Schleitheim-bekendelsen, 1527 – døbernes kirkelige anliggende

Bekendelsen fra Schleitheim gjaldt ’en række af Guds børn’, samlet i Schaffhausen i 1527. Den blev ikke skrevet som en trosbekendelse, der skulle være bindende for alle døberne til alle tider. Den er et historisk vidnesbyrd om, hvordan mange døbere tænkte i en konkret historisk sammenhæng på reformationstiden. Som sådan tegnede den et omrids af et i tiden nyt kirke og -kultursyn.

Nedenfor følger en dansk oversættelse af de schweiziske døberes bekendelse fra 1527. Men inden selve trosbekendelsens tekst anføres, følger en kort introduktion om bekendelsens form og anliggende.

Tidlig udgave af Schleitheimbekendelsen.

Tidlig udgave af Schleitheimbekendelsen.

Indledning til Schleitheim-bekendelsen

Af Bent Hylleberg

Det er karakteristisk for flere af reformationstidens bekendelser, at de ikke handler om det almene i den kristne tro – fx treenighedslæren – men om det specifikke, dvs. det, der kendetegnede den gruppe af kristne, der skrev de forskellige bekendelser. Det gælder for den lutherske bekendelse Confessio Augustana fra 1530. Det samme er tilfældet med døbernes bekendelse fra Schleitheim tre år tidligere.

Bekendelsen fra Schleitheim i det nordlige Schweiz handler ikke om den kristne tros udsagn om Gud som Skaberen eller Kristus som Frelseren. Døberne i Schleitheim distancerede sig ikke fra de trosartikler, som Zwingli og Luther havde slået fast, når det gælder anden del af den klassiske kristne trosbekendelse, dvs. spørgsmålet om, hvordan et menneske bliver frelst. Derimod handler alle syv artikler fra Schleitheim om, hvad anabaptisterne forstod ved at være kirke, og om hvordan en kristen kirke kommer til syne i samfundet, når kirken (Gudsfolk) og det nationale folk (fx det tyske og schweiziske folk) adskilles. Det særegne ved deres syv artikler drejede sig m.a.o. om kirkeforståelsen.

’Kirken’ havde skiftet karakter op gennem den tidlige middelalder, og den var efter døbernes opfattelse endt med at blive borte i kulturen. Grænsen mellem kirken og dens omverden var forsvundet. Kultur og kirke var blevet ét og det samme. Kirken var ikke længere ’Guds folk i kulturen’, men den var blevet ét med det nationale folk. ’Kristendomskulturen’ havde set dagens lys på bekostning af det kendte mønster fra Ny Testamente, hvor ’kirken’ opstod, når mennesker blev ’kaldt ud’ – det er betydningen af det græske ’ek-klesia’ – af kulturen for herved at blive ’kirke i og for kulturen’. I dag er det almindeligt at sige, at ’Corpus Christi’ var blevet til ’Corpus Christianum’. Kristus-ligheden var blevet til ’kristeligheden’. Forskellen på en ’Jesu Kristi discipel’ og en ’almindelig civil borger’ var med andre ord forsvundet. Det er dette kirke- og kultur-skred, som døbernes bekendelse fra Schleitheim forsøger at italesætte på ganske radikal vis og for første gang i mere end tusinde år.

Dåben

I det perspektiv begynder bekendelsen i artikel 1 med at tale om dåben. Dåben var blevet til barnedåb op gennem middelalderen – ’den største synd fra pavedømmet’ – idet Ny Testamentes mønster med dåb af mennesker, der selv bekendte troen, var blevet forladt. Herved blev Ny Testamentes klare tekster – dem, Erasmus havde udlagt i skrifter, der blev udgivet i første halvdel af 1520rne, og dem, døberne havde drøftet med Zwingli – ladt i stikken. Døberne ville nu vende tilbage til Skriftens pålydende: ’Dette tror vi på, enfoldigt, men dog fast og med vished’. Det drejer sig ikke blot om en dåbshandling, der finder sted på et forkert tidspunkt i et menneskes liv som spædbarnsdåb, men om det kulturskred barnedåbens introduktion medførte. Når alle bliver døbt som spædbørn ’ind i en kultur’, ophæves grænsen mellem kirken – dvs. Gudsfolket i folket – og folket selv. Her lå for døberne ondskabens rod. Her måtte der – igen! – skabes klarhed. Denne første og de resterende seks trosartikler fra Schleitheim arbejder med at genoprette følgerne af dette sammenbrud af grænsen mellem ’kristent folk’ og det ’nationale folk’.

