En økumenisk anabaptist: Pilgram Marpeck (ca. 1495-1556)

5483951._UY400_SS400_

Pilgram Marpeck (ca. 1495-1556)

Marpeck hørte hjemme i den sydtyske og østrigske gren af anabaptismen. Han blev født i Rattenberg i Tyrol, hvor hans forældre hørte til det bedre stillede borgerskab. Som sin far blev Pilgram medlem af byrådet. Han virkede kort som borgmester (1522) og fik herpå som ingeniør en betydelig position i ledelsen af byens minedrift. Efter 1520 fik han kendskab til den evangeliske teologi, hvis synspunkter han videreførte som anabaptist – fx at det nye liv er en Guds gave, der modtages i tro. Den ydre anledning til hans dåb blev bystyrets arrestation, tortur og brænding af en anabaptist i Rattenberg. Marpeck trådte tilbage fra sin position i byen og lod sig døbe i januar 1528. Herpå forlod han med sin kone og datter Rattenberg, efter at deres ikke ubetydelige ejendele var blevet konfiskeret.

Fra 1528-32 opholdt familien sig i Strassburg. Marpeck blev hurtigt en del af byens styrelse og også her tjente han øvrigheden med sit erhverv, mens han samtidig blev leder af byens døbermenighed. Da det sidste blev kendt, blev han fængslet. Efter teologiske samtaler med byens reformator, Martin Bucer, blev Marpeck tvunget i eksil. De næste 12 år førte Marpeck-familien vidt omkring i Schweitz og i Mähren, hvor han virkede blandt døberne. Til sidst slog Marpeck sig ned i Augsburg, da forholdene her blev tålelige. I 12 år virkede han her som ingeniør (1544-1556), inden han døde en naturlig død. At han virkede som døbernes leder var alment kendt, og han modtog af den grund flere irettesættelser. Der skete ikke yderligere, hvilket vel også skyldtes hans uundværlighed for byens erhvervsliv.

Marpeck var ikke skolet som teolog. Hans indflydelse som teologisk reflekteret lægmand er derfor bemærkelsesværdig. Han blev den mest indflydelsesrige teolog i den sydtyske gren af døberbevægelsen. Her kan hans indflydelse blandt døberne sammenlignes med Menno Simons’ betydning i den nordtyske og hollandske gren af anabaptismen. Hans særlige indsats udfoldede sig i fortolkningen af de bibelske skrifter.

Marpeck skelnede mellem Ny Testamente (NT) og Gamle Testamente (GT). GT indeholder Guds løfter, mens NT fortæller om løfternes opfyldelse. Sådan som fundamentet i et hus må skelnes fra selve huset, bør kristne teologer skelne mellem GT og NT. NT bør alene – med Jesus Kristus som dets fortolkende centrum – være bestemmende for kristne. GTs åbenbaring er foreløbig, NTs åbenbaring er endelig. Derfor kan GT ikke bruges, som det var almindeligt i datiden: Hverken til at retfærdiggøre nogen form for kristent teokrati (enheden af stat og kirke) eller til at begrunde dåbsteologien (den kristne dåb som parallel til GTs pagtsteologi om omskærelsen). Hvor denne skelnen ikke bliver respekteret, ender det ofte med katastrofer. Af sådanne nævner Marpeck fra samtiden fx bondeoprøret (1525), Zwinglis voldelige død (1531) og døber-katastrofen i Münster (1534-35). Og i et videre perspektiv gjorde også paverne, Luther, Zwingli og ’de falske anabaptister’ sig skyldige i ikke at følge denne basale indsigt i deres brug af Skriften.

Med dette skriftsyn som basis formulerede Marpeck sig omkring de fleste teologiske emner. Tre motiver er gennemgående i hans produktion: 1) Forholdet mellem den indre og ydre spiritualitet, 2) frihed fra legalisme og tvang over samvittighederne samt 3) kærlighedens forrang under alle omstændigheder. Fra denne teologiske platform virkede han for enhed mellem døberne – både dem, der ringeagtede kirkens ydre former (spiritualisterne), og dem, der skabte menigheder med tvang og ufrihed som midler (legalisterne). På grund af denne medierende indsats er Marpeck blevet kaldt ’den økumeniske anabaptist’, der forsøgte at give datidens frikirkebevægelse den bedst gennemtænkte teologi.

Samtidens spiritualister blandt de sydtyske døbere, fx Hans Denck og Hans Hut, lyttede til Åndens direkte åbenbaringer og så bort fra nødvendigheden af at skabe frie menigheder. Denne position var attraktiv i en tid, hvor den katolske kirke og reformatorerne diskuterede ’ydre’ anliggender med stor heftighed, og hvor døberne overalt blev forfulgt i menighederne. Men i modsætning til forskellige former for spiritualisme fremhævede Marpeck med NT som baggrund betydningen af kirkens ydre kendetegn, fx forkyndelse, dåb, nadver og disciplin. Ifølge Marpeck kommer kærligheden mellem kristne til udtryk i fællesskabet og dets strukturer. Marpecks teologiske argument var Jesu inkarnation, herunder Jesu menneskelighed. Uden inkarnationen ville vi ikke kende Guds kærlighed – en kærlighed, der efter Jesu opstandelse videreføres af ’Kristi legeme’, der manifesterer sig i ’det kristne fællesskab’. Inkarnationen var afgørende for Marpeck. Den bekræfter den indre spiritualitets nødvendighed, den demonstrerer, at den ydre verden skal tages alvorligt og den er forbilledet, der viser menigheden, at kærligheden til ven og fjende er mulig. Samtidig viser den kristentroens handlingsdimension, der skal komme kirkens omliggende samfund til gode.

dt.common.streams.StreamServer.clsMarpeck mødte legalismen blandt døberne i tre sammenhænge. Han bebrejdede de schweiziske døbere, der stod bag Schleitheim-bekendelsen, at deres legalisme førte dem for langt ud i separatismen. Deres legalistiske tolkning af NTs udsagn om menighedstugt satte kærligheden ud af kraft og truede med straf, hvor evangeliet handlede om at sætte mennesker fri af lovens krav. Heroverfor kritiserede schweizerne Marpeck for at vægte friheden over fællesskabets beslutninger og for at optræde som antinomist.

Da døberne, der skrev Schleitheim-bekendelsen i 1527 med dens præcisering af, at de ikke måtte gøre tjeneste som øvrighedspersoner, stod Marpeck i byrådets tjeneste i Rattenberg. Han havde således andre erfaringer med øvrigheden end de schweiziske døbere. Han kritiserede de sidstnævnte for en unødvendig separatisme med en alt for høj tærskel mellem menigheden og det øvrige samfund. Samtidigt betonede han NTs udsagn om Jesus som forbillede for et liv i efterfølgelse – både hvad angik personlig etik, dannelse af frie menigheder og engagement i det omliggende samfund.

Anabaptisterne i Mähren (Jacob Hutter og hans menigheder) blev kritiseret af Marpeck pga. deres ’radikale legalisme’ i form af ejendomsfællesskab, som de i kraft af deres tolkning af Apostlenes Gerninger gennemførte med tvang. For Marpeck var ejendomsfælleskabet i de første menigheder ikke almindeligt udbredt, og det er ingen steder påbudt, hvorfor diakoni bør bygge på kærlighed, der udøves frivilligt. Den etik, som NT afspejler, bygger aldrig på tvang. Jesu liv og tjeneste skulle få sande efterfølgere til med hjertet at sige, at deres ejendele ikke tilhører dem selv, men derimod de fattige og nødlidende. Herom overbeviser Gud – uden brug af tvang. Jesu Kristi kors var for Marpeck en permanent protest mod alle former for tvang. Det gjaldt også overfor de ledende døbere i Münster. Deres regime, der blev begrundet med argumenter fra både GT og NT, afspejlede en forfejlet brug af Skriften, der legitimerede tvang og tilsidesatte kærligheden.

Marpeck forsøgte i dialogen med reformatorerne, spiritualisterne og de forskellige former for døbere at optræde som brobygger. Herved forfinede han sin egen inkarnations-teologi, idet han forbandt en indre spirituel erfaring med nødvendige ydre kendetegn, der gjorde døbernes frie menigheder kendelige i samtiden. Hans motiv til dette var kirkens enhed med en tilhørende aversion mod brud blandt kristne. Hans vision for kirkens liv og virke var en praksis, der udspringer af Jesu kald til efterfølgelse – midt i samfundet, i frihed uden brug af tvang og med kærlighed til alle.

Marpecks forfatterskab, hvoraf en del først blev kendt via nye fund i 1955, fik ikke stor gennemslagskraft efter hans død. Hans indflydelse på døberbevægelsen løb ud i sandet under 30-årskrigen. Hans teologiske arv er derimod af stor betydning for vor tid, dels fordi vi her får indsigt i de forskellige døberbevægelser i 1500-tallet, dels fordi Marpecks vision for kirken udfordrer netop os i en efter-konstantinsk tid. Marpeck argumenterede for, at døberne skulle døbe ved neddykning. Det var ualmindeligt i samtiden, men det blev den dåbsform, der blev almindelig blandt baptister. Marpeck vækker også til eftertanke, fordi han lod teologiske argumenter tale for sig selv uden ondskabsfuld polemik mod hans opponenter. Han omtalte fx Bucer og de øvrige reformatorer i Strassburg som ’kristne venner’ – et sjældent træk i reformationstidens teologiske opgør.

Litteratur:

David Southall: ‘Pilgram Marpeck: An Ecumenical Anabaptist’, Anabaptism Today, 24/2000.

Walter Klaassen & William Klassen: ‘Marpeck: A Life of Dissent and Conformity’, ISBN: 9780836194234, 2008.

FacebookTwitterGoogle+Del