Mystiker og apokalyptiker: Hans Hut (1490-1527)
Hans Hut blev født i Haina nær Römhild i det sydlige Thüringen. Hut, der var omrejsende bogsælger, blev tidligt påvirket af Thomas Müntzer og gav i september 1524 husly til Müntzer, da denne var tvunget til at flygte fra Mühlhausen.
Senere det år, da Hut nægtede at lade sit tredje barn døbe, fik han valget mellem at få barnet døbt, eller forlade byen. Hut valgte det sidste.
Hans Hut (ca. 1490-1527)
Hans Hut deltog i slaget om Thüringen under den tyske bondekrig i 1525, som medlem af Thomas Müntzers militante forbund, Christliches Verbündnis, men undgik efterfølgende fængsling ved at fortælle myndighederne, at slaget var en mulighed for at sælge bøger!
I maj 1526 var han i Augsburg for at sælge bøger, og her blev han døbt af Hans Denck, der selv tidligere var blevet døbt af Balthasar Hubmaier. Dåben blev startskuddet til en kombineret karriere som bogsælger og missionær.
Huts missionæraktiviteter strakte sig fra grænselandet mellem Thüringen og Frankrig i nord til Tyrol og Mähren, og på hans rejser syntes han at lede efter tidligere deltagere i bondekrigen.
Hut forventede at Guds rige ville indtræffe i 1528 ved en voldsom apokalyptisk indførelse af Kristi styre, og Hut så det som sin opgave at besegle 144.000 som døbte inden den yderste dag. Han døbte ikke kun med vand, men beseglede dåben med korets tegn på panden af den døbte.
Hut var en af hovedpersonerne bag Martyrernes Synode i Augsburg i 1527 – et møde mellem anabaptister fra de omkringliggende egne, hvor man forsøgte at nå en fælles forståelse på tværs af deres forskellige opfattelser.
Hut blev arresteret efterfølgende, og udsat for voldsom tortur. Han døde i byen på grund af røgforgiftning, da nogle fanger under et flugtforsøg satte ild til fængslet. Byens dommer valgte siden at dømme hans døde krop til døden, og brænde den på bålet!
Til trods for, at han ikke havde nogen uddybet ekklesiologi, var han med til at stifte menigheder i bl.a. Königsberg, Nürnberg, Passau, Steyer, Wien, Linz og Salzburg.
Hans Hut var påvirket af Thomas Müntzers mysticisme. Han var grundlæggende teologisk enig med De schweiziske Brødre, men lagde større vægt på Åndens gerninger, med nogle specifikke, apokalyptiske forventninger.
Huts praksis med en afsondret pacifisme udløste i Nikolsburg en konflikt med Balthasar Hubmaier. Hans kort liv til trods, fik Hut dog stor indflydelse på blandt andre Sebastian Franck og Johannes Kautz, samt senere den spiritualistiske anabaptisme under Dirk Philips.
Beskrivelsen af Hans Hut lader ganske meget tilbage at ønske. Jeg vil kun nævne et par ting:
1. hans teologi var på ingen måde beslægtet med de schweiziske døbere, som i 1527 forfattede Schleitheimer Bekendelsen.
2. han frasagde sig på intet tidspunkt det, han havde lært af Thomas Müntzer (ca. 1489 – 27. 05. 1525); og han deltog på Müntzers side i Thüringer Opstandens afgørende slag ved Frankenhausen 15. 05. 1525. I modsætning til Müntzer lykkedes det efter oprørshærens katastrofale nederlag Hut at flygte.
3. hans teologi er gennemsyret af Müntzersk teologi, hvilket éntydigt er dokumenteret af de to forskere, som mest intensivt har beskæftiget sig med Hans Hut, nemlig Gottfried Sebaß (1972 og senere) og Werner O. Packull (1977 og senere). Sebaß’ monumentale Hut-biografi, som han i 1972 erhvervede den store tyske doktorgrad på, vil i generationer stå som hovedværket om Hans Hut. Med 30 års forsinkelse er bogen udkommet på tryk med et udførligt efterskrift.
4. Han afsvor ikke voldsanvendelse, men erkendte – som Müntzer i maj 1525 kort før henrettelsen havde gjort det, at voldsanvendelsen under Revolutionen i 1525 havde været egennyttig. Han forventede verdens undergang i 1528; og først umiddelbart før skulle de udvalgte (igen et Müntzersk begreb) sammen med osmannerne, som trængte ind i Det Hellige Romerske Rige af den tyske nation, gribe til sværdet.
4. som anført i artiklen kom det ikke så vidt, fordi Hut døde inden, og fordi hans forudsigelse ikke kom til at holde stik.
5. Sebaß har éntydigt dokumenteret, at Hut ikke grundlagde menigheder. Hans tilhængere var overalt spredt. Efter hans død skabte andre, hvis teologi på mange punkter lignede Huts (og ikke mindst i den sammenhæng Melchior Rinck i det hessisk-thüringske grænseområde) menigheder. Rinck blev i det midttyske område den helt centrale lederskikkelse.