Bandlysningen

Kirketugten – at lukke et medlem ude af kirken – havde også skiftet karakter pga. den nævnte nedbrydning af grænsen mellem kirken og civilsamfundet. Hvor det i de paulinske breve hører menigheden til, var det på reformationstiden blevet en sag, som primært øvrigheden tog sig af. Det var blevet mere og mere tydeligt op gennem middelalderen. Artikel 2 gør op med denne praksis. Bandlysning fra Kristi kirke hører for døberne menigheden til. Og den praksis, som døberne fandt hos Jesus – se Matthæus 18:15-20 – skulle lægges til grund for kirketugten i kirken. Samtalen er midlet og forsoningen er målet. I reformationstidens kirke brugte man både den lille bandlysning (udelukkelse fra nadverdeltagelse) og den store bandlysning (udelukkelse af kirken som kætter). Døberne brugte ’den broderlige samtale’ mhp. den efterfølgende fejring af nadveren – for alle. Hvis dette mislykkedes, måtte den, der ikke ville angre, forlade menigheden. Det afgørende nye var, at menigheden – ikke øvrigheden – blev subjekt for prøvelse og evt. bandlysning, dvs. udelukkelse af menighedens fællesskab.

Nadveren

Herpå er det naturligt, at artikel 3 handler om nadverens fejring. Døberne talte her om ’brødets brydelse’. For døberne var det ikke afgørende, hvad der evt. sker med brød og vin i kraft af indstiftelsesordene. Denne reformatoriske debat handler artiklen ikke om. Derimod siges det eksplicit, at de, der fejrer nadver, skal modtage både brødet og vinen. Ligeledes fremgår det, at det er ét brød, der brydes og nydes – som tegn på ’Kristi brudte legeme’. Det afgørende nye består dog i, at menigheden, der samles om Herrens bord, alene udgøres af dem, der er døbt med den apostolske dåb, der blev omtalt i artikel 1. Kun dem, der – i kraft af tro og dåb – deler Åndens fælleskab, dvs. er forsonede i Kristi kirke, kan fejre brødsbrydelse ’efter Kristi befalinger’.

Adskillelsen

Artikel 4, der taler i kraftige vendinger om kirkens adskillelse fra dens omverden, kan kun forstås på baggrund af det, der blev påpeget i indledningen ovenfor: Grænsen mellem kirke og civilsamfund skal være synlig og markeres indefra af sammenholdet i kirken. Alle, der hører til her, skal intet have med de kulturkristne at gøre, hvad enten de er ’pavelige eller nypavelige’ (katolske eller protestantiske). At pleje omgang med disse er ’en vederstyggelighed’ – dvs. hedenskab, der har rejst sig inde i Herrens egen kirke. Grænsen – skellet mellem de kristne, der var døbt på bekendelse af deres tro, og den omliggende kultur – var helt afgørende for døbernes selvforståelse: Alle skabninger er delt i to klasser, god og ond, troende og ikke troende, mørke og lys, verden og dem, der er kaldet (’ek-klesia’) ud af den. Kravet om klare linjer mellem ’os’ og ’dem’ er ufravigelig. Hvis ’kirkens babyloniske fangenskab’ for Luther havde med opfattelsen af Guds frelse at gøre, så handlede ’det babyloniske fangenskab’ for døberne primært om synet på kirken. Og ’kirkens fald’ fandt sted, da denne grænse mellem Kristi kirke og samfundet omkring den blev udslettet.

