Hvad sker der med børn, der dør, før de bliver døbt?

melanchthon-infant-baptism

Cranachs altertavle i Mariakirken i Wittenberg.

I store dele af kirkens historie har kristne ment, at børn går fortabt, hvis de dør, inden de døbes.

Spørgsmålet om udøbte børns skæbne blev aktuelt, efterhånden som man i den tidlige middelalder indførte barnedåb. Barnedåbens indførelse hang i høj grad sammen med den opfattelse, at mennesker ikke kan frelses, hvis de ikke er døbt.

Den opfattelse blev dog kun gradvist udbredt. I oldkirken var der derfor flere meninger om spørgsmålet om udøbte børns skæbne. Den østkirkelige teolog Gregor af Nyssa (c. 335-395) skrev i en lille afhandling om spædbørn, der dør før dåben, at de sandsynligvis ville blive frelst uden at skulle gennemgå nogen renselse.1

Augustin, der var en af de første teologer, som konsekvent forsvarede spædbarnsdåb, mente derimod, at udøbte børn gik fortabt, hvis de døde. Men Gud havde dog reserveret en særlig plads til dem, så de ikke skulle lide de samme straffe som voksne, der gik fortabt.

Den officielle lære i Middelalderen var således, at børn går fortabt, hvis de dør inden dåben. Den opfattelse ændrede sig dog med Reformationen.

I almindelighed kan man sige, at Reformationen for Luther handlede om at lade menneskers frelse være op til Guds nådige beslutning – og ikke menneskers gerninger. Vi kan derfor ikke med sikkerhed afgøre, hvad der sker med spædbørn, der dør før dåben. Luther holdt sig dog på mange punkter til Augustin, og han forklarer således et sted, at han mener, at børn kun kan frelses, hvis de døbes.2 Dåben er altså et nødvendigt nådemiddel.

Døbere som Balthasar Hubmaier, Menno Simons og andre synes almindeligvis ikke at have ment, at mennesket modtog nåden i dåben. Omvendelse og genfødsel er ikke et resultat af dåben, men dåben er et udtryk for åndelig genfødsel, skriver Simons.3

Dåben var som sådan en bekendelse og menneskets frie beslutning over for Gud, der allerede havde givet mennesket sin nåde. Til Zwingli, der forsvarede barnedåb, kunne Hubmaier derfor bemærke, at vi må lade det være op til Gud, om udøbte spædbørn er Guds børn eller ej.4

Menno Simons, der var af lignende opfattelse, skriver et sted: ”Vi søger ikke, som de lærde, vores frelse i gerninger, ord eller sakramenter, selvom de anklager os derfor, men vi søger den alene i Kristus Jesus og i ingen andre midler i himlen og på jorden.”5 Der er ingen andre midler til Guds nåde end Kristus selv – heller ikke dåben.

Mod døberne bemærkede Luther, at selvom det er muligt, at døberne har ret i, at børn ikke frelses af barnedåben, vil han fastholde barnedåben, da det er bedre at udføre et overflødigt ritual end at være ansvarlig for alle de børn, der risikerer at gå fortabt, hvis døbernes praksis med kun at døbe voksne bliver indført.6

Ret hurtigt blev den opfattelse, at børn går fortabt, hvis de dør før dåben, dog opblødt af lutherske reformatorer. Johannes Bugenhagen mente for eksempel, at forældres bønner og ønske om, at deres barn skulle døbes, var nok til, at barnet blev frelst, selvom det skulle dø inden dåben.7

I det lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana (Den Augsburgske Bekendelse) fra 1530 slås det dog fast, at børn ikke frelses, hvis de dør før dåben. Kun ved at blive døbt bliver børn taget til nåde:

”Om dåben lærer de, at den er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes gennem dåben, og at børn skal døbes, for at de ved at frembæres ved dåben for Gud kan blive taget til nåde af Gud. De fordømmer gendøberne, som misbilliger barnedåben og påstår, at børn frelses uden dåb.”8

Det er ikke klart, hvem der menes med ”gendøberne”. Dog synes det at have været en almindelig opfattelse blandt døberne, at Gud giver alle mennesker del i nåden uden betingelser. At mange døbere antog den traditionelle middelalderlige lære, at ikke alle bliver frelst, skyldtes i de fleste tilfælde en tro på, at mennesket er frit til at forkaste nåden.

Den Augsburgske Bekendelse er stadig en del af den danske folkekirkes bekendelsesskrifter.

Trossamfund, der praktiserer bekendelsesdåb, såsom baptister, er i dag typisk af den opfattelse, at Gud ikke stiller betingelser for sin nåde, og at dåben derfor ikke er afgørende. Jesu ord om at lade ”de små børn komme til mig” (Luk 18,16), skal forstås sådan, at vi har lov til at bede om Guds velsignelse over spædbørn, uden at de af den grund skal døbes. Jesus stiller netop ikke dåben som betingelse for at velsigne børnene. I stedet praktiserer man derfor ofte såkaldt ”barnevelsignelse”.

Note: Ovenstående er skrevet som respons på Reformatorerne og de dødfødte

3The complete works of Menno Simon (Elkhart, Ind., 1871), p. 215. Se http://www.mennosimons.net/baptism.html

5The complete works of Menno Simon (Elkhart, Ind., 1871), p. 262.

7Se Carsten Bach-Nielsen, ”Reformatorerne og de dødfødte” på http://reformation.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/reformatorerne-og-de-doedfoedte/

8Confessio Augustana IX. Se

FacebookTwitterGoogle+Del