Menno Simons: En principiel og klar bekendelse fra de stakkels, trængte kristne (1552)

300px-Menno-luykenMenno Simons fremstilles ofte som den teolog, der efter katastrofen i Münster endelig formåede at formulere en sandt ’evangelisk anabaptisme’. Det kan til dels være rigtigt nok. Menno Simons blev som mange andre døbere anklaget for at ville gøre menneskers gode gerninger til frelsens omdrejningspunkt i stedet for Guds nåde. Men netop derfor slog han fast, at frelsen alene findes i Jesus Kristus.

At vi frelses udelukkende af nåde fremgår især af bekendelsen nedenfor, som indeholder mange klare forsikringer om, det ikke vores gerninger og hellighed, der frelser os, men Kristus. Menno Simons understreger, at det alene er ved Guds nåde, at de troende er blevet genfødt og omvendt. Retfærdiggørelsen er ikke et produkt af menneskets anstrengelser, men alene af Kristi gerning. Men af retfærdiggørelsen følger et ønske om at leve i overensstemmelse med Jesu undervisning. Det er ikke menneskers gode gerninger, der frembringer frelsen, men frelsen, der frembringer menneskers gode gerninger.

Samtidig er problemerne ved Menno Simons’ teologi dog også tydelige. Han overtog nemlig den spiritualistiske opfattelse fra Melchior Hoffmann, at Jesus egentlig ikke var et menneske som os andre, og at fællesskab med Kristus derfor er et rent åndeligt anliggende. Det er ikke så meget det, at Kristus er blevet menneske i Jesus, og at han er død og opstået på vores vegne, der gør, at vi får fællesskab med ham, men snarere en indre, åndelig transformation. Som i mange andre tekster får Menno Simons her kort nævnt, at Kristus tog sit eget kød med fra himlen, og at menneskers åndelige genfødsel afhænger af om man tager imod nåden gennem tro.

Retfærdiggørelsen opfattes som noget, der sker inde i mennesket, snarere end i Kristi død på korset. Derved viser Menno Simons, at han måske nok tilslutter sig den reformatoriske tro på retfærdiggørelse ved tro, men at han dog afviser læren om, at kristne på én gang er syndere og retfærdiggjorte (peccator et justus).

En principiel og klar bekendelse fra de stakkels, trængte kristne.

Højtærede læser. Det er klart og tydeligt, at Adam og Eva, vores alles far og mor, i begyndelsen var skabt i Guds billede af Kristus, rene, gode, uden synd, retfærdige og ufordærvede, som skriften lærer,1 og at de forblev rene og retfærdige, indtil de syndede mod deres skabers ord og befaling. For Gud havde sagt til dem, at ”træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø!”, hvilket jo også skete. For så snart Adam og Eva, bedraget af slagen, spiste af den forbudne frugt, blev de urene, uretfærdige, fordærvede, af en syndig natur, og de blev dødens og djævelens børn. Ved deres ulydighed mistede de på den måde deres status som Guds børn, og den renhed som de var skabt med. Og de og deres efterkommere ville for altid have været i synd, under forbandelsen og dødens og djævelens slaveri, hvis ikke Gud, den barmhjertige Fader, hvis kærlighed varer for evigt, igen havde trøstet og oprejst dem med løftet om Kristus, som han lovede at sende i fremtiden for at knuse slangens hoved. For Kristi skyld ville han være nådig mod dem, tilgive dem deres overtrædelser, vise dem barmhjertighed og gunst, hvis bare de troede.

Da Adam og Eva hørte det glade budskab om nåden, fredens evangelium, fra Herrens egen mund, tog de imod det med stor glæde, og de troede det som Guds uforanderlige sandhed. De holdt ivrigt fast i det og trøstede sig selv med det, som et sikkert fundament for deres frelse. Og på den måde blev Adam og Eva igen taget imod af Gud gennem Jesus Kristus, retfærdiggjorte og udfriede fra den evige død og forbandelse. For de troede og stolede på ham i overensstemmelse med Guds løfte, og de så hen til ham, der i de sidste dage er sejrherre, frelser og nådemidlet til evig frelse.

Men havde de foragtet dette middel og ikke taget i mod det i tro, ville de have lidt evig død. Kristus selv siger jo, at ”den, der ikke tror, er allerede dømt”, og Johannes Døberen siger, at ”den, der tror på Sønnen, har evigt liv, og den, der ikke tror Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham”.2

Ligesom Adam og Eva blev bidt og forgiftet af den djævelske slange, og derved fik en syndig natur med det resultat, at de ville have lidt evig død, hvis ikke Gud igen havde taget imod dem i nåde gennem Jesus Kristus, sådan er også vi, som deres efterkommere, født af deres syndige natur, forgiftet af slangen og bundet til det onde. Og i kraft af den iboende synd er vi børn af helvedet, djævelen og den evige død. Og vi kan ikke befries fra den tilstand – og hermed taler vi om dem, der er nået en alder, hvor de forstår, og derfor kan gøre syndige gerninger – uden at vi tager imod Jesus Kristus som det eneste middel til nåde, ved sand og ægte tro, og derved bevidst ser op på ”bronzeslangen”3 som Gud, vores himmelske fader, har rejst som et tegn på frelse. For uden ham er der intet, der kan hjælpe vores sjæle, ingen forligelse, ingen fred. Vi har, som nævnt, kun udsigt til vanære, vrede og evig død. Men dem, der tager imod Kristus med en sand tro, som, ifølge Paulus’ lære, blev givet os af Faderen med henblik på visdom, retfærdighed, helliggørelse og udfrielse, har del i nåden for Kristi skyld, og Gud er deres Fader. For af tro er de født af ham. Han tilgiver dem alle deres synder, viser barmhjertighed mod alle deres menneskelige fejl og svagheder, vender dem bort fra forbandelsen, vreden og den evige død. Han tager imod dem som sine elskede børn, og giver dem Jesus Kristus, såvel som alle hans fortjenester, faste, bøn, tårer, lidelser, trængsler, kors, blod og død, men også hans Ånd, arv, rige, ære, glæde og liv.

Vi slår samtidig fast, at intet af dette sker ved vores egne fortjenester og gerninger, men alene af nåde gennem Jesus Kristus. Som Paulus siger det: ”Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus. For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.”4

Se, kære læser, vi søger altså ikke vores frelse i gerninger, ord eller sakramenter, som de lærde gør det – heller ikke selvom de anklager os for det – men vi søger alene vores frelse i Jesus Kristus og i intet andet middel i himlen og på jorden. I det ene middel finder vi glæde, og i intet andet. Ved Guds nåde stoler vi på, at vi kan blive deri indtil døden.

Men at vi afskyr kødelige gerninger, og at vi ønsker at tilpasse os hans ord og befalinger, alt efter hvad vores svaghed tillader os, skyldes, at han har lært og befalet os at gøre det. For den, der ikke følger hans lære, beviser derved, at han ikke tror på ham eller kender ham, og at han ikke er en del af de helliges fællesskab.5

Alle dem, der med troende hjerter tager imod det middel til nåden, som findes i Jesus Kristus, og lukker ham ind i deres samvittighed, tror og bekender, at deres synder er dem tilgivet gennem hans offer, død og blod, at hans vrede og forbandelse ikke vil være over dem for altid, at han tager imod dem som sine elskede sønner og døtre, og giver dem det evige liv – alle, der tror sådan, får fred og glæde i ånden, og takker Gud med fornyede hjerter. Troens kraft opvækker dem nemlig og forandrer dem til et nyt liv, som de kan leve i ved Helligåndens gave og nåde, deres nye fødsels kraft, alt efter deres mål af tro, i lydighed mod deres Gud, som har vist dem så stor en kærlighed. De passer ihærdigt på ikke at falde fra Guds nåde og gunst ved perversitet og ugudelighed. De anerkender i lyset af Skrifterne, at Adam og Eva, verdenen før syndfloden, Sodoma og Gomorra, og patriarkerne i vildnisset blev hårdt straffede af Gud på grund af deres synder, at syndens løn er døden, og at også Jesus Kristus, Guds uskyldige lam, som intet kendte til synd, blev dybt ydmyget og pint på grund af vores synder.6

De tror Herrens ord, som siger, at det er død at være kødeligt sindet – hvis du lever efter kødet skal du dø, for ingen ægteskabsbrydere, horekarle, drukkenbolte, gerrige, stolte, løgnere, og så videre, skal arve Guds rige. De tror også, at Gud er sandhed, at ingen kan frelses imod hans ord, at han vil dømme i overensstemmelse med sit ord, fordi han er sand og ikke kan lyve, som der står i Skriften.7 Derfor er de oprigtigt hengivne til Herren, og i hengivenhed afdør de fra kødet, korsfæster deres lyster og begær, og undflyr og afskyr urene, ugudelige gerninger, som er imod Herrens ord.

Men samtidig er de bevidste om Guds rigelige nåde, gunst og kærlighed mod os, som kan ses i Jesus Kristus, og som svar elsker de derfor Gud, fordi han elskede os først. Og med den kærlighed står de i deres svaghed klar til at adlyde hans hellige ord, vilje, befalinger, formaninger, læresætninger og forordninger, i overensstemmelse med de talenter, de har modtaget. Derved viser de, at de faktisk er troende, at de er født af Gud, og at de er åndeligt sindede. De lever i et fromt, upåklageligt liv foran mennesker, og de lader sig døbe i overensstemmelse med Herrens befaling, som bevis på, at de har begravet deres synder i Kristi død, og de er klar til at leve med ham i et nyt liv. De bryder fredens brød med deres elskede brødre, som bevis og vidnesbyrd på, at de er ét i Kristus og hans hellige kirke, og at de hverken har eller kender andre midler i himlen og på jorden til nåde og syndsforladelse, end Herren Jesus Kristi kød og blod alene, som han én gang ved sin hellige Ånd i lydighed mod Faderen har ofret og udgydt på korset for os stakkels syndere. De lever i kærlighed og barmhjertighed, og de tjener deres næste. Kort sagt tilpasser de sig, i al deres svaghed, til alle Kristi ord, befalinger, forordninger, hans Ånd, regel, eksempel og målestok, som Skriften lærer. For de er i Kristus og Kristus er i dem. Og derfor lever de ikke længere i det gamle syndige liv fra den gamle Adam (bortset fra hans svaghed), men i det nye retfærdige liv som kommer af tro, fra den anden himmelske Adam, Kristus. Paulus siger, jeg lever ikke længere, ”men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig”.8 Og Kristus siger, ”hvis I elsker mig, holder i mine bud”.9

Tro ikke, kære læser, at vi praler af at være perfekte og uden synder. Slet ikke. For mit eget vedkommende bekender jeg gerne, at min bøn ofte er blandet op med synd og min retfærdighed med uretfærdighed. For ved Guds nåde mærker jeg, i kraft af den salvelse, der er i mig, når jeg sammenligner min svage natur med Kristus og hans befalinger, hvad det er for et kød, jeg har arvet fra Adam. Ja, hvis Gud ville dømme os efter vores værdighed, retfærdighed, gerninger eller fortjenester og ikke efter hans store godhed og barmhjertighed, så måtte jeg bekende med den hellige David, at intet menneske kunne bestå for hans dom.10 Derfor bør det ligge os fjernt at betrygge os med noget andet end med Guds nåde gennem Jesus Kristus. For det er ham alene og ingen anden, som helt har opfyldt den retfærdighed, som Gud kræver. Vi ved også af Guds nåde, at alle de hellige fra begyndelsen af, har begrædt deres køds fordærvelighed, som vi kan læse hos Moses, David, Job, Esajas, Paulus, Jakob og Johannes.

Men for Kristi skyld er vi i nåden, for hans skyld bliver vi hørt, og for hans skyld er vores overtrædelser, som begås ufrivilligt, forladt. For det er ham, der står mellem faderen og hans uperfekte børn med sin perfekte retfærdighed og med sit uskyldige blod og død, og det er ham, der går i forbøn for alle dem, som tror på ham, og som med tro på det guddommelige ord stræber efter at vende sig bort fra ondskab, følge det gode, og som oprigtigt ønsker, med Paulus, at opnå den fuldkommenhed som findes i Kristus.11

Bemærk, kære læser, at vi altså ikke tror eller lærer, at vi frelses ved vores egne fortjenester eller gerninger, som de misundelige anklager os for uden et gran af sandhed, men at vi frelses alene af nåde, gennem Jesus Kristus, som nævnt. Af nåde blev mennesket skabt, gennem Jesus Kristus.12 Af nåde blev det igen modtaget gennem Kristus, da det gik tabt. Af nåde blev Kristus sendt til os af Faderen.13 Af nåde har han søgt de fortabte får, lært dem omvendelse og syndsforladelse, og han døde for os, mens vi stadig var ugudelige og fjender.14 Af nåde modtog vi troen. Af nåde blev Helligånden givet os, i Jesu navn.15 Kort sagt, af nåde får vi del i evigt liv gennem Jesus Kristus.16

Se, kære læser, sådan er vores tro og bekendelse, hvad angår det spørgsmål: At vi ikke kan opnå frelse, nåde, forligelse eller fred med Faderen undtagen gennem Jesus Kristus, som han selv siger: ”Ingen kommer til Faderen undtagen gennem mig”.17 Peter siger også, at ”der er intet andet navn givet under himlen til mennesker, hvorved vi kan frelses”, end navnet Jesus. Alle dem, der tager imod nåden i Kristus, som forkyndes af evangeliet, og modtages i en fast tillid med hjertets tilslutning ved Helligåndens kraft gennem tro, forandres i deres hjerter. De fornyes og deres sind forandres, ja, de overføres fra Adam til Kristus, hvorved de lever et nyt liv som lydige børn i den nåde, som er åbenbaret for dem. De får et nyt, ydmygt sind. De er milde, barmhjertige, medlidende, fredelige, tålmodige, sultne og tørstige efter retfærdighed. De stræber ihærdigt, med gode gerninger, efter evigt liv. For de er troende, de er født af Gud, de er i Kristus og Kristus i dem, de tager del i hans Ånd og natur, og lever derved i overensstemmelse med Herrens ord ved Kristi kraft, som er i dem. Det er det, det ifølge Skriften vil sige at være troende, at væren kristen, at være i Kristus og Kristus i os.

Men det er også klart, at de er fortabt, som er ligeglade med den forkyndte nåde og ikke tager imod Jesus Kristus i tro, som forkaster hans hellige ord, vilje, befalinger og forordninger, og hader og forfølger dem, der tror, og at dem, der lever usømmeligt efter deres lyster, ingen gavn har af at prale foran Herren af deres påståede tro og nye skabning eller af Kristi nåde, død og blod. For de tror ikke, de forbliver i den første fødsel, nemlig, uforandrede i deres jordiske, korrupte natur, og i deres ubodfærdige, kødelige sind, ja, de forbliver helt uden Ånd, Ord og Kristus, og derfor er de dødens børn, som Skriften lærer, for de kender ikke Kristus i hvem, der er liv, som Johannes siger, ”Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige liv, og det liv er i hans søn. Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet.”18

Se, ærværdige læser, det som du her har læst, er nu vores principper og bekendelse af retfærdiggørelse. Døm selv, om præsterne bærer sig rigtigt ad, når de bagtaler os og lyver om os, når de siger, at vi forventer at blive frelst ved vores egne fortjenester og gerninger, og at vi praler af at være uden synd. Må Herren tilgive dem, at de så fjendtligt besudler os med så skamfulde løgne. O, at de elendige mennesker kunne forstå, at æreskrænkere, bagvaskere og løgnere er af djævelen, og fortjener døden, at Gud afskyr alle løgnere, at de ingen del skal have i hans rige, og at en mund, der lyver, dræber sjælen.19

Sådan er altså vores fundament, og ved Guds nåde vil det vedblive med at være det, for vi ved og bekender i sandhed, at det er Herrens uovervindelige ord og sandhed. Derfor bevidner vi for dig, og for hele verden, at vi er uenige med dem, som lærer og iværksætter en død tro, som de samler fra den verdslige historie – for det første den opfattelse, at der uden forandring kan være Ånd, kraft og frugt, og for det andet, at vi kan frelses af vores egne fortjenester og gerninger.

Må den barmhjertige, nådige Fader, gennem hans elskede søn Jesus Kristus vores Herre, give os alle Helligåndens gave, så vi oprigtigt kan tro og bekende den nævnte nåde i og gennem Kristus, og at vi må leve og blive deri, fast forankrede og trofaste til enden, til Guds evige pris og ære.

Amen.

11 Mos 1,27; ApG 17,24; Præd 17,9.

2 Joh 3,18; Joh 3,36

3Reference til Moses, der i ørkenen løfter en bronzeslange, for at de, der ser på den, skal helbredes for deres slangebid. I Johannesevangeliet forstås det som et billede på Kristus. Se Joh 3,14-15.

4 Efeserbrevet 2,4-10

5 1 Joh 3,10; 1 Joh 5,10; 2 Joh 1,6.

6 1 Mos 3,7; 1 Mos 19,9-10; Rom 6,23; 1 Pet 1,19.

7 Rom 8,6-13; 1 Kor 5,10; 1 Kor 6,10; Gal 5,21; Ef 5,5; Åb 22,15.

8 Gal 2,20.

9 Joh 14,15.

10 Sal 143,2; Sal 130,3.

11 Fil 3,12.

12 1 Mos 1,27.

13 Joh 3,34.

14 Luk 15,4; Rom 5,6.

15 Joh 14,16.

16 Rom 6,8.

17 Joh 14,6.

18 1 Joh 5,11-12.

19 Joh 8,44; Rom 1,32; Sal 5,7; Åb 21,27; Åb 22,15.

FacebookTwitterGoogle+Del