Præsten

På reformationstiden betød kirkens gejstlige alt. Ordinationen af præster og biskopper satte et reelt skel i Guds folk. Præster og biskopper blev udpeget oppefra i kirkens hierarki, menighederne var modtagere. Tillige var det over tid blevet almindeligt, at biskopperne blev indsat af ’civile myndigheder’, dvs. konger, fyrster eller byråd. Autoritet og magt(misbrug) i storkirken var ofte knyttet til denne konstellation mellem kirke og øvrighed. Det, der allerede er sagt i bekendelsen, medfører, at et sådant syn på præstens tjeneste ikke kunne opretholdes blandt døberne. Hos dem skal præsten – siger artikel 4 nu – primært være ’hyrde’ for menigheden, så den ’må vokse og udvikle sig’. I denne formulering skinner deres nye kirkesyn igennem. Kirken er ikke længere defineret geografisk som sognemenighed, men den bliver netop til som ’et udkaldt folk’, der lever og vokser i kraft af omsorg fra ’hyrden’, dvs. præsten. Denne skal støttes af menigheden, så han kan ’leve af Evangeliet’. Afgørende er især, at præsten ikke står ’offentligt’ til regnskab hos kræfter udenfor menigheden. Til dem udenfor skal han have god kontakt. Indadtil står han ikke over menigheden, men han er som alle andre i menigheden underlagt menighedens regel for kirketugt – jævnfør referencen til Matthæus 18 i artikel 2. Døberne regnede en sådan præstetjeneste for en uriaspost i samtiden. Hvis præsten ’bliver ledt til Herren’ gennem martyriet, skal ’en anden ordineres i hans sted i samme time, så Guds lille flok ikke skal forgå’.

Sværdet

De to sidste artikler handler nu om, hvordan medlemmer af døbermenighederne skal optræde udenfor menigheden. Først drejer det sig om, hvorvidt de må bære våben. Her opretholder døberne det klassiske skel mellem lovens første og anden brug. I det civile samfund (første brug) skal sværdet bruges til at straffe de onde. Men en kristen, der er døbt til at tjene i Guds rige, må ikke bære våben i det offentliges tjeneste. Det gælder, hvad enten det drejer sig om at ’anvende sværdet mod de onde til forsvar, til beskyttelse af det gode eller for kærlighedens skyld’.

Det begrundes dels med dét, Jesu lærer og befaler, dels med Herrens eget eksempel. Han afviste at bruge sværdet; det samme må hans disciple konsekvent gøre. Døberne afviste altså at tjene som soldater i samtiden, og derfor blev de opfattet som civile oprørere, ikke kun som afvigere i teologisk forstand.

Eden

At aflægge ed var et udpræget fænomen på reformationstiden. Her skelnede døberne også mellem edens funktion i civile sammenhænge og i Guds folk. Artikel 7 er ligeså lang som den forrige, men det korte af det lange er, at en lignende position fastholdes med samme begrundelse som i artikel 6. Døberne må ikke aflægge ed til øvrigheden, hvorfor de heller ikke må påtage sig øvrighedsopgaver, der bygger på edsaflæggelse, fx som dommere. Deres tale skal efter Jesu udsagn være ’ja og nej’. Stik imod at sværge består deres tjeneste i at aflægge vidnesbyrd om, hvem Kristus er og om dét, han lærte. ’Skellet’ skulle opretholdes mellem ’Kristi kirke’ og den omgivende kultur. At deltage fuldt ud i samfundslivet i datiden var ikke muligt ifølge døberne, hvis de skulle leve efter det vidnesbyrd, som Ny Testamente forkyndte om deres Herre. Hos ham skulle de fastholde deres primære loyalitet – at søge Guds rige først. Hertil tjente deres opretholdelse af den i tiden nye og markante grænse mellem ’kirke’ og ’folk’.

