Menno Simons og døberne efter Münster-katastrofen

menno-simons-edited-2

Døberbevægelsen i Nordtyskland og Holland fik en turbulent fødsel. Det skyldes både dens pionér, Melchoir Hoffmann, og ’Døberriget i Münster’, der i flere århundreder blev ødelæggende for døbernes renommé. Til det sidstnævnte blodbad, se artiklen her på siden. Efter begge fænomener skulle der samles op på det, der kunne reddes. Den opgave varetog Menno Simons. Men inden vi kommer til hans indsats, der begyndte i 1536, må der nogle få linjer med om Melchoir Hoffmann.

Melchior Hoffmann (1495-1543) begyndte sit virke som omrejsende missionær præget af Luthers teologi. Snart viste det sig, at Andreas Karlstadts radikale tænkning prægede ham endnu mere. Han talte de fattiges sag, hvilket førte til social uro. Hertil kom hans apokalyptiske endetids-teologi, der blev kombineret med spiritualisme. Hans rastløshed førte ham vidt omkring, fx til Stockholm. På tilbagevejen opholdt han sig i Slesvig-Holsten 1527-29. Herfra blev han efter en disputation i 1529 bandlyst pga. kætteri. I 1530 blev han ’anabaptist’ i Strassburg. Her kombinerede han sin teologi med profetiske træk, der direkte inspirerede de døbere, der få år senere blev ansvarlige for katastrofen i Münster (1534-35). Hoffmann blev bandlyst fra Strassburg i 1530, hvorefter hans og andre ’melchioritters’ succesrige evangelisation – motiveret af Kristi snarlige genkomst – fandt sted i Nederlandene. I Emden døbte han således ca. 300 personer i byens kirke. På den baggrund måtte han også flygte herfra. I 1533 lod han sig arrestere i Strassburg, idet han regnede med, at det ny Jerusalem skulle oprettes i byen samme år. Ti år senere døde han i fængslet i Strassburg.

Efter blodbadet i Münster fandt de fleste ’melchioritter’ ind i én af tre grupper: En mindre gruppe, Münster-døberne, der stadig troede på det ny Jerusalems komme ved brug af sværdet; en større gruppe, der også troede på Gudsrigets komme, men ved Guds intervention; og endelig en meget lille gruppe, der tilsluttede sig den principielle pacifisme fra Schleitheim, der kendetegnede de schweiziske døbere. I denne fraktion befandt brødrene Obbe og Dirk Philips sig sammen med Menno Simons, der fra 1536 blev gruppens leder. I løbet af 1540rne blev denne tredje gren af ’melchioritterne’ dominerende og den eneste, der overlevede. De to sidstnævnte supplerede hinanden godt, Dirk Philips som teolog – få bøger fik som hans Enchiridion (Håndbog) betydning for denne gren af anabaptismen – og Menno Simons som inkarnationen af en Kristus-efterfølger og som strateg for anabaptismens udbredelse.

Menno Simons (1496-1561)

simonsminde

I 1879 blev et mindesmærke rejst i Witmarsum på det sted i byen, hvor mennonitternes lille kirkebygning lå. Monumentet besøges hvert år af tusinder. Fra 1532-36 var Menno Simons katolsk præst i Witmarsum, der ligger nær hans fødeby. Witmarsum er i dag en del af sydvest Friesland.

Menno Simons blev som ung ordineret som katolsk sognepræst efter en traditionel uddannelse, der mere handlede om kirkens tradition og kanonisk lov end om de bibelske skrifter. Hans opbrud fra den katolske kirke begyndte tidligt ved, at han stillede spørgsmål ved kirkens nadveropfattelse. Herefter blev han snart kendt som evangelisk humanist.

I 1530 blev en hollandsk anabaptist henrettet. Det blev årsag til, at Menno Simons begyndte at undersøge Ny Testamentes dåbssyn. Han læste ikke blot Skriften, men tillige kirkefædrene og flere af Luthers reformatoriske skrifter. I 1530rne opponerede han mod udviklingen i Münster. I 1536 forlod han sit præstejob i Witmarsum, lod sig som 40-årig døbe af Obbe Philips, hvorpå han giftede sig med Gertrud med hvem han fik tre børn. Han begyndte nu sammen med Philips-brødrene at reorganisere resterne af den nordtyske og hollandske anabaptisme, der skulle kendetegnes ved fred og ikke-vold. I 1542 udlovede myndighederne en stor dusør for hans liv, men han undslap mirakuløst ved konstant at være på rejse eller ved at gå under jorden, indtil han døde i 1561. De anabaptister, der sluttede op om Menno Simons, blev fra 1544 kaldt ’mennists’, dvs. ’mennonitter’.

Øst-Friesland med byerne Emden og Groningen blev efterhånden stærke centre for anabaptismen. Mange tusinde blev døbt efter 1550. Efter 1560 var en fjerdedel af befolkningen anabaptister. Medvirkende hertil var også de mange tusinde anabaptistiske flygtninge, der kom syd og øst fra. Amsterdam blev således et centrum for anabaptisterne – især efter 1578, hvor de på grund af den politiske udvikling fik ’gyldne tider’. Fra disse centre virkede anabaptisterne nordpå til Slesvig-Holsten, langs Hansestæderne ved Østersøen – og så langt østpå som til De baltiske Lande, men især i omegnen af Danzig, hvor omkring 3.000 mennonitter opholdt sig indtil 1578, hvorefter nogle vendte hjem, mens andre migrerede til Rusland.

På trods af et liv på flugt eller under jorden fik Menno Simons i 1541-43, mens han opholdt sig i omegnen af Amsterdam, skrevet tre bøger om ’Den kristne dåb’, ’Grundlaget for den kristne tro’, og ’Den sande kristne tro’. Fra 1543 opholdt han sig de sidste 18 år af sit liv i det nordlige Tyskland, i Holsten og på Østersøkysten. Især ’Grundlaget for den kristne tro’ fik stor indflydelse. Den havde et dobbelt sigte, dels præciserede han Münster-tragediens fejltrin, dels påpegede han, hvad Skriften indebærer af tro og praksis for døberne. Typisk for Menno Simons var den usystematisk anlagt, men skrevet i et enkelt letlæst sprog, hvor hans tilhængere udfyldte manglerne med forfatterens eksemplariske og opofrende livsstil. Indholdet viser, at Menno Simons kendte sit Ny Testamente, de tidlige kirkefædre og Eusebius, der beskrev kirkens historie ’fra Kristus til Konstantin’. Bogen udkom i den frisiske dialekt (1540 og 1554), på hollandsk (1558), på tysk (1575) og herpå i mange engelske udgaver.

mennobog

Menno Simons samlede værker er blevet udgivet flere gange, her i en tidlig udgave fra 1681.

Menno Simons beskrev i en kommentar til én af salmerne i det Gamle Testamente dét, han regnede for det afgørende i hans egen tænkning: ’Din Søn, Jesus Kristus, tror jeg på. Hans vilje og hans vej søger jeg’.1 Hans eftertryk lå på evangeliets virkninger i omvendelse, genfødelse og nyt liv i efterfølgelse af Kristus. For Menno var grundvolden for troen lagt én gang for alle i Jesus Kristus. Hans nøgleord var 1. Korintherbrev 3,11: ’Ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus’. Men tro er aldrig en tom, formel gave; sand kristentro omsætter sig i virkelyst og sætter kærlighedens frugt i hverdagen.

Sidst i 1540rne løb bevægelsen ind i en strid om Kristi guddommelighed. Menno Simons skrev en mindre fremstilling om trinitarisk gudstro, der viste, at forfatteren delte den klassiske tro på treenigheden, men ikke på inkarnationen. Menno Simons forsvarede nemlig den opfattelse, at også Kristi legeme i en eller anden forstand kom fra himlen, og altså ikke fra hans mor. Striden blev ikke bilagt, og den kristologi, som Menno Simons i øvrigt havde overtaget fra Hoffmann, vedblev at skabe problemer. Også om kirkesynet opstod der uoverensstemmelser, der handlede om en stram eller moderat brug af menighedstugten. Menno Simons var talsmand for førstnævnte praksis i et forsøg på at håndhæve et af de klassiske kirkekendetegn, nemlig kirkens hellighed.2

menno

Det tidligst kendte portræt af Menno Simons er fra ca. 1607 – altså næsten 50 år efter hans død. Portrættet har været genstand for stor diskussion. Nogle mener det er katolsk propaganda, idet der er tale om en satirisk fremstilling af Menno Simons som fysisk og åndelig krøbling med krykke og æselører! Andre hævder, at Menno Simons gik med krykke – og at hans ører er naturlige i den vinkel, han er portrætteret!

Mange mennonitter emigrerede til USA, hvor deres efterkommere lever i dag. Også Amish-folket stammer herfra. Mennonitterne er i dag kendt for at tilhøre gruppen af de såkaldt historiske ’Peace Churches’. De fleste mennonitter er organiseret i Mennonite World Conference3. Som kulmination på en række bilaterale læresamtaler mellem MWC og Det Lutherske Verdensforbund (LWF) undskyldte sidstnævnte i 2010 overfor mennonitterne den behandling, som anabaptisterne havde fået på reformationstiden af lutheranerne – men især, at både Luther og Melanchthon havde begrundet forfølgelsen med teologiske argumenter.4

Litteratur

C. Arnold Snyder: Anabaptist History and Theology, Pandora Press 1995, Ontario, Canada

William R. Estep: The Anabaptist Movement, Eerdmans 1996, Cambridge, United Kingdom

 

1 ’Meditations on the Twenty-fifth Psalm’, i ‘The Complete Writings of Menno Simons’, Scottdale PA, 1956, s. 70f.

2 En skitse af Menno Simons’ historie kan ses på YouTube, fx www.youtube.com/watch?v=ehov6KdJpL4 (‘A Quick Biography’). En introduktion til hans liv, tænkning og forfatterskab kan læses her: www.mennosimons.net

4 ‘Bearing Fruit: Implications of the 2010 Reconciliation between Lutherans and Mennonites/Anabaptists’, Report of the LWF Task Force to Follow Up the ‘Mennonite Action’ at the LWF Eleventh Assembly in 2010, s. 9.

FacebookTwitterGoogle+Del