Den afklædte døber: Interview med Stuart Murray

Stuart-Murray-Williams

Stuart Murray (f. 1956) har undervist på Spurgeon’s College, og siden 2001 været aktiv i Anabaptist Network. I 2014 var han med til at grundlægge Centre for Anabaptist Studies i Bristol. Netop flyttet til Canterburry. Gift med en baptistpræst og medlem af en baptistkirke. Har skrevet Post-Christendom: Church and Mission in a Strange New World (2004), Church after Christendom (2005), Planting Churches: A Framework for Practitioners (2008), The Naked Anabaptist (2010), og A Vast Minority (2015).

Stuart, hvad er din kirkebaggrund?

Jeg voksede op i et kristent hjem. Mine forældre var en del af Plymouthbrødrene. Jeg blev selv involveret i kirkeplantning i London, da jeg var først i tyverne.

Efterhånden begyndte jeg at se mig omkring for at finde ressourcer til at håndtere fattigdom, vold, konflikter og den slags. Det område i London, hvor jeg befandt mig, var så konfliktfyldt.

Nogle af de bøger jeg fandt var skrevet af mennoniter. Jeg blev fascineret over opdagelsen af døberne og tænkte, at det var her jeg hørte til.

Du har skrevet meget om døberne, herunder The Naked Anabaptist?

Ja, for efterhånden en del år siden skrev jeg en bog med titlen Post Christendom (Efter-kristenhed), som jeg egentlig synes er mere vigtig end The Naked Anabaptist. Bogen, der var en del af en serie af bøger, forsøger at tage fat i nogle af de centrale udfordringer i det moderne samfund.

Men i Storbritanien havde vi brug for en bog, der kunne give en mere enkel introduktion til traditionen. Og det blev så The Naked Anabaptist.

Jeg må sige, at vi er overraskede over, hvor mange, der har læst den – den er blevet oversat til mange sprog, og læses især i den nordamerikanske sammenhæng, selvom den altså blev skrevet med henblik på den britiske.

images

Stuart Murray: The Naked Anabaptist – The Bare Essentials of a Radical Faith (2010)

Hvad ville du sige med The Naked Anabaptist?

Jeg tror, det handler om at stille spørgsmål – hvordan vi kan lære af døberbevægelsen, og hvordan vi kan bruge dens praksisser i en moderne kultur, der er så forskellig fra reformationstidens?

Bogen handler ikke først og fremmest om historie, men om den aktuelle brug af principper fra døberbevægelsen.

Men hvad betyder det så at tage noget ud af en tradition og gøre det til et ”princip”, som kan bruges i en helt anden sammenhæng?

For omkring tyve år siden formulerede vi nogle grundsætninger, som danner fundamentet for bogen.

De er en kombination af vores overbevisninger, og de forpligtelser vi har besluttet os for, med udgangspunkt i overbevisningerne.

Overbevisningerne er udtryk for en rejse og en måde at tænke på. Det, vi arbejder på for tiden er spørgsmålet om, hvad det er for nogle fælles praksisser, der kendetegner døberbevægelsen?

Men faren ved en principiel tilgang er, at døberbevægelsen bliver noget fritflyvende snarere end noget rodfæstet.

Vi besluttede os for ikke at plante ”døberkirker”, men i stedet at være en ressource for mennesker fra alverdens kirkeretninger. Men nu er vi dog ved at overveje muligheden af at plante egentlige døberkirker.

Hvad betyder det i praksis – betyder det for eksempel, at det kun rigtigt gælder, hvis man fx lader sig ordinere af en vaskeægte hollandsk mennonit?

Vi har været tilbageholdende, for vi ønskede ikke at starte endnu en kirkeretning. Men vi er opmærksomme på, at døberbevægelsen er en tradition, der er orienteret omkring fællesskaber – og så ville det være mærkeligt ikke at have et fællesskabsbaseret udtryk.

Der er en mennonitkirke i Storbritanien – en portugisksproget med rødder i Brasilien – og en række Brethren in Christ – mestendels med rødder i Zimbabwe. Der findes også to Bruderhof-menigheder.

Det, vi så skal finde ud af, er – hvis vi nu planter døberkirker, hvilken relation skal de så have til disse menigheder?

Vi en på venskabelig fod med dem alle, men det, vi prøver at finde ud af, er, om der er andre måder at være døber på.

For tiden har vi en række kirker, som har antaget døberværdier. Det har sat sig spor i deres fælles liv. Det drejer sig blandt andet om en forpligtelse på fred, mangfoldighed i gudstjenesten, og et fokus på evangeliernes Jesus.

Hvilke risici er der, som vi skal være opmærksomme på, når vi gør teologi til et spørgsmål om liv og praksis, snarere end abstrakte læresætninger? Hvordan undgår vi fx som Menno Simons at ende med at fornægte inkarnationen, fordi vi lægger for stor vægt på Jesu hellighed?

Jeg voksede op i en tradition, hvor der var meget lidt interesse for den Jesus, vi møder i evangelierne. Det hele handlede meget mere om læresætninger.

Døbertraditionen har genintroduceret mig til evangeliernes Jesus. Og det har været meget forvandlende. Dog er der den risiko, at Jesus ender med bare at være en moralsk lærer, og altså ikke også Frelser og Herre.

Jeg tror, at Menno Simons tog fejl i sin kristiologi. Jeg tror dog ikke, at det var det allermest væsentlige for ham. De fleste døbere siden har afvist hans kristologiske opfattelser.

Men døberne ledte efter en ren kirke. Det kammer nemt over i perfektionisme, hvilket viser sig i problemer i kristologien.

Det er i øvrigt et af de steder, hvor de reformerte og døberne kunne have rejst sammen. Der er eksempler på, at de næsten gjorde det – med venlig dialog, men desværre blev det aldrig rigtig til noget.

Er der i dag en måde, hvorpå vi kan undgå sekterisme og i stedet omfavne det bedste fra begge traditioner – både den reformerte og døberbevægelsen?

I Storbritannien trækker baptister på forskellige traditioner. En af mine tidligere kolleger sagde, at når baptister gerne vil fremstå radikale, hævder de at have rødder hos døberne, men når de gerne vil fremstå respektable, hævder de at have rødder i calvinismen.

Under alle omstændigheder er traditionerne komplekse. Ordet ’sekterisk’ har for det meste en negativ ladning. Men man kan jo godt sige, at de tidlige kristne var sekteriske i den forstand, at de i hvert fald ikke var en del af etablissementet.

Det afgørende er, at det er muligt at identificere sig med døberbevægelsen uden af den grund at forkaste andre traditioner fuldstændigt.

I min bog anvender jeg en analogi med instrumenter og orkester. Vi kan se de mange forskellige kirkelige traditioner som instrumenter i et orkester. Vi spiller den samme musik, men bidrager på hver vores måde.

Og der er det, at døberbevægelsens instrument har været tavs for længe. Vi har ikke brug for et soloinstrument, men vi har dog brug for noget, der kan bidrage til orkestret.

 

FacebookTwitterGoogle+Del