Et trosvidnesbyrd

Bekendelsen fra Schleitheim gjaldt ’en række af Guds børn’, samlet i Schaffhausen i 1527. Den blev ikke skrevet som en trosbekendelse, der skulle være bindende for alle døberne til alle tider. Den er et historisk vidnesbyrd om, hvordan mange døbere tænkte i en konkret historisk sammenhæng på reformationstiden. Som sådan tegnede den et omrids af et i tiden nyt kirke og -kultursyn. Disse døberes kultursyn ændrede sig hos de fleste døbere gennem de århundreder, der fulgte. Derimod forblev deres kirkesyn langtidsholdbart. På den måde foregreb døberne de væsentligste træk i den missionsteologi, der er blevet udformet siden begyndelsen af det 20. århundrede.


 

Schleitheim-bekendelsen – fra Kanton Schaffhausen, Schweiz

Oversat af Jacob Broholm Møller og Johannes Aakjær Steenbuch1

Indledning

En broderlig sammenslutning af flere af Guds børn – om syv artikler.

Må glæde, fred og barmhjertighed fra vores Fader i kraft af fællesskabet i Jesu Kristi blod samt Åndens gave, som er sendt af Faderen for at styrke alle troende, og for til verdens ende at give trøst og udholdenhed under alle trængsler, være med jer. Amen.

Dette ønsker vi for alle, der elsker Gud, og børn af lyset, som er spredt allevegne, hvor end de måtte være forordnet af Gud, vores Fader, og hvor end de er samlet i åndelig enhed i én Gud, vores alles Fader. Nåde og hjertets fred være med jer alle. Amen.

Elskede brødre og søstre i Herren! Først og fremmest tænker vi på at trøste jer, og på at styrke jeres samvittighed (som engang var usikker), så I ikke for altid skal være adskilt fra os som fremmede og med rette være udelukkede, men at I må vende jer til de ægtesåede lemmer i Kristus, som er væbnet med tålmodighed og selverkendelse, og derved igen forenes med os i en gudelig kristen ånds kraft og ildhu for Gud.

Det er åbenlyst ved hvilken mangfoldig list, djævelen har vendt os mod hinanden for derved at kunne ødelægge og udslette Guds værk, som med barmhjertighed og nåde var begyndt iblandt os. Men vores sjæles sande hyrde, Kristus, som har igangsat dette i os, vil lede og lære det til enden, til Hans ære og vores frelse. Amen.

Kære brødre og søstre! Vi, som er samlet i Herren i Schleitheim ved Randen, gør det hermed klart i punkter og artikler for alle, der elsker Gud, at vi er forenet for at stå fast i Herren som lydige Guds børn, sønner og døtre, som skal være adskilt fra verden i alt, hvad vi gør og ikke gør. Pris og ære alene være Guds, at det sker uden modsigelse og med alle brødrenes fulde tilfredshed. Heri har vi mærket den enhed, der findes i Faderen og i vores fælles Kristus, som er til stede hos os i deres Ånd. For Herren er fredens Herre og ikke splidens, som Paulus bemærker2. For at I skal forstå på hvilke punkter, det har fundet sted, skal I være opmærksomme på og forstå følgende:

Nogle falske brødre har indført en stor brøde blandt os, hvorved flere er kommet bort fra troen, idet de tror, at de praktiserer og lever efter Åndens og Kristi frihed. Men de mangler sandhed, og de har (til deres egen fordømmelse) overgivet sig til umådehold og kødelig løsagtighed, da de har ment, at tro og kærlighed kan og vil tillade hvad som helst, og at intet kan skade eller fordømme dem, fordi de er ”troende”.

Læg mærke til, I Guds lemmer i Jesus Kristus, at troen på den himmelske Fader gennem Jesus Kristus ikke indretter sig sådan, ikke skaber og frembringer den slags ting, som disse falske brødre og søstre praktiserer og lærer. Vogt jer selv og pas på den slags mennesker, for de tjener ikke vores Fader, men deres fader, djævelen.

Men ikke I! For de, som hører Kristus til, har korsfæstet kødet med alle dets lyster og begær3. I kender godt mig og de brødre, vi har i tanken. Skil jer fra dem, for de er fordærvede. Bed til Herren om, at de må få indsigt til omvendelse, og for os om, at vi må få udholdenhed til at holde os til den sti, vi er trådt ind på, til Guds ære, og Kristus, hans Søn. Amen.

De syv artikler

Artiklerne, som vi har behandlet, og om hvilke vi taler af ét hjerte, er:

  1. Dåben
  2. Bandlysningen
  3. Brødsbrydelsen
  4. Afsondring (fra pavekirken)
  5. Hyrder i menigheden
  6. Sværdet
  7. Edsaflæggelsen

1. I respekt for dåben

Dåben skal gives til dem, der er blevet belært om omvendelse og et forandret liv, og som ærligt tror, at deres synder er taget bort af Kristus, som vandrer i Jesu Kristi opstandelse, og som ønsker at blive begravet med Ham i døden, så de må blive oprejst med Ham; og den gives til alle, som i den mening anmoder os om dåben og kræver den for dem selv. Dette udelukker enhver form for barnedåb, pavedømmets første og højeste vederstyggelighed. Hvad alt det angår, har du fundamentet og vidnesbyrdet fra apostlene4. Dette tror vi på, enfoldigt, men dog fast og med vished.

2. Vi er enige om følgende angående bandlysning

Det skal alle, som har overgivet sig til Herren, tilslutte sig for at vandre efter Hans bud og befalinger, sammen med alle dem, der er døbt ind i Kristi legeme, og kaldes søstre og brødre, selvom de ind i mellem fejler og synder, når de uvilligt overrumples af synden. Men forsætter de med at synde, skal de formanes to gange i det skjulte, men tredje gang skal de åbenlyst disciplineres, og derefter udelukkes efter Kristi lære5.

Dette skal ske i overensstemmelse med Ånden, før brødet brydes (i nadveren), så vi med ét hjerte og i én kærlighed kan bryde og spise det ene brød og drikke af det samme bæger.

3. Om brødets brydelse er vi enige og forenet om følgende

Alle, som ønsker at bryde det ene brød til minde om Kristi brudte legeme, og alle som ønsker at drikke af det ene bæger til minde om Kristi blod, skal først forenes i dåben, til at være ét i Kristi legeme, som er Guds menighed, og hvis hoved er Kristus. For som Paulus gør opmærksom på, kan vi ikke på samme tid tage del i Herrens bord og i djævelens bord. Ingen, der har del i mørkets døde gerninger, har del i lyset. Derfor har ingen, som følger djævelen og verden, fællesskab med dem, som Gud har kaldt ud af verden. Enhver, der er faldet i det ondes magt, har ikke del i det gode.

Derfor er og må det være sådan: Ingen, som ikke er kaldet af den ene Gud til én tro, til én dåb, til én Ånd, til ét legeme, sammen med alle Guds børn, kan blive ét brød med dem, som de dog skal være, hvis nadveren i sandhed skal holdes efter Kristi befalinger.

4. Vi er enige om følgende angående afsondring (fra det onde)

En afsondring skal finde sted fra det onde, og den ondskab, som djævelen har plantet i verden: På den måde, at vi simpelthen ikke skal have fællesskab med dem, og ikke løbe med dem i deres vederstyggeligheder. Det vil sige, at da alle, som ikke vandrer i troens lydighed, og ikke har forligt sig med Gud, så de ønsker at gøre Hans vilje, er en stor vederstyggelighed for Gud, og der kan ikke vokse eller udspringe andet fra dem, end vederstyggeligheder. For der findes ikke andet i verden og i hele skabningen end godt og ondt, tro og vantro, mørke og lys, verden og dem, der har forladt den, Guds tempel og afguder, Kristus og Den Onde (Belial); og ingen kan have del i dem begge.

For os er Herrens befaling klar, når han kalder os til at lade os skille fra det onde; så vil han være vores Gud, og vi skal være Hans sønner og døtre. Yderligere formaner Han os til at forlade Babylon og det jordiske Egypten, så vi ikke skal blive udsat for den smerte og lidelse, som Herren vil sende over dem.

Deraf skal vi lære, at intet af det, som ikke er forligt med Gud og Kristus, kan være andet end den vederstyggelighed, som vi skal sky og flygte fra. Med det menes alle pavelige og nypavelige gerninger og gudstjenester, møder og kirkegang, værtshuse, vantroens forbund og kontrakter og andre ting af den slags, som er højt agtet af verden, men udøves i strid med Guds befaling, svarende til al den uretfærdighed, der er i verden.

Fra alle disse ting skal vi afsondre os og vi skal undgå at tage del i dem, for de er intet andet end en vederstyggelighed; og det er årsagen til, at vi bliver hadet for Jesu Kristi skyld, som har sat os fri af kødets slaveri og gjort os duelige til at tjene Gud gennem Ånden, som Han gav os.

Derfor vil også voldens ukristelige, ja djævelske våben, med sikkerhed falde fra os – så som sværd, rustning og den slags, og alt deres brug, om det så er for venner eller mod fjenden – som følge af Guds Ord: Gengæld ikke ondskab6.

5. Vi er enige om følgende angående hyrderne i Guds kirke

Hyrden i Guds menighed skal efter Paulus’ orden være en, der har god anseelse hos dem, der er udenfor. Hans tjeneste skal være at læse, at formane og undervise, at advare for at disciplinere, at udelukke fra menigheden, og at lede i bøn for liv og vækst for alle brødre og søstre, at opløfte brødet før det brydes og i alle ting at tage sig af Kristi legeme, så det må vokse og udvikle sig, og al sladder og bagtalelse stoppe.

Desuden skal han støttes af menigheden, som har valgt ham, hvor han kan have behov, så han, der tjener Evangeliet, også kan leve af Evangeliet, sådan som Herren har befalet det. Men gør en hyrde noget, som kræver irettesættelse, skal intet foretages uden vidnesbyrd fra to eller tre vidner. Hvis de synder, skal de irettesættes foran alle, så andre må frygte det.

Skulle det ske, at hyrden ved korset enten skulle forvises eller bliver ledt til Herren (gennem martyriet), skal en anden ordineres i hans sted i samme time, så Guds lille flok ikke skal forgå.

6. Vi er enige om følgende angående sværdet

Sværdet er forordnet af Gud udenfor Kristi fuldkommenhed (dvs. udenfor kirken). Sværdet straffer og dræber de onde og vogter og beskytter de gode. I Loven er sværdet forordnet for at straffe og dræbe de onde, og det samme sværd er nu ordineret til at blive brugt af de verdslige dommere.

Men indenfor Kristi fuldkommenhed (i menigheden) er det kun bandlysningen, der bruges til at advare og udelukke den, der synder, og det uden at slå kødet (kroppen) ihjel – simpelthen for at advare og befale til ikke at synde mere.

Nu vil det spørgsmål bliver stillet af mange, som ikke kender Kristi vilje for os, om en kristen må eller skal anvende sværdet mod de onde til forsvar, til beskyttelse af det gode eller for kærlighedens skyld.

Vores enstemmige svar er følgende: Kristus lærer og befaler os at lære af Ham, for Han er ydmyg og sagtmodig af natur, og i det skal vores sjæle finde fred. Kristus siger ikke til kvinden, der er taget i ægteskabsbrud7, at hun skal stenes efter hans Faders Lov (og alligevel siger Han, som Faderen har befalet mig at gøre, sådan gør jeg), men i nåde og tilgivelse og som en advarsel, siger han ’synd ikke mere!’ Sådan bør vi også bære os ad, når vi skal foretage bandlysning.

For det andet vil der blive spurgt angående sværdet, om hvorvidt en kristen skal dømme i verdslige tvister og stridigheder, som de ikke-troende har med hinanden? Dette er vores enstemmige svar: Kristus ønskede ikke at afgøre eller dømme mellem brødre i arvesagen8, men afviste at gøre det. Det samme skal vi derfor gøre.

For det tredje vil der blive spurgt angående sværdet, om en kristen skal lade sig udråbe til dommer, hvis han bliver valgt? Svaret er følgende: De ønskede at gøre Kristus til konge, men han flygtede, da han ikke anså det for at være hans Faders vilje. Vi skal også gøre som Han gjorde, og følge Ham, så vi ikke skal vandre i mørke. For Han siger selv, at ’Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig’9. Han forbyder også tjeneste ved sværdet og siger, at folkets fyrster hersker over dem, etc., men sådan skal det ikke være blandt jer10. Og videre fortsætter Paulus: ’Dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede11. Og Peter siger, at Kristus har lidt og ikke hersket, og derved efterladt os et eksempel, for at vi derved kan følge i hans fodspor12.

Slutteligt vil det blive klart, at det ikke er passende for en kristen at tjene som dommer af følgende grunde: Den verdslige dommer dømmer efter kødet, men den kristne lever efter Ånden; deres hushold og bolig er i denne verden, mens den kristnes er i himlen; deres borgerskab er i verden, men den kristnes borgerskab er i himlen. Våbnene i deres konflikter og krige er kødelige og kun mod kødet, mens den kristnes våben er åndelige, mod djævelens fæstningsværker. Denne verdens mennesker er bevæbnet med stål og jern, mens de kristne er bevæbnet med Guds rustning: Med sandhed, retfærdighed, fred, tro, frelse og Guds Ord. Kort sagt, det sind, der er i Kristus, vores hoved, skal også være i lemmerne af Kristi krop, så der ikke findes nogen splid i kroppen, som kan ødelægge den. Da Kristus er, som det er skrevet om Ham, så skal hans lemmer være på samme måde, så hans krop må forblive komplet og forenet til dens egen fremgang og opbyggelse. For ethvert rige i splid med sig selv vil blive ødelagt.

7. Vi er enige om følgende angående edsaflæggelse

En ed er en bekræftelse blandt dem, der skændes eller afgiver løfter. I Loven er det befalet at gøre det i Guds navn, men kun i sandhed, ikke i falskhed. Men Kristus, der lærer os om lovens opfyldelse, forbyder sine efterfølgere at aflægge ed, uanset om det er sandt eller falsk – hverken ved himlen eller ved jorden, eller ved Jerusalem eller ved vores hoved – og årsagen er, som Han kort angiver, at du ikke er i stand til at gøre dit hår hvidt eller sort. Giv agt! På den baggrund er al sværgen forbudt. Vi kan ikke udføre det, vi lover, når vi sværger, for vi kan ikke ændre selv den mindste ting ved os.

Nu er der nogle, der ikke har tiltro selv til Guds det mindste bud, men afviser det med spørgsmålet: ’Sværgede Gud ikke til Abraham ved sig selv (da Han var Gud), da Han lovede Abraham, at Han ville være med ham og ville være hans Gud, hvis Abraham holdt hans bud – hvorfor må jeg så ikke sværge, når jeg afgiver et løfte til nogen?’

Svar: Hør, hvad Skriften siger: ’Da Gud med al tydelighed ville vise hans løftes arvinger, hvor urokkelig hans vilje er, så indestod han for det med sin ed; dermed skulle vi i disse to urokkelige kendsgerninger, som udelukker, at Gud lyver, have en sikker trøst’13. Hør betydningen af dette skriftsted: Det, Gud forbyder dig at gøre, har han magt til at gøre, for alt er muligt for Ham. Gud afgav et løfte til Abraham, fortæller Skriften, for at vise, at hans råd er uforanderlige. Det betyder, at ingen kan modstå eller modarbejde hans vilje: Derfor kan Han holde sit løfte. Men vi kan intet gøre, som Kristus siger ovenfor, for at holde eller udføre vores løfte. Derfor skal vi på ingen måde sværge.

Så siger andre videre: ’Gud kan ikke forbyde at sværge i Det Nye Testamente, når det faktisk er befalet i Gamle Testamente, hvor det kun er forbudt at sværge ved himlen, jorden, Jerusalem eller vores hoved’.

Svar: Hør, hvad Skriften siger: ’Han, som sværger ved himlen, sværger ved Guds trone og ved Ham, som sidder på den’. Se, det er forbudt at sværge ved himlen, som er Guds eneste trone. Hvor meget mere er det så ikke forbudt at sværge ved Gud selv! I fjolser og blinde, hvem er størst, Guds trone, eller Ham, der sidder på den?

Andre siger også, at hvis det er forkert at bruge Gud som garant for sandheden, så sværgede apostlene Peter og Paulus også.

Svar: Peter og Paulus bevidnede kun det, som Gud lovede Abraham med en ed, men de to apostle selv lovede ingenting, som eksemplet tydeligt viser. At vidne og at sværge er to forskellige ting. Når en person sværger, så lover han først fremtidige ting, ligesom Kristus blev lovet til Abraham. Og Ham modtog vi lang tid efter. Når en person giver vidnesbyrd, vidner han om nutiden, uanset om det er godt eller ondt, ligesom Simeon talte til Maria om Kristus og vidnede: ’Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges’14.

Kristus underviste os på samme måde, da Han sagde: ’Jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde’15. Han sagde: ’I jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej’, hvad man ikke kan forstå sådan, at han har tilladt ed. Kristus er simpelthen Ja og Nej, og alle, som søger Ham, vil forstå hans Ord. Amen.

Afsluttende bemærkninger

Kære brødre og søstre i Herren! Det er de syv artikler, som nogle af brødrene hidtil har misforstået i modsætning til deres sande betydning. Derved har de forvirret mange svage samvittigheder, hvorved Guds navn er blevet svært vanhelliget. Derfor er det nødvendigt for os at komme overens, hvilket også er sket. Guds være æren og prisen. Når I nu rigeligt har forstået Guds vilje, som nu er åbenbaret for os, er det nødvendigt, at I med iver og uden udsættelse nu fuldender det, I har erkendt. For I ved jo udmærket, hvad lønnen er for den tjener, der synder med vilje.

Alt, hvad I har gjort i uvidenhed, og som I har bekendt at have gjort forkert, tilgives jer gennem den trofaste bøn, som er fuldbragt af os i vores forsamling for al vores fejl og skyld, i kraft af Guds nådige tilgivelse og i kraft af Jesu Kristi blod. Amen.

Hold øje med alle, som ikke vandrer efter den guddommelige sandheds enfoldighed, som er sammenfattet af vores forsamling i dette brev, så alle iblandt os kan regeres ved reglen om bandlysning, og at falske brødre og søstre fremefter derved kan undgås i blandt os.

Skil jer af med det, der er ondt, så vil Herren være jeres Gud, og I vil være hans sønner og døtre.16

Kære brødre, husk hvordan Paulus formaner Titus. Han siger: ’Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed. Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger’17. Tænk over det, og øv jer i det, så vil fredens Herre være med jer.

Må Guds navn for evigt velsignes og højt prises. Amen

Herren give jer sin fred!

Amen.

De syv artikler fra Schleitheim.

Kanton Schaffhausen, Schweiz.

24. februar 1527.

1 Teksten er oversat efter den tyske original – se www.anabaptist.dk/wp-content/uploads/2016/10/1527-Die-Schleitheimer-Artikel.pdf – med stadigt hensyn til den engelske oversættelse fra 1977 af John Howard Yoder. Se www.anabaptistwiki.org/mediawiki/index.php/Schleitheim_Confession_%28source%29

2 1 Kor. 14,33

3 Gal 5,24

4 Matt 28; Mark 16; Ap. G. 2, 8, 16, 19

5 Matt 18,15

6 Matt 5,39

7 Joh 8

8 Luk 12,13f

9 Matt 16,24

10 Matt 20,25-28

11 Rom 8,29

12 1 Pet 4,1

13 Heb 6,17-18

14 Luk 2,34

15 Matt 5,37

16 2 Kor 6,17-18

17 Titus 2,11-14

FacebookTwitterGoogle+Del