Den Augsburgske Bekendelse om døberne

Den kristne dåb har traditionelt haft stor betydning både for lutheranere og baptister. De døberbevægelser, der opstod på Luthers tid, blev af deres modstandere kaldt ’gendøbere’, og Luther regnede dem forskelsløst blandt de modstandere, han kaldte ’sværmerne’. Luther var ikke sen til at gå stærkt polemisk til sine modstandere, og dette gjaldt også ’gen-døberne’. De blev omtalt i Den lutherske Bekendelse fra 1530, som fordømmer dem i flere af dens artikler. Det er disse fordømmelser, der her skal belyses.

Confessio Augustana

Titelblatt der Confessio - Die von Philipp Melanchthon verfasste "Confessio Augustana", das Bekenntnis der lutherischen Reichsstände zu ihrem Glauben, wurde auf dem Reichstag in Augsburg am 25. Juni 1530 verlesen. Die ersten 21 Artikel stellen den Glauben der evangelischen Kirche und seine biblische Begründung dar. In weiteren 7 Artikeln werden die Missstände der römischen Kirche aufgezeigt. Auf Verlangen des Kaisers verfassten die katholischen Theologen eine Widerlegungsschrift, die "Confutatio". Dieser entgegnete Melanchthon mit seiner Verteidigungsschrift, der "Apologie". Sie wurde vom Kaiser abgelehnt. Die Confessio Augustana, bis heute das zentrale Bekenntnis der evangelischen Kirche, wurde bereits im 16. Jahrhundert auch in andere europäische Sprachen übersetzt. Auf dem Titelblatt sind Martin Luther und sein Protektor Kurfürst Friedrich der Weise von Sachsen abgebildet.

Titelbladet til Philipp Melanchtons Confessio Augustana fra 1530.

Den Augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana) blev udfærdiget af Luthers nære ven, Philipp Melanchthon, og er i dag det vigtigste af Folkekirkens bekendelsesskrifter fra reformationstiden. Det blev brugt i de områder, der tilsluttede sig den lutherske reformation og fandt derfor også vej til Danmark i 1536.

Som den lutherske kirkes bekendelsesgrundlag er det naturligvis et vidtspændende skrift. Ud af skriftets 28 artikler henvises der eksplicit fordømmende til døberne i fem artikler, som her skal belyses. Døberne havde modstandere på flere sider, og derfor var de lette og konsekvensløse at fordømme.

Artikel 5: “De fordømmer gendøberne og andre, der mener, at Helligånden kommer til mennesker med deres egne forberedelser og gerninger uden det ydre ord”. De nævnte modstandere fordømmes, idet det påstås, at Helligånden virker i mennesker uden brug af kirkens forkyndelse og sakramenter, og at mennesket skulle have en iboende evne til selv at tilegne sig Helligånden.

Artikel 9: “De fordømmer gendøberne, som misbilliger barnedåben og påstår, at børn frelses uden dåb”. Da nogle anabaptister benægtede arvesyndslæren (at alle mennesker er født i synd), var dåben ikke nødvendig, for at et barn kunne opnå frelsen. Et spædbarn levede i kraft af Kristi gerning under nåden. Luther var ikke helt klar i sin mening om hvorvidt udøbte børn går fortabt, men lagde vægt på, at de dog har brug for Guds nåde i dåben grundet arvesynden1.

Se også: Hvad sker der med børn, der dør, før de bliver døbt?

Artikel 12: ”De fordømmer gendøberne, der nægter, at én gang retfærdiggjorte kan miste Helligånden”. Her påstås, at nogle anabaptister støttede læren om de helliges udholdenhed, dvs. at frafald fra troen ikke er en mulighed, når først den er modtaget.

Artikel 16: “De fordømmer gendøberne, der forbyder disse borgerlige pligter for kristne” – og herpå nævnes fx at beklæde offentlige embeder, være dommere, pådømme sager efter kejserlige eller andre gældende love, fastsætte straffe efter retten og aflægge ed på øvrighedens forlangende. Dette var en fordømmelse af gendøbernes pacifistiske holdning funderet i en alternativ opfattelse af forholdet mellem kirken og den verdslige øvrighed (denne opfattelse deltes især af de schweiziske døbere).

Se også: Schleitheim-bekendelsen, 1527 – døbernes kirkelige anliggende

Artikel 17: “De fordømmer gendøberne, som mener, der skal være ende på straffene over fordømte mennesker og djævle”. Her lyder påstanden, at nogle anabaptister enten har tilsluttet sig annihilationslæren, dvs. at fordømte mennesker tilintetgøres efter døden, eller apokatastasislæren, at alle mennesker til sidst frelses efter at have udstået sin straf efter døden (muligvis David Joris og Hans Denck).

Fordømmelserne i Confessio Augustana blev – forskelsløst – rettet imod “gendøberne”, men ikke alle gendøbere tilsluttede sig de punkter, de blev kritiseret for. Anabaptisterne var delt i flere grupper, og der fandtes ikke komplet enighed imellem dem.

Virkningshistorien

På trods af Confessio Augustana’s hurtige indoptagen blev den kritiseret flere kanter, hvilket betød at Melanchton måtte udgive en opfølger hertil. Ud af dette kom Apologien, som et forsvar for kritikken af Bekendelsen.

De lutherske fordømmelser fik tunge konsekvenser for anabaptisterne i det 16. århundrede, blandt andet i form af forfølgelse, diskriminering, juridiske problemer og fysisk lidelse og død. Døberne blev – som det fremgår i Bekendelsen – ’lyst i band’, dvs. forkastet og anset for kættere, for hvem der blev indført dødsstraf. En af metoderne var drukning; den såkaldt “trejde dåb” reserveret for døberne.

I dag er det kun Bekendelsens artikel 9, der er kontroversiel: ”I forholdet mellem lutheranere og baptister er det i dag kun læren om dåben …, der stadig er kontroversiel. De andre fordømmelser passer ikke på baptister i dag, og selv i det 16. århundrede var de ofte baseret på et udifferentieret syn på forskellige strømninger i reformationens ’venstre fløj’”2. Synet på dåben i barne- og bekendelsesdøbende kirker er et af de økumeniske problemer, der endnu ikke har fundet nogen mindelig løsning.

Men forholdet mellem baptister og lutheranere ser heldigvis markant anderledes ud, og begge samfund har erkendt deres indbyrdes respekt for hinanden3. Ja, mere end det – begge bekræfter, at “Kristi legeme har mange lemmer, og at hverken baptister eller lutheranere kan tillade sig at udelukke hinanden fra dette legeme”, og at de begge er “pilgrimsfolk i og for verden … på vej imod Guds fremtid”4.

2 Budskab til vore kirker – De bilaterale samtaler mellem Baptisternes Verdens Alliance og Det lutherske Verdensforbund samt Baptisternes Verdens Alliance og Den romersk-katolske Kirke i samlet dansk oversættelse, Det økumeniske Fællesråd i Danmark, 1992, s. 32

3 Ibid. paragraf 103 & 104

4 Ibid. paragraf 105.

FacebookTwitterGoogle+Del