Erasmus og døberne

photography by mma, Digital File: DP164857.tif retouched by film and media (kah) 12_20_15

Erasmus af Rotterdam (1466-1536)

Desiderius Erasmus (1466-1536), også kendt som Erasmus af Rotterdam, regnes blandt de største af Renæssancens humanister. Især hans arbejde med at udgive og kommentere de bibelske tekster på originalsprogene havde stor betydning for reformationen.

Erasmus var som reformatorerne kritisk overfor magtmisbrug og moralsk fordærv i kirken, men forsvarede dog den katolske kirkes legitimitet som institution. I debatten med Luther er Erasmus blevet kendt for sit forsvar for den opfattelse, at mennesket med sin frie vilje i nogen grad selv kan afgøre sig overfor Gud.

Men Erasmus er også interessant i lyset af døberbevægelsen, da han på mange punkter delte døbernes udlægning af centrale passager om dåben i Det Nye Testamente.

Helt central var oversættelsen af Jesu missionsbefaling i Matthæusevangeliet 28, hvor Jesus til sine disciple siger: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (Matt 28,18-20)

Ifølge Erasmus og døberne skulle Jesu ord forstås som en opremsning, sådan at han befaler sine disciple først at gøre mennesker til disciple, derefter døbe dem, og sidst at lære dem at holde hans bud. Erasmus parafraserer i sin bibelkommentar Jesu missionsbefaling, idet han forestiller sig at Jesus har sagt til sine disciple om folkeslagene, at:

Når I har undervist dem i disse ting, og de tror hvad I har lært dem, hvis de angrer over deres tidligere liv, og hvis de er klar til at tilslutte sig evangeliets lære, så døb dem i vand, i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, så de ved dette hellige symbol kan få sikkerhed om, at de er sat fri fra alle deres synders skidt ved min døds nådegave, og at de nu tælles blandt Guds børn.1

Dåb var med andre ord for Erasmus kulminationen på omvendelsen, som indebar en forudgående oplæring og et frivilligt svar fra dåbskandidaterne.2 Dåben skal for det første følge på bekendelsen af tro på læresætningerne indeholdt i den apostolske trosbekendelse, for det andet af en bevidsthed om synd og anger, og sidst af en beslutning om at ville følge evangeliets lære.

Zwinglis elever, hvoraf flere blev ledende kræfter i den unge døberbevægelse, læste Erasmus’ bibelkommentarer og kan have fået deres inspiration derfra. Flere af de første sydtyske og schweiziske døbere – herunder Hans Denck og Balthasar Hubmaier – har højst sandsynligt også været i kontakt med Erasmus, da han opholdt sig og forelæste på universiteter i området. Dertil synes mange senere hollandske døbere at være stærkt influeret af Erasmus, herunder Menno Simons, der jævnligt citerer ham.

Også Erasmus’ delvise pacifisme kan have inspireret døberne. At dette skulle være tilfældet afvises dog af blandt andre kirkehistorikeren Harold S. Bender, som har observeret, at især de schweiziske døberes pacifisme var langt mere radikal og bibelsk end Erasmus’ humanisme.

Erasmus tog da også afstand fra døberbevægelsen, som han anså for sekterisk, trods dens teologiske og etiske grundindsigter. Alligevel kan store dele af døberbevægelsen forstås som arvtagere fra Erasmus, snarere end fra reformatorer som Luther og Zwingli. Dette gælder ikke mindst teologer som Balthasar Hubmaier og andre, der ligesom Erasmus tilsluttede sig læren om menneskets frie vilje.

Herhjemme har danske baptister historisk forsvaret opfattelser, der ligner den vi finder hos Erasmus. Den danske baptistteolog P. Olsen havde således et indlæg i debatten om oversættelsen af missionsbefalingen, da man sidst i 1890erne overvejede en ny bibeloversættelse. P. Olsen medgiver, at den traditionelle oversættelse er mulig, men forsvarer at oversætte som også Erasmus havde gjort det.

Læs også: P. Olsen: Jesu store Missionsbefaling. Hvorledes skal den oversættes? (1897) på baptisthistorie.dk

1Erasmus, LB 7,146A-B

2Se også Darren T. Williamson, ”The Reformation and Believer’s Baptism” i Mark W. Hamilton, m.fl., Renewing Tradition: Studies in Texts and Contexts in Honor of James W. Thompson, s. 266f.

FacebookTwitterGoogle+Del