morallærer, der skulle lære mennesker at gøre Guds vilje for derved at blive frelst. Den lutherske lære om retfærdiggørelse af nåde ved tro blev i mange tilfælde omfortolket eller helt afvist. Det samme var tilfældet for læren om arvesynden.

En række døbere var dog tættere på den lutherske opfattelse, mens blandt andre sydtyske Hans Denck understregede, at i debatten mellem Erasmus og Luther var det nødvendigt at finde en tredje position. Inspireret af det anonyme skrift Deutsche Theologie pegede Hans Denck ligesom i øvrigt den tidlige Luther på nødvendigheden af først at erfare fortabelsen for derved at blive drevet til at give efter for Guds nåde. Denne eftergivenhed eller Gelassenheit var for Denck løsningen på problemet om menneskets fri eller ufri vilje.

Når mennesket af Gud føres ned i et åndeligt helvede, bringes det til at give efter for Guds Ord. Først derved gennemgår mennesket en åndelig genfødsel, som kun Gud kan give. Vi har derfor ikke tro, hvis den ikke gives af Gud. Vi må lade være med at lade, som om vi har tro, hvis vi ikke har det. Da vi ingen vegne kommer med religiøs praksis uden først at have fået tildelt troen af Gud, må dåben følge på den åndelige genfødsel, den indre eller indvortes dåb, som en bekendelse, ikke omvendt.

”[…] dåben gør salig (1 Pet 3), ikke fordi den fjerner snavset fra kroppen, men fordi den er den gode samvittigheds pagt med Gud. […] Hvor udvendig dåb sker i den nævnte pagt, er den god. Hvor den ikke gør det, tjener den ikke til noget […] Udvendig dåb er ikke nødvendig for saligheden. Som Paulus siger, var han ikke sendt for at døbe (1 Kor 1,17), da det nemlig var unødvendigt, men for at forkynde evangeliet, hvad var nødvendigt. Indvortes dåb, som nævnt ovenfor, er nødvendig. Således står det skrevet, at den, der tror og bliver døbt, bliver salig (Mark 16,16).” (Hans Denck, Bekendelse)

Det var i øvrigt denne tanke om en indre, åndelig genfødsel som resultat af Gelassenheit eller eftergivenhed, der senere lagde grunden til kvækernes idéer om et indvortes lys. Men da kvækerne helt afviste udvortes ritualer, regnes de typisk ikke for arvtagere efter reformationstidens døberbevægelser.

Også synet på nadveren adskiller mange af døberne fra andre. Hvor Luther argumenterede for et realpræsentisk nadversyn og Zwingli for et rent symbolsk, var døberne ofte af den opfattelse, at nadveren havde sin primære funktion som fællesskabsstiftende ritual. I Balthasar Hubmaiers nadverritual ledsages nadveren derfor af et løfte om at elske hinanden og værne om kirkens fællesskab. Også hos andre døbere er det klart, at nadveren først og fremmest er en fællesskabskonstituerende praksis.

Synet på nadveren hænger nok også i nogen grad sammen med synet på menneskets vilje. Nadveren er ikke et ”offer” til Gud, som i katolicismen, eller Kristus, der giver sig selv til os, som hos Luther, men snarere et konkret udtryk for en pagt, som menighedens medlemmer indstifter med hinanden. Igen er det fælles liv i menigheden i centrum.

Den aktuelle interesse for ”anabaptismen”

I nyere tid har blandt andre mennoniten John Howard Yoder og hans elev Stanley Hauerwas gjort deres for at bringe døberbevægelserne tilbage på det teologiske landkort. Det er ikke mindst kirkesynet og synet på forholdet mellem kristendom og statsmagt, der har inspireret Yoder til at tale om nødvendigheden af at lade sig inspirere af ”anabaptisterne” i en moderne sammenhæng, hvor sekularisering har sat dagsordnen.

Mange peger på, at kirken i Vesten står i en ny situation, som minder om den før kejser Konstantin – ikke fordi kristne forfølges i Vesten, men fordi kirken er marginaliseret i samfundet. Det giver måske også god mening herhjemme. Religionsfrihed har ført til et ”marked” for religiøse ”produkter”, der gør, at kristendommen ikke er en selvfølge. En luthersk forestilling om en usynlig tro giver heller ikke mange ”kunder i butikken”.1

41AlOH50AlL._SX322_BO1,204,203,200_Så er der straks mere salg i tanken om kirken som en slags ”modkultur”. Engelske Stuart Murray peger blandt andet på de nytestamentlige modeller for konfliktløsning som forbilleder for moderne menighedstugt. Kirken kan være et alternativ til de måder, hvorpå tingene gøres andre steder i samfundet og derved forkynde evangeliet i praksis. Det er ikke overraskende især pinse- og frikirkefolk, der lader sig inspirere.

Der er dog også dem, der har peget på, at døberne netop havde et konstantinsk tankesæt, og at der derfor ikke nødvendigvis er meget inspiration at hente hos dem i et post-konstantinsk samfund. I hvert fald havde mange af dem det tilfælles med den konstantinske tanke, at kirken forstås som et synligt kristent samfund med en bestemt ”kristen” lov og orden. Selvom mange af døberne endte med at tage afstand fra voldelig revolution og de borgerlige embeder, synes der hos mange af døberne at have været en forestilling om, at kristne ikke bare lever som gæster i et verdsligt samfund, men selv udgør et helligt rige på jorden.

For så vidt denne tanke kan siges at stride mod Det Ny Testamentes og tidlig kristen forståelse af de kristne som ”besøgende” eller ambassadører i verden, der dog lever som alle andre, kan døberbevægelserne ikke uden videre bestemmes som den tilbagevenden til nytestamentlig kristendom, som de nogle gange gøres til. Måske de snarere skal karakteriseres som en slags rendyrkning af elementer i monastisk kristendom.

Der er god grund til at tage det med et gran salt, når kirkefolk i dag vil have os til at lære af ”anabaptisterne”. Ofte er ”anabaptisme” en temmelig idealiseret størrelse, hvor pacifisme og ”modkultur” er gjort til kristne værdier uafhængigt af en historisk sammenhæng. Den megen vægtlægning på ”kirkens kultur” kan nemt blive en usund erstatning for evangeliet.

Det giver rigtig nok god mening som i Schleitheimbekendelsen at forsøge at finde et alternativ til vold og magt, men at vi sådan uden videre skulle kunne modellere menighedslivet over det nytestamentlige, er usandsynligt. Kun hvad angår de principielle aspekter, er en sådan genopdagelse af de nytestamentlige menigheder ønskværdig – og det principielle handler altså ikke om menighedstugt, men snarere om synet på menighedens medlemmer som hinandens tjenere, jf. Matt 20,25-28.

Det, vi kan lære af flere af reformationstidens døbere, er understregningen af, at kirke og kristendom ikke er noget, der kan påduttes andre med magt. Det kan vi både lære af de mislykkede forsøg på at skabe nye jerusalemmer, som vi kender fra nogle af døberne, såvel som fra de principielle forsvar for religionsfrihed og ikke-vold, som vi kender fra andre af døberne.

1http://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/kan-man-genopfinde-protestantismen

FacebookTwitterGoogle